Fem G7-lande bruger nu mere på renter end på forsvar

Det betyder, at tidligere lån i flere lande nu koster mere end den militære kapacitet, som regeringerne forsøger at finansiere i dag.

Hvilke G7-lande bruger mest på gældsbetjening?

Tyskland og Canada er de eneste undtagelser. I de øvrige fem lande ser forholdet sådan ud:

• Italien: Renteudgifterne til statsgælden er næsten tre gange så høje som forsvarsbudgettet. Udgifterne svarer til omkring 193 procent af forsvarsbudgettet .
• USA: Renteudgifterne er omtrent dobbelt så høje som forsvarsudgifterne . USA har samtidig en særlig udfordrende udvikling foran sig. Scope Ratings forventer, at den offentlige gæld vil nå 137,8 procent af BNP i 2029 – højere end toppunktet på 132 procent under pandemien i 2020 .
• Storbritannien og Frankrig: I begge lande koster gældsbetjeningen omtrent dobbelt så meget som forsvarsudgifterne .
• Japan: De præcise forholdstal varierer en smule mellem kilderne, men Japan placeres sammen med USA, Italien, Storbritannien og Frankrig blandt de lande, hvor renteudgifterne overstiger forsvarsudgifterne .

Tyskland står stærkest i sammenligningen. Ifølge Scope Ratings svarer landets renteudgifter i 2026 kun til omkring 35 procent af forsvarsbudgettet .

Gældskurverne nærmer sig pandemitoppen

Scope Ratings forventer, at G7-landenes samlede offentlige gæld vil stige til 135,2 procent af BNP i 2029. Det er tæt på toppen på 139,6 procent, som blev nået i 2020 under covid-19-pandemien .

For USA alene ventes gælden at nå 137,8 procent af BNP i 2029. Italien ventes samtidig at få en gæld på 143,6 procent af BNP i 2029, mod 137,3 procent ved udgangen af 2023 .

Den Internationale Valutafond, IMF, advarede separat i oktober 2025 om, at den globale offentlige gæld kan overstige 100 procent af BNP i 2029. Det vil i så fald være det højeste niveau siden 1948. IMF pegede på, at stigende renteudgifter lægger pres på budgetterne samtidig med større forsvarsudgifter og udgifter til en aldrende befolkning .

Bloomberg vurderer især, at renteudgifterne vil fortsætte med at stige i USA, Japan og Frankrig, hvor store gældsbeholdninger kombineres med fortsat relativt høje renter . I USA forventer Scope, at nettorenteudgifterne i gennemsnit vil udgøre omkring 12 procent af statens indtægter i perioden 2025-2030 – mindst dobbelt så meget som hos sammenlignelige lande .

Større forsvarsbudgetter øger presset

Gældsproblemet bliver mere akut, fordi NATO-landene har aftalt at øge forsvarsudgifterne til omkring 3,5 procent af BNP i 2035 . Når en større del af budgettet allerede går til renter, bliver der mindre plads til både forsvar, velfærd og andre politiske prioriteringer.

Scope Ratings har blandt andet advaret om Frankrig. Hvis landet øger forsvarsudgifterne til 3 procent af BNP uden tilsvarende besparelser eller økonomisk byrdefordeling på EU-niveau, kan underskuddet overstige 4 procent af BNP i 2029. Den offentlige gæld kan i så fald komme over 120 procent af BNP .

Det illustrerer den grundlæggende konflikt: Regeringerne ønsker at styrke forsvaret, men finansieringen af den eksisterende gæld optager allerede en voksende del af budgetterne.

Ingen akut gældskrise – endnu

De høje tal betyder ikke nødvendigvis, at G7-landene står foran en umiddelbar refinansieringskrise. Scope Ratings' direktør for stats- og regeringsvurderinger, Eiko Sievert, fremhæver, at de fleste G7-lande indtil videre har undgået akut pres på refinansieringen .

Men den finanspolitiske struktur er blevet mere sårbar. Høj gæld kombineret med relativt store primære underskud – altså underskud før renteudgifter – gør de offentlige finanser mere følsomme over for ændringer i markedsrenter og investorernes vilkår .

En dyrere kamp om budgetterne

Bloomberg- og Scope Ratings-analysen peger dermed på et historisk vendepunkt. I fem af de syv G7-økonomier koster det nu mere at betale renter på tidligere lån end at finansiere det samlede forsvar.

Hvis gælden fortsætter opad, samtidig med at NATO-landene øger deres forsvarsudgifter, vil presset på statsbudgetterne sandsynligvis vokse resten af årtiet. Det centrale spørgsmål bliver derfor ikke kun, hvor meget landene vil bruge på sikkerhed – men også hvor meget af det økonomiske råderum der allerede er bundet af fortidens lån.