Opsendelsen blev officielt erklæret en fuld succes og markerede den 647. mission i Long March-raketserien . Selvom raketten er designet til genbrug – i samme klasse som en Falcon 9 – blev der ikke forsøgt at redde første trin under denne jomfruflyvning. Statsmedier oplyser, at en redningstest er planlagt til en senere dato .
Long March 12B (CZ-12B) er en ny generations løfteraket udviklet af China Aerospace Science and Technology Corporation (CASC). Den er en kraftigere, kommercielt orienteret variant af Long March 12A, designet til delvis genbrug for at sænke opsendelsesomkostningerne og øge flyvefrekvensen . En statisk test af første trin blev gennemført den 16. januar 2026, hvilket banede vejen for opsendelsen i juni .
Nyttelasten var den 10. batch af Qianfan-satellitter, også kaldet Spacesail- eller Thousand Sails-konstellationen. Denne gruppe tilhørte “polar group 08” og var fremstillet af Genesat, en kommerciel rumfartsproducent . Opsendelsen bringer det samlede antal Qianfan-satellitter i kredsløb til omkring 180 .
Long March 12B-opsendelsen var ikke en isoleret begivenhed. Den var tredje akt i en bemærkelsesværdig tæt periode af kinesisk rumaktivitet, der blandede bemandede rumflyvninger med kommerciel konstellation-udbygning.
Blot tre dage før raketopsendelsen, den 29. maj 2026, vendte de tre astronauter fra Shenzhou-21-missionen tilbage til Jorden efter en rekordlang periode på 210 dage i kredsløb ombord på Tiangong-rumstationen . Besætningen – Zhang Lu, Wu Fei og Zhang Hongzhang – landede sikkert ved Dongfeng-landingspladsen i Indre Mongoliet og slog dermed den tidligere rekord for en enkelt kinesisk bemandet mission .
Hjemkomsten var bemærkelsesværdig af mere end blot varigheden. På grund af formodet skade fra rumaffald på Shenzhou-20-rumskibet vendte astronauterne hjem i Shenzhou-22-returkapslen, der var blevet sendt op tom specifikt til denne beredskabssituation .
Kun fem dage før Shenzhou-21’s tilbagevenden havde Kina sendt deres afløsere til rumstationen. Shenzhou-23-missionen blev opsendt den 24. maj 2026 kl. 23.08 Beijing-tid fra Jiuquan på toppen af en Long March 2F-raket . Besætningen – kommandør Zhu Yangzhu, Zhang Zhiyuan og Lai Ka-ying (Hongkongs første astronaut) – omfatter et medlem, der skal blive i rummet i et helt år, hvilket fordobler den sædvanlige missionsvarighed .
De 18 satellitter, som Long March 12B sendte op, er en afgørende brik i et meget større puslespil. Qianfan-konstellationen er en planlagt megakonstellation i lavt jordkredsløb, der i sidste ende sigter mod at udsende over 15.000 satellitter inden 2030 for at levere global bredbåndsdækning . Opereret af Shanghai Spacesail Technologies er netværket Kinas primære kommercielle svar på Starlink, og udrulningen er accelereret gennem 2026 .
Denne mission fulgte tæt på den 9. batch af Qianfan-satellitter, som blev opsendt den 17. maj 2026 fra Hainan Commercial Space Launch Site med en Long March 8-raket . Det høje tempo – ofte med grupper af 18 satellitter – viser Kinas beslutsomhed om at opbygge den første fase med 648 satellitter til regional dækning, før det globale netværk udvides .
At disse begivenheder konvergerer på få dage er ingen tilfældighed. Det illustrerer en klar dobbeltsporet strategi: Oprethold en robust, rekordsættende menneskelig tilstedeværelse i rummet ombord på Tiangong, samtidig med at man opbygger den genanvendelige løfteraket-infrastruktur og satellitproduktionskapacitet, der er nødvendig for at konkurrere på markedet for megakonstellationer.
Long March 12B’s uanmeldte debut var mere end en enkelt vellykket opsendelse. Det var et signal om, at Kina systematisk lukker det teknologiske hul inden for genanvendelige raketter – den enkelte vigtigste kapacitet for at gøre en konstellation med 15.000 satellitter økonomisk bæredygtig.
