Italien og Spanien tørner sammen om Ceuta, migration og Schengen

Striden mellem Italien og Spanien er en midlertidig, men politisk betydningsfuld konfrontation inden for Schengen-samarbejdet. Den blev udløst af en massiv grænsepassage til Ceuta, den spanske enklave i Nordafrika, som ligger ved grænsen til Marokko.

Spanien oplyste, at omkring 72.000 mennesker krydsede ind i området den 30. og 31. juli, mens andre beretninger nævnte cirka 78.000. Spanske myndigheder sagde senere, at omkring 70.000 var vendt tilbage til Marokko.

Italien mener, at episoden afslørede en bredere europæisk sikkerheds- og migrationsrisiko. Spanien kalder Roms reaktion uberettiget og politisk motiveret. De konkrete tiltag er gensidig, midlertidig grænsekontrol – ikke en permanent udelukkelse af Spanien fra Schengen eller et endeligt stop for den fri bevægelighed mellem landene.

Hvad udløste konflikten?

Ceuta oplevede pludselig en usædvanligt stor tilstrømning fra Marokko. Spanien sendte soldater og ekstra politi til enklaven, mens myndighederne forhandlede om tilbagesendelser og oplyste, at langt de fleste ankomne havde forladt området igen.

Tallene varierer markant fra kilde til kilde. Det mest præcise er derfor at beskrive omfanget som et sted mellem cirka 72.000 og 78.000 mennesker frem for at fastslå ét endeligt tal.

Episoden blev hurtigt et EU-anliggende. Personer, der kommer ind på spansk territorium, kan i princippet bevæge sig videre gennem Schengen-området. EU's indenrigsministre opfordrede derfor til en hårdere indsats mod menneskesmuglere, mere effektive hjemsendelser og tættere samarbejde med oprindelses- og transitlande.

Hvad gjorde Italien?

Italien genindførte midlertidig kontrol med ankomster fra Spanien. Tiltaget trådte formelt i kraft den 1. august og var planlagt til at vare en måned. Ifølge den italienske ordning skulle der især foretages målrettede kontroller af rejsende fra lande uden for EU – ikke de samme begrænsninger for spanske eller andre EU-borgere.

Rom begrundede beslutningen med bekymring for irregulær viderebevægelse fra Ceuta samt mulige trusler mod den offentlige orden og den indre sikkerhed.

Italienske regeringsledere skærpede samtidig retorikken. Premierminister Giorgia Meloni, vicepremierminister Matteo Salvini og udenrigsminister Antonio Tajani opfordrede til at suspendere Spaniens deltagelse i Schengen eller genoverveje landets status i området med fri bevægelighed.

Tajani afviste senere, at Italien førte en kamp mod Spanien. Han sagde, at Madrid i stedet burde »bekymre sig om Marokko«, fordi de grundlæggende problemer efter hans opfattelse opstod dér.

Spaniens modsvar

Da Rom nægtede at ophæve kontrollen, annoncerede Spanien kontrol med fly- og skibsankomster fra Italien. Tiltaget begyndte den 8. august og var planlagt til at gælde frem til den 7. september.

Europa-Kommissionens register over midlertidig grænsekontrol angiver, at Spanien henviste til trusler mod den offentlige orden, den indre sikkerhed og håndteringen af migrationsstrømme. Begrundelsen omfattede store bevægelser af personer fra lande uden for EU og risikoen for, at de bevægede sig videre inden for Schengen.

Spaniens kontrol er bredere end Italiens oprindelige, målrettede ordning. På den første dag kontrollerede spansk politi omkring 200 rejsende i seks større lufthavne, rapporterede Reuters.

Madrid fremstillede beslutningen som et svar på Roms initiativ og på det, regeringen beskrev som et fortsat pres fra irregulær migration. Italiens udenrigsminister kaldte det spanske modsvar »uforståeligt og fuldstændig uacceptabelt«.

Hvorfor er Marokko centralt?

