Bufferen fjerner ikke risikoen. Obligationskurser kan stadig falde, når renterne stiger, men et højt startafkast giver investorerne mere indkomst til at absorbere moderate rentestigninger, end de ville have haft ved langt lavere renteniveauer.

Derfor er UBS forsigtig med 30-årige statsobligationer

Obligationer med lang løbetid reagerer typisk kraftigere på renteændringer og ændringer i den såkaldte terminspræmie – det ekstra afkast, investorer kræver for at binde penge i mange år. UBS fremhæver især fire belastninger for den 30-årige del af markedet:

• Frygt for vedvarende inflation: Hvis investorerne forventer, at inflationen forbliver høj, vil de ofte kræve en større kompensation for at eje langfristede obligationer.
• Offentlige underskud og ny udstedelse: Regeringer med stort lånebehov skal sælge mere gæld, hvilket øger den mængde obligationer, markedet skal absorbere.
• Svag efterspørgsel ved auktioner: En dårligt modtaget auktion med langfristede amerikanske statsobligationer kan signalere, at køberne kræver højere renter, før de vil påtage sig mere renterisiko.
• Likviditetsrisiko: Langfristede obligationer kan være vanskeligere at handle effektivt, når markederne er under pres.

Det kan føre til, at de lange renter forbliver høje – eller stiger yderligere – selv hvis investorerne begynder at forvente svagere vækst eller en mindre stram pengepolitik.

Så langt nåede udsalget

Den 18. august steg renten på den 30-årige amerikanske statsobligation til over 5,31 procent, det højeste niveau siden 2007. Renten på den 30-årige tyske Bund nåede 3,75 procent, det højeste siden 2011, mens renten på den 30-årige britiske statsobligation lå nær 5,85 procent – tæt på toppunktet fra maj og det højeste niveau siden 1998.

UBS koblede presset til bekymringer om vedvarende inflation, forværrede offentlige finanser og fremtidige statslige lånebehov. Et stort udbud af langfristede virksomhedsobligationer øgede samtidig den samlede renterisiko, som investorerne skulle absorbere, herunder gæld fra teknologivirksomheder, der finansierer investeringer i AI-infrastruktur.

Hvorfor korte obligationer kan klare sig, selv hvis de lange renter forbliver høje

Obligationer med kortere løbetid er normalt tættere knyttet til forventningerne til centralbankernes styringsrenter. Langfristede obligationer er derimod mere følsomme over for terminspræmien samt ændrede vurderinger af inflation, finanspolitik og udbuddet af statsobligationer.

UBS forventer, at den faldende inflation fortsætter, og vurderer, at markedet indpriser for aggressiv yderligere stramning fra centralbankerne. Hvis investorerne begynder at forvente færre renteforhøjelser – eller senere rentenedsættelser – kan renterne på to- til femårige obligationer falde, og kurserne stige, selv om de 30-årige renter forbliver høje eller går endnu højere.

Det er kernepunktet i UBS’ anbefaling: Et obligationsudsalg rammer ikke alle løbetider ens. Korte og mellemlange obligationer kan få medvind, hvis forventningerne til centralbankernes renter skifter, mens langfristede obligationer fortsat presses af finanspolitiske forhold og et stort udbud.

ETF-strømme peger mod indkomst og likviditet

Samtidige europæiske ETF-data viste 11,9 mia. euro i indstrømning til renteprodukter. Heraf gik 4,5 mia. euro til statsobligationer, mens 3,8 mia. euro gik til ultrakorte produkter, hovedsageligt denomineret i euro. Mønstret er foreneligt med, at investorer søger renteindtægter, men foretrækker kort løbetid og likvide instrumenter. Dataene er dog ikke et fuldstændigt mål for den globale positionering.

Den forskel er vigtig. Kapitalstrømme kan vise, hvor nogle investorer placerer penge, men de beviser ikke, at hele markedet har lagt sig på en strategi med kort løbetid.