Opsendelsen blev officielt erklæret en fuld succes og markerede den 647. mission i Long March-raketserien . Selvom raketten er designet til genbrug – i samme klasse som en Falcon 9 – blev der ikke forsøgt at redde første trin under denne jomfruflyvning. Statsmedier oplyser, at en redningstest er planlagt til en senere dato .
Long March 12B (CZ-12B) er en ny generations løfteraket udviklet af China Aerospace Science and Technology Corporation (CASC). Den er en kraftigere, kommercielt orienteret variant af Long March 12A, designet til delvis genbrug for at sænke opsendelsesomkostningerne og øge flyvefrekvensen . En statisk test af første trin blev gennemført den 16. januar 2026, hvilket banede vejen for opsendelsen i juni .
Nyttelasten var den 10. batch af Qianfan-satellitter, også kaldet Spacesail- eller Thousand Sails-konstellationen. Denne gruppe tilhørte “polar group 08” og var fremstillet af Genesat, en kommerciel rumfartsproducent . Opsendelsen bringer det samlede antal Qianfan-satellitter i kredsløb til omkring 180 .
Long March 12B-opsendelsen var ikke en isoleret begivenhed. Den var tredje akt i en bemærkelsesværdig tæt periode af kinesisk rumaktivitet, der blandede bemandede rumflyvninger med kommerciel konstellation-udbygning.
Blot tre dage før raketopsendelsen, den 29. maj 2026, vendte de tre astronauter fra Shenzhou-21-missionen tilbage til Jorden efter en rekordlang periode på 210 dage i kredsløb ombord på Tiangong-rumstationen . Besætningen – Zhang Lu, Wu Fei og Zhang Hongzhang – landede sikkert ved Dongfeng-landingspladsen i Indre Mongoliet og slog dermed den tidligere rekord for en enkelt kinesisk bemandet mission .
Hjemkomsten var bemærkelsesværdig af mere end blot varigheden. På grund af formodet skade fra rumaffald på Shenzhou-20-rumskibet vendte astronauterne hjem i Shenzhou-22-returkapslen, der var blevet sendt op tom specifikt til denne beredskabssituation .
Kun fem dage før Shenzhou-21’s tilbagevenden havde Kina sendt deres afløsere til rumstationen. Shenzhou-23-missionen blev opsendt den 24. maj 2026 kl. 23.08 Beijing-tid fra Jiuquan på toppen af en Long March 2F-raket . Besætningen – kommandør Zhu Yangzhu, Zhang Zhiyuan og Lai Ka-ying (Hongkongs første astronaut) – omfatter et medlem, der skal blive i rummet i et helt år, hvilket fordobler den sædvanlige missionsvarighed .
De 18 satellitter, som Long March 12B sendte op, er en afgørende brik i et meget større puslespil. Qianfan-konstellationen er en planlagt megakonstellation i lavt jordkredsløb, der i sidste ende sigter mod at udsende over 15.000 satellitter inden 2030 for at levere global bredbåndsdækning . Opereret af Shanghai Spacesail Technologies er netværket Kinas primære kommercielle svar på Starlink, og udrulningen er accelereret gennem 2026 .
Denne mission fulgte tæt på den 9. batch af Qianfan-satellitter, som blev opsendt den 17. maj 2026 fra Hainan Commercial Space Launch Site med en Long March 8-raket . Det høje tempo – ofte med grupper af 18 satellitter – viser Kinas beslutsomhed om at opbygge den første fase med 648 satellitter til regional dækning, før det globale netværk udvides .
At disse begivenheder konvergerer på få dage er ingen tilfældighed. Det illustrerer en klar dobbeltsporet strategi: Oprethold en robust, rekordsættende menneskelig tilstedeværelse i rummet ombord på Tiangong, samtidig med at man opbygger den genanvendelige løfteraket-infrastruktur og satellitproduktionskapacitet, der er nødvendig for at konkurrere på markedet for megakonstellationer.
Long March 12B’s uanmeldte debut var mere end en enkelt vellykket opsendelse. Det var et signal om, at Kina systematisk lukker det teknologiske hul inden for genanvendelige raketter – den enkelte vigtigste kapacitet for at gøre en konstellation med 15.000 satellitter økonomisk bæredygtig.