Ceuta-krisen viste, hvor afhængig Europas grænsehåndtering er af samarbejdet med Marokko. Spanien er afhængig af marokkanske myndigheder i forbindelse med grænsekontrol og tilbagesendelser. Italienske politikere mener derimod, at EU bør lægge større pres på transitlandene og udvikle et mere struktureret samarbejde med dem, i stedet for udelukkende at se episoden som et spansk svigt.

Beretninger om, at marokkanske myndigheder tilbageholdt personer, der forsøgte at nå Ceuta efter massepassagen, understregede Rabats afgørende rolle i kontrollen med bevægelser mod enklaven.

Uenigheden handler derfor ikke kun om de mennesker, der ankommer til Italien eller Spanien. Den handler også om, hvorvidt migrationspolitikken primært skal baseres på kontrol i transitlandene, flere hjemsendelser eller bredere aftaler på EU-plan.

To forskellige politiske modeller

Italiens regering har brugt episoden til at presse på for afskrækkelse, stærkere ydre grænser og strengere begrænsninger på irregulær migration. Tajani kritiserede også den spanske premierminister Pedro Sánchez' linje med at give personer uden lovligt ophold mulighed for at blive regulariseret og kaldte den grundlæggende fejlslagen.

Spaniens centrum-venstre-regering afviser samtidig, at landet bør straffes efter at have håndteret en pludselig grænsekrise. Madrid har kombineret sikkerhedsindsats, tilbagesendelser til Marokko og gensidig kontrol med rejsende fra Italien.

Dermed er konflikten både praktisk og ideologisk. Rom argumenterer for en hårdere og mere udadrettet europæisk migrationspolitik. Madrid afviser det, som regeringen ser som ensidig skyldplacering, og forsvarer en anden tilgang til migrationshåndtering.

Hvad betyder det for Schengen?

Den umiddelbare konsekvens er, at der igen foretages kontrol på udvalgte eller nærmere angivne interne ruter mellem to EU-lande, som normalt ikke har rutinemæssig grænsekontrol.

Europa-Kommissionens register angiver, at Italiens kontrol gælder fra den 1. august til den 1. september, mens Spaniens kontrol gælder fra den 8. august til den 7. september.

Det er en vigtig forskel: Der er ikke tale om en permanent suspension af Schengen eller om, at Spanien er blevet smidt ud af området. Der er tale om en midlertidig genindførelse af national grænsekontrol, som er mulig inden for Schengen-reglerne. Italiens målrettede kontrol omfattede ifølge beskrivelsen ikke EU-borgere.

Den politiske betydning er dog større end den praktiske gene for rejsende. Hvis kontrollen forbliver begrænset og udløber som planlagt, kan konflikten blive husket som et kortvarigt svar på en ekstraordinær krise. Hvis regeringer derimod gentagne gange bruger gensidig grænsekontrol til at lægge pres på hinanden, kan det svække tilliden til den fri bevægelighed og gøre indre grænser til et mere almindeligt politisk redskab.

Det større EU-spørgsmål

Striden om Ceuta har blotlagt en velkendt splittelse i Europas migrationspolitik. Nationale regeringer ønsker selv at kontrollere deres grænser, men irregulære bevægelser kan hurtigt blive et fælles Schengen-problem. EU's ministre har derfor fremhævet bekæmpelse af menneskesmugling, hjemsendelser og partnerskaber med lande uden for EU.

Italien og ligesindede regeringer har også fremmet idéer om EU-støttede returcentre i tredjelande. Forslagene er omstridte, fordi de rejser juridiske, menneskeretlige og praktiske spørgsmål.

Det afgørende spørgsmål er nu, om Italien og Spanien lader de midlertidige tiltag udløbe, eller om de udvikler sig til en længerevarende konfrontation. Selv hvis kontrollen forsvinder, vil de underliggende konflikter bestå: Marokkos rolle, ansvaret for Europas ydre grænser, behandlingen af personer uden lovligt ophold og grænserne for Schengens nødforanstaltninger.