En fortsættelse af UBS’ tidligere obligationssyn

Anbefalingen fra august er en styrkelse – ikke en kovending – af UBS’ tidligere positionering. I bankens House View fra april blev kreditværdige obligationer med omkring tre til fem års løbetid fremhævet som en kilde til afkast og diversifikation trods bekymringer om inflation og gæld. I maj fastholdt UBS også en global præference for obligationer med kort og mellemlang løbetid. Banken bemærkede, at kortfristet gæld typisk er lettere for pengemarkedsfonde, bankers balancer og likviditetspuljer at absorbere.

UBS har samtidig en valutamæssig nuancering: Banken foretrækker især korte og mellemlange obligationer i amerikanske dollar og britiske pund, mens udvalgte længere europæiske obligationer kan være attraktive, fordi pengepolitik, konjunkturer, finanspolitiske forhold og politiske risici varierer mellem regionerne.

Hvad anbefalingen betyder for investorer

UBS siger ikke, at 30-årige obligationer er uden værdi, eller at korte obligationer ikke kan give tab. Budskabet er, at forholdet mellem risiko og afkast aktuelt ser mere attraktivt ud i kreditværdig gæld med kort og mellemlang løbetid:

1. Der er indkomst at hente nu takket være de høje startrenter.
2. Renterisikoen er lavere end i 30-årige statsobligationer.
3. Et skift i styringsrenterne kan understøtte kurserne på obligationer med to til fem års løbetid.
4. Finanspolitiske chok og udbudschok er mindre koncentreret i den korte ende end i den lange.
5. ETF-strømmene viser en præference for likviditet, især gennem efterspørgslen efter ultrakorte produkter.

For investorer, der sammenligner løbetider, er UBS’ synspunkt fra 18. august derfor at sikre sig kvalitet og renteindtægt, før man øger eksponeringen markant mod den mest renteresponsive del af statsobligationsmarkedet.

Bufferen fjerner ikke risikoen. Obligationskurser kan stadig falde, når renterne stiger, men et højt startafkast giver investorerne mere indkomst til at absorbere moderate rentestigninger, end de ville have haft ved langt lavere renteniveauer.

Derfor er UBS forsigtig med 30-årige statsobligationer

Obligationer med lang løbetid reagerer typisk kraftigere på renteændringer og ændringer i den såkaldte terminspræmie – det ekstra afkast, investorer kræver for at binde penge i mange år. UBS fremhæver især fire belastninger for den 30-årige del af markedet:

• Frygt for vedvarende inflation: Hvis investorerne forventer, at inflationen forbliver høj, vil de ofte kræve en større kompensation for at eje langfristede obligationer.
• Offentlige underskud og ny udstedelse: Regeringer med stort lånebehov skal sælge mere gæld, hvilket øger den mængde obligationer, markedet skal absorbere.
• Svag efterspørgsel ved auktioner: En dårligt modtaget auktion med langfristede amerikanske statsobligationer kan signalere, at køberne kræver højere renter, før de vil påtage sig mere renterisiko.
• Likviditetsrisiko: Langfristede obligationer kan være vanskeligere at handle effektivt, når markederne er under pres.

Det kan føre til, at de lange renter forbliver høje – eller stiger yderligere – selv hvis investorerne begynder at forvente svagere vækst eller en mindre stram pengepolitik.

Så langt nåede udsalget

Den 18. august steg renten på den 30-årige amerikanske statsobligation til over 5,31 procent, det højeste niveau siden 2007. Renten på den 30-årige tyske Bund nåede 3,75 procent, det højeste siden 2011, mens renten på den 30-årige britiske statsobligation lå nær 5,85 procent – tæt på toppunktet fra maj og det højeste niveau siden 1998.

