Andre analyser beskriver et endnu større chok for Irak. Ifølge irakiske oplysninger faldt landets råolieeksport med 75 procent i august, mens en anden analyse anslog et fald på over 80 procent og et månedligt indtægtsfald fra omkring 7 milliarder dollar til cirka 1 milliard dollar i april.

Tallene varierer efter måned og kilde, men problemet er det samme: Forstyrrelserne i skibstrafikken begrænsede kraftigt regeringens adgang til olieindtægter. For en økonomi, der er stærkt afhængig af eksport af råolie, er det derfor afgørende hurtigt at få flere fungerende udskibningsmuligheder.

Sådan fungerer den tre måneder lange ordning

Med regeringens beslutning kan Irak indgå tre måneder lange kontrakter fra 1. september med specialiserede lokale og internationale selskaber. Selskaberne skal hjælpe med at markedsføre og eksportere irakisk råolie via flere udskibningssteder.

Baghdad har endnu ikke offentliggjort, hvilke selskaber der skal deltage, hvor store mængder hvert selskab får ansvar for, eller præcis hvilke ruter der skal bruges. Der er derfor tale om en ramme, der gør hurtige aftaler mulige, snarere end en fuldt offentliggjort eksportplan.

Det er en vigtig forskel. En godkendt handels- eller transitaftale skaber ikke automatisk ny rørledningskapacitet, og den garanterer heller ikke, at tankskibe kan laste og sejle uden problemer. Den kortsigtede effekt afhænger af, hvilke terminaler og rørledninger der faktisk fungerer, hvor meget råolie de kan håndtere, og om købere og rederier vil benytte dem.

Tyrkiet og Ceyhan er den tydeligste kortsigtede løsning

Iraks mest konkrete mulighed for at omgå Hormuzstrædet er den nordlige rute gennem Tyrkiet. Baghdad og Ankara har indgået en etårig aftale om fortsat brug af Irak-Tyrkiet-rørledningen, der fører råolie mod den tyrkiske middelhavshavn Ceyhan. Aftalen omfatter en minimumsstrøm på 750.000 tønder om dagen.

Ruten giver irakisk olie adgang til Middelhavet uden passage gennem Hormuzstrædet. Tidligere planer gik ud på at øge transporten gennem Kirkuk-Ceyhan-systemet fra omkring 220.000 tønder om dagen til cirka 770.000 tønder om dagen inden for to en halv måned.

Ceyhan-ruten kan dog ikke fuldstændig erstatte Iraks traditionelle eksport fra syd. Den skal snarere ses som en vigtig ekstra udgang, der kan genvinde en del af den tabte kapacitet og mindske risikoen for, at al irakisk olie skal gennem den samme sårbare maritime korridor.

To vestlige korridorer på længere sigt

Baghdad arbejder også på infrastruktur, der på længere sigt kan gøre eksporten mere robust. Blandt planerne er:

• Basra-Fishkhabur: En foreslået rørledning fra Iraks sydlige oliefelter til Fishkhabur nær den tyrkiske grænse, hvor den potentielt kan forbindes med Ceyhan-systemet.
• Haditha-Baniyas: En foreslået rute fra det vestlige Irak gennem Syrien til middelhavshavnen Baniyas. Irak og Syrien har underskrevet et aftalememorandum om at bringe projektet videre.

Projekterne må ikke forveksles med kapacitet, der er klar til brug nu. Ruten gennem Syrien befinder sig stadig på et tidligt stadie. Kilder med kendskab til projektet har sagt til Reuters, at anlægsarbejdet kan tage omkring fire år og koste mindst 15 milliarder dollar.

De indledende tekniske og økonomiske undersøgelser af alternative ruter er heller ikke det samme som en endelig kommerciel eller finansiel beslutning.

Flere eksportveje er ikke det samme som højere produktion

Den midlertidige ordning ændrer først og fremmest hvor og hvordan irakisk råolie markedsføres og transporteres. Den fastslår ikke i sig selv, at Irak vil øge sin samlede olieproduktion.

Det er især relevant, fordi Iraks gennemsnitlige olieeksport i august blev opgjort til omkring 2 millioner tønder om dagen, samtidig med at regeringen arbejder på nye eksportkorridorer. En stigning i de faktiske leverancer kan derfor skyldes, at eksisterende olie igen kan eksporteres eller omdirigeres – ikke nødvendigvis at oliefelterne producerer mere.

Baghdad forsøger dermed at løse to forskellige problemer:

1. Det akutte problem: At finde tilstrækkeligt mange fungerende veje til at sælge og transportere olie, mens Hormuzstrædet er forstyrret.
2. Det strukturelle problem: At opbygge så mange rørledninger og terminaler, at en fremtidig lukning af én maritim rute ikke igen afskærer Irak fra de globale oliemarkeder.

Tre måneders-ordningen løser det første problem hurtigt, men midlertidigt. Aftalen med Tyrkiet giver en mere konkret kortsigtet korridor, mens projekterne ved Fishkhabur og Baniyas er del af Baghdads langsigtede forsøg på at mindske afhængigheden af olieeksport gennem Golfen.

Samtidig understreger Iraks erklærede tilslutning til OPEC+-produktionsbegrænsninger, at strategien handler om at få tilladte tønder ud på markedet ad andre veje – ikke om at hæve produktionsloftet. Eksportniveauet på omkring 2 millioner tønder om dagen i august skal derfor ikke automatisk tolkes som et signal om øget produktion eller ændret OPEC+-politik.

