Sydkoreas nye chipcentrum har kurs mod 2030 – hvis forudsætningerne kommer på plads

Målet er klart: Den første chipproduktion i det sydvestlige Sydkorea skal begynde i 2030. Men på et forum i Gwangju i september 2026 var budskabet, at fabrikkerne ikke kan stå alene. Strøm, industrivand, leverandører, forskning og medarbejdere skal være klar omtrent samtidig.13

En ny produktionsbase uden for Seoul

Planen er at skabe endnu et stort sydkoreansk centrum for chipproduktion uden for hovedstadsområdet omkring Seoul. Den skal kombinere Gwangjus styrker inden for kunstig intelligens (AI) og avanceret produktion med arealer og energiressourcer i provinsen Sydjeolla. Ambitionen rækker fra selve chipfabrikkerne til avancerede fremstillingsprocesser, materialer, komponenter, udstyr, chipindpakning, forskning og uddannelse.13

Pointen er at opbygge et industrielt miljø, der også kan understøtte driften og senere udvidelser – ikke blot at opføre en enkeltstående fabrik.3

Tidsplanen er et mål, ikke en garanti

Borgmester Min Hyung-bae fremlagde en tidsplan for første fase: Byggeriet skal begynde i 2027, stå færdigt ved udgangen af 2029 og følges af den første produktion i 2030. Det er målsætninger, ikke en bekræftelse på, at fabrikker og forsyninger allerede er sikret.3

Jung Won-ju, formand for Herald Media Group, Jungheung Group og Daewoo Engineering & Construction, har lovet 10 milliarder won til udviklingen af chip- og AI-klyngen. Bidraget er støtte til projektet, ikke en finansieringsplan for hele centret.2

Den store prøve bliver forsyningerne

På forummet blev rettidig adgang til elektricitet og industrivand fremhævet sammen med tilladelser, transport, logistik og leverandørnetværk. Planlægningen skal desuden give plads til at udvide ud over de første fire chipfabrikker.3

Elforsyningen viser, hvorfor ressourcer i regionen ikke nødvendigvis er det samme som forsyninger ved fabriksporten. Et skøn sætter den nødvendige eltilslutningskapacitet for fire fabrikker til 6,4 gigawatt. Selv om regionen producerer mere strøm, end den bruger, kræver fabrikkerne et udbygget elnet og stabil levering. Tallet er et planlægningsbehov – ikke kapacitet, der allerede står til rådighed på byggegrundene.3

Folk skal også have grund til at blive

Deltagerne pegede på behovet for lokale fagfolk, leverandører og forskningsmiljøer. Uddannelse og udviklingsarbejde må følges af boliger, sundhedstilbud, skoler og kulturtilbud, hvis kvalificerede medarbejdere skal kunne slå sig ned i området.3

TSMC’s chipklynge i Kumamoto i Japan blev nævnt som eksempel på betydningen af offentlig støtte og lokal koordinering. Men den sydkoreanske plan skal indrettes efter Samsung Electronics’ og SK hynix’ faktiske behov for investeringer, produktion og leverandører – ikke blot kopiere den japanske model. Hvis målet om 2030 skal holde, skal fabrikker, forsyninger og et varigt lokalt industrimiljø udvikles i takt.3