UBS koblede presset til bekymringer om vedvarende inflation, forværrede offentlige finanser og fremtidige statslige lånebehov. Et stort udbud af langfristede virksomhedsobligationer øgede samtidig den samlede renterisiko, som investorerne skulle absorbere, herunder gæld fra teknologivirksomheder, der finansierer investeringer i AI-infrastruktur.

Hvorfor korte obligationer kan klare sig, selv hvis de lange renter forbliver høje

Obligationer med kortere løbetid er normalt tættere knyttet til forventningerne til centralbankernes styringsrenter. Langfristede obligationer er derimod mere følsomme over for terminspræmien samt ændrede vurderinger af inflation, finanspolitik og udbuddet af statsobligationer.

UBS forventer, at den faldende inflation fortsætter, og vurderer, at markedet indpriser for aggressiv yderligere stramning fra centralbankerne. Hvis investorerne begynder at forvente færre renteforhøjelser – eller senere rentenedsættelser – kan renterne på to- til femårige obligationer falde, og kurserne stige, selv om de 30-årige renter forbliver høje eller går endnu højere.

Det er kernepunktet i UBS’ anbefaling: Et obligationsudsalg rammer ikke alle løbetider ens. Korte og mellemlange obligationer kan få medvind, hvis forventningerne til centralbankernes renter skifter, mens langfristede obligationer fortsat presses af finanspolitiske forhold og et stort udbud.

ETF-strømme peger mod indkomst og likviditet

Samtidige europæiske ETF-data viste 11,9 mia. euro i indstrømning til renteprodukter. Heraf gik 4,5 mia. euro til statsobligationer, mens 3,8 mia. euro gik til ultrakorte produkter, hovedsageligt denomineret i euro. Mønstret er foreneligt med, at investorer søger renteindtægter, men foretrækker kort løbetid og likvide instrumenter. Dataene er dog ikke et fuldstændigt mål for den globale positionering.

Den forskel er vigtig. Kapitalstrømme kan vise, hvor nogle investorer placerer penge, men de beviser ikke, at hele markedet har lagt sig på en strategi med kort løbetid.

En fortsættelse af UBS’ tidligere obligationssyn

Anbefalingen fra august er en styrkelse – ikke en kovending – af UBS’ tidligere positionering. I bankens House View fra april blev kreditværdige obligationer med omkring tre til fem års løbetid fremhævet som en kilde til afkast og diversifikation trods bekymringer om inflation og gæld. I maj fastholdt UBS også en global præference for obligationer med kort og mellemlang løbetid. Banken bemærkede, at kortfristet gæld typisk er lettere for pengemarkedsfonde, bankers balancer og likviditetspuljer at absorbere.

UBS har samtidig en valutamæssig nuancering: Banken foretrækker især korte og mellemlange obligationer i amerikanske dollar og britiske pund, mens udvalgte længere europæiske obligationer kan være attraktive, fordi pengepolitik, konjunkturer, finanspolitiske forhold og politiske risici varierer mellem regionerne.

Hvad anbefalingen betyder for investorer

UBS siger ikke, at 30-årige obligationer er uden værdi, eller at korte obligationer ikke kan give tab. Budskabet er, at forholdet mellem risiko og afkast aktuelt ser mere attraktivt ud i kreditværdig gæld med kort og mellemlang løbetid:

1. Der er indkomst at hente nu takket være de høje startrenter.
2. Renterisikoen er lavere end i 30-årige statsobligationer.
3. Et skift i styringsrenterne kan understøtte kurserne på obligationer med to til fem års løbetid.
4. Finanspolitiske chok og udbudschok er mindre koncentreret i den korte ende end i den lange.
5. ETF-strømmene viser en præference for likviditet, især gennem efterspørgslen efter ultrakorte produkter.

For investorer, der sammenligner løbetider, er UBS’ synspunkt fra 18. august derfor at sikre sig kvalitet og renteindtægt, før man øger eksponeringen markant mod den mest renteresponsive del af statsobligationsmarkedet.