Andre analyser beskriver et endnu større chok for Irak. Ifølge irakiske oplysninger faldt landets råolieeksport med 75 procent i august, mens en anden analyse anslog et fald på over 80 procent og et månedligt indtægtsfald fra omkring 7 milliarder dollar til cirka 1 milliard dollar i april.

Tallene varierer efter måned og kilde, men problemet er det samme: Forstyrrelserne i skibstrafikken begrænsede kraftigt regeringens adgang til olieindtægter. For en økonomi, der er stærkt afhængig af eksport af råolie, er det derfor afgørende hurtigt at få flere fungerende udskibningsmuligheder.

Sådan fungerer den tre måneder lange ordning

Med regeringens beslutning kan Irak indgå tre måneder lange kontrakter fra 1. september med specialiserede lokale og internationale selskaber. Selskaberne skal hjælpe med at markedsføre og eksportere irakisk råolie via flere udskibningssteder.

Baghdad har endnu ikke offentliggjort, hvilke selskaber der skal deltage, hvor store mængder hvert selskab får ansvar for, eller præcis hvilke ruter der skal bruges. Der er derfor tale om en ramme, der gør hurtige aftaler mulige, snarere end en fuldt offentliggjort eksportplan.

Det er en vigtig forskel. En godkendt handels- eller transitaftale skaber ikke automatisk ny rørledningskapacitet, og den garanterer heller ikke, at tankskibe kan laste og sejle uden problemer. Den kortsigtede effekt afhænger af, hvilke terminaler og rørledninger der faktisk fungerer, hvor meget råolie de kan håndtere, og om købere og rederier vil benytte dem.

Tyrkiet og Ceyhan er den tydeligste kortsigtede løsning

Iraks mest konkrete mulighed for at omgå Hormuzstrædet er den nordlige rute gennem Tyrkiet. Baghdad og Ankara har indgået en etårig aftale om fortsat brug af Irak-Tyrkiet-rørledningen, der fører råolie mod den tyrkiske middelhavshavn Ceyhan. Aftalen omfatter en minimumsstrøm på 750.000 tønder om dagen.

Ruten giver irakisk olie adgang til Middelhavet uden passage gennem Hormuzstrædet. Tidligere planer gik ud på at øge transporten gennem Kirkuk-Ceyhan-systemet fra omkring 220.000 tønder om dagen til cirka 770.000 tønder om dagen inden for to en halv måned.

Ceyhan-ruten kan dog ikke fuldstændig erstatte Iraks traditionelle eksport fra syd. Den skal snarere ses som en vigtig ekstra udgang, der kan genvinde en del af den tabte kapacitet og mindske risikoen for, at al irakisk olie skal gennem den samme sårbare maritime korridor.

To vestlige korridorer på længere sigt

Baghdad arbejder også på infrastruktur, der på længere sigt kan gøre eksporten mere robust. Blandt planerne er:

• Basra-Fishkhabur: En foreslået rørledning fra Iraks sydlige oliefelter til Fishkhabur nær den tyrkiske grænse, hvor den potentielt kan forbindes med Ceyhan-systemet.
• Haditha-Baniyas: En foreslået rute fra det vestlige Irak gennem Syrien til middelhavshavnen Baniyas. Irak og Syrien har underskrevet et aftalememorandum om at bringe projektet videre.

Projekterne må ikke forveksles med kapacitet, der er klar til brug nu. Ruten gennem Syrien befinder sig stadig på et tidligt stadie. Kilder med kendskab til projektet har sagt til Reuters, at anlægsarbejdet kan tage omkring fire år og koste mindst 15 milliarder dollar.

De indledende tekniske og økonomiske undersøgelser af alternative ruter er heller ikke det samme som en endelig kommerciel eller finansiel beslutning.

Flere eksportveje er ikke det samme som højere produktion

Den midlertidige ordning ændrer først og fremmest hvor og hvordan irakisk råolie markedsføres og transporteres. Den fastslår ikke i sig selv, at Irak vil øge sin samlede olieproduktion.

Det er især relevant, fordi Iraks gennemsnitlige olieeksport i august blev opgjort til omkring 2 millioner tønder om dagen, samtidig med at regeringen arbejder på nye eksportkorridorer. En stigning i de faktiske leverancer kan derfor skyldes, at eksisterende olie igen kan eksporteres eller omdirigeres – ikke nødvendigvis at oliefelterne producerer mere.

Baghdad forsøger dermed at løse to forskellige problemer:

1. Det akutte problem: At finde tilstrækkeligt mange fungerende veje til at sælge og transportere olie, mens Hormuzstrædet er forstyrret.
2. Det strukturelle problem: At opbygge så mange rørledninger og terminaler, at en fremtidig lukning af én maritim rute ikke igen afskærer Irak fra de globale oliemarkeder.

Tre måneders-ordningen løser det første problem hurtigt, men midlertidigt. Aftalen med Tyrkiet giver en mere konkret kortsigtet korridor, mens projekterne ved Fishkhabur og Baniyas er del af Baghdads langsigtede forsøg på at mindske afhængigheden af olieeksport gennem Golfen.

Samtidig understreger Iraks erklærede tilslutning til OPEC+-produktionsbegrænsninger, at strategien handler om at få tilladte tønder ud på markedet ad andre veje – ikke om at hæve produktionsloftet. Eksportniveauet på omkring 2 millioner tønder om dagen i august skal derfor ikke automatisk tolkes som et signal om øget produktion eller ændret OPEC+-politik.