Hvorfor Jürgen Hardt vil have EU-sanktioner mod Itamar Ben-Gvir

Jürgen Hardts opfordring til EU-sanktioner kom efter en podcast, hvor Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, talte for »målrettede drab« på 30-40 mennesker i Gaza hver nat. Han understregede, at angrebene ikke kun skulle ramme personer, der udgjorde en umiddelbar trussel, og sagde samtidig, at nogle palæstinensere »ikke er værdige til at leve« og »ikke engang er mennesker«.

Hardt, der er udenrigspolitisk ordfører for CDU/CSU’s parlamentariske gruppe, kaldte udtalelserne umenneskeliggørende. Han mener, at EU bør sanktionere Ben-Gvir for at forsvare princippet om menneskelig værdighed og menneskerettighedernes universelle gyldighed.

Hvad udløste Hardts reaktion?

Ben-Gvir kritiserede Israels premierminister Benjamin Netanyahus beslutning om at begrænse intensiteten i de israelske angreb på Gaza. Hans udtalelser var derfor mere end en generel opfordring til militær handling: Han foreslog en fast, natlig kvote for drab og sagde, at målene ikke skulle begrænses til personer, der på det pågældende tidspunkt udgjorde en akut fare.

I podcastinterviewet med den tidligere Gaza-gidsel Rom Braslavski talte Ben-Gvir også for at tilskynde palæstinensere til at forlade Gaza permanent. Han sagde desuden, at området bør betragtes som fuldt ud israelsk. Disse holdninger er i mediedækningen blevet knyttet til støtte for at etablere israelske bosættelser i Gaza.

For Hardt handler sagen derfor ikke kun om ét stærkt kontroversielt citat. Han ser en samlet linje bestående af øget vold, umenneskeliggørende retorik, fordrivelse og udvidelse af bosættelser – positioner, som efter hans vurdering strider mod de principper, EU-sanktioner bør beskytte.

Hardts argument om forholdet mellem Israel og Europa

Hardt fremførte også et bredere politisk synspunkt: En israelsk regering uden Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich ville efter hans opfattelse give Israel og Europa bedre mulighed for at genopbygge et konstruktivt forhold.

Argumentet skelner dermed mellem den israelske regering og landets befolkning på den ene side og de to højreorienterede ministre på den anden. Sanktioner fremstilles som et signal rettet mod bestemte ministres handlinger og udtalelser – ikke nødvendigvis som en foranstaltning mod Israel som helhed.

Hvilket pres lægger det på Tysklands regering?

Hardts udmelding vejer tungt, fordi han taler på vegne af CDU/CSU’s parlamentariske gruppe i udenrigspolitiske spørgsmål. Den lægger pres på kansler Friedrich Merz og udenrigsminister Johann Wadephul for at genoverveje Tysklands tidligere modstand mod at sortliste Ben-Gvir eller i det mindste undlade at blokere for et fælles EU-initiativ.

Der er dog ikke dokumenteret nogen formel ændring af Berlins politik. Tidligere rapporter beskrev Tyskland som modstander af forslag om at sortliste en israelsk minister og begrænse handel med bosættelser på Vestbredden. Senere blev Tyskland også beskrevet som modstander af et foreslået forbud mod handel med bosættelser, hvor Wadephul argumenterede for, at der kræves enstemmighed.

Hardts indgriben bør derfor forstås som en indflydelsesrig politisk appel – ikke som en regeringsbeslutning eller et bevis på, at Tyskland vil støtte sanktioner.

Hvorfor har EU haft svært ved at blive enige?

EU har allerede overvejet sanktioner mod Ben-Gvir på grund af hans behandling af aktivister om bord på Global Sumud-flotillen, en nødhjælpsmission med kurs mod Gaza. På et møde blandt EU’s udenrigsministre i juni kunne medlemslandene ikke nå til enighed. EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, sagde, at mange lande havde foreslået sanktioner, men at den nødvendige konsensus ikke blev opnået.

Problemet er både politisk og proceduremæssigt. Sanktioner inden for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kræver enstemmighed blandt medlemslandene. Ét lands modstand kan derfor forhindre, at EU som helhed optager en person på sin sanktionsliste.

Flere lande har valgt at handle hver for sig. I juni 2025 indførte Storbritannien, Australien, Canada, New Zealand og Norge sanktioner mod Ben-Gvir og Smotrich med henvisning til opfordringer til vold mod palæstinensiske lokalsamfund. Frankrig og Irland har desuden i 2026 indført indrejseforbud for ministrene. Nationale tiltag er dog ikke det samme som et fælles EU-sanktionsregime.

Den separate strid om handel med bosættelser

EU’s udenrigsministre har også diskuteret begrænsninger på handel med israelske bosættelser i det besatte Vestbredden. Blandt mulighederne var et system med importtilladelser, prohibitive toldsatser og et direkte handelsforbud. Et forbud fik størst opbakning på et møde i juli, men medlemslandene forblev uenige, og der blev ikke vedtaget en fælles restriktion.

Debatten hænger sammen med Hardts appel, men det er ikke den samme foranstaltning. Sanktioner mod Ben-Gvir vil rette sig mod en enkelt minister, mens handelsrestriktioner mod bosættelser vil påvirke kommercielle forbindelser knyttet til bosættelserne. Begge forslag støder på den samme grundlæggende udfordring: Der skal skabes enighed blandt alle EU-landene.

Hvad sker der nu?

Hardts udmelding øger presset på Tysklands konservative regeringspartier og giver ny politisk kraft til opfordringerne om at reagere mod Ben-Gvir. Også regeringspartiet SPD har haft en kritisk tone over for de israelske ministre, og vicekansler Lars Klingbeil har siden opfordret til seriøst at overveje EU-sanktioner. Han beskrev Ben-Gvirs udtalelser som umenneskelige.

Det betyder dog ikke, at sanktioner er besluttet. De tilgængelige oplysninger viser fortsat uenighed både i Berlin og Bruxelles. Før Tyskland ændrer position, og alle EU-landene accepterer et fælles initiativ, er Ben-Gvirs udtalelser derfor fortsat genstand for politisk pres – ikke for en gennemført EU-sanktion.