I begyndelsen af juni fortsatte kontakten via mellemled. Irans udenrigsminister Abbas Araghchi bekræftede, at Tehran og Washington gennemgår udvekslede tekster og forsøger at nå frem til det, han kalder en »endelig formel« for en mulig forståelse . Samtidig er processen præget af dyb mistillid og klare røde linjer.

Araghchis »endelige formel«

I et interview med den libanesiske tv-station Al-Mayadeen den 3. juni 2026 sagde Araghchi, at Iran og USA gennemgår tekster, som er blevet sendt via mellemled . Han understregede dog, at kontakten ikke udgør en formel forhandlingskanal:

»Der er i øjeblikket ingen forhandlingsmekanisme på plads, men der udveksles beskeder med amerikanerne« .

Kontakten er altså aktiv, men uigennemsigtig. Araghchi har tidligere bekræftet både direkte og indirekte beskeder med USA's særlige udsending Steve Witkoff, samtidig med at han har afvist at kalde det egentlige forhandlinger .

Formuleringen »endelig formel« antyder, at begge sider ser det nuværende diplomatiske vindue som afgørende. Den viser også, hvor snævert råderummet er blevet: De mest grundlæggende uenigheder er stadig ikke løst.

Araghchi har desuden koblet enhver aftale til et fuldstændigt ophør af fjendtlighederne på alle fronter. Han nævnte specifikt den israelske krig i Libanon og advarede om, at et israelsk angreb på Beirut vil få hele våbenhvilen til at bryde sammen . Det gør den libanesiske front til en afgørende faktor, som ligger uden for det direkte Iran-USA-spor.

Hvad indeholder den foreslåede 60-dages ramme?

Ifølge amerikanske embedsmænd og kilder citeret af blandt andre Axios og Anadolu indeholder den foreløbige aftale flere konkrete elementer :

• Forlængelse af våbenhvilen: Et MoU på 60 dage skal forlænge den midlertidige våbenhvile, der har været gældende siden begyndelsen af april 2026. Aftalen kan forlænges efter gensidig accept .
• Genåbning af Hormuzstrædet: Skibstrafikken skal kunne foregå uden begrænsninger, afgifter eller chikane. Iran skal fjerne alle miner, landet har udlagt i strædet, inden for 30 dage, så trafikken kan vende tilbage til niveauet før krigen .
• Ophævelse af USA's flådeblokade: USA skal gradvist ophæve blokaden af iranske havne, som blev indført den 13. april 2026 efter sammenbruddet i Islamabad-forhandlingerne .
• Begrænset sanktionslempelse: Iran skal kunne sælge olie frit, og en del af landets indefrosne udenlandske aktiver – anslået til omkring 25 milliarder dollar – skal frigives .
• Nye atomforhandlinger: De 60 dage skal skabe plads til formelle samtaler om begrænsninger af Irans atomprogram og en langsigtet fredsaftale .

Rammen er udtrykkeligt tænkt som en midlertidig aftale – ikke som en fuld fredstraktat. Den skal først og fremmest fungere som platform for mere omfattende forhandlinger .

De største hindringer

Selv om flere tekniske detaljer tilsyneladende er på plads, er der fortsat betydelige politiske forhindringer.

1. Libanon er Irans røde linje

Iran har gentagne gange sagt, at en aftale med USA ikke er mulig, hvis den israelske militæroperation i Libanon fortsætter, eller hvis våbenhvilen dér ikke respekteres fuldt ud .

Araghchi har gjort det klart, at Tehran ønsker »en fuldstændig afslutning på krigen i hele regionen« – ikke en række adskilte, midlertidige våbenhviler . Problemet er, at den libanesiske front ikke er under Washingtons direkte operationelle kontrol. Et angreb på Beirut kan derfor bringe en Iran-USA-aftale i fare, selv hvis de to lande selv overholder deres del af en våbenhvile.

2. Atomprogrammet er fortsat det centrale stridspunkt

Den vanskeligste uenighed handler om Irans lager af beriget uran og landets mulighed for fortsat uranberigelse.

USA har foreslået en pause på 20 år for al berigelsesaktivitet, mens Iran ifølge kilder har tilbudt en pause på tre til fem år . Parterne er også uenige om, hvad der skal ske med det højt berigede uran. Washington ønsker, at det fjernes helt fra Iran. Tehran har i stedet foreslået at fortynde det eller opbevare det under tilsyn af Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA .

Trump sagde den 24. maj, at aftalen »ikke engang er fuldt forhandlet endnu«. Han insisterede samtidig på, at en aftale ikke må give Iran »en klar og åben vej til et atomvåben« .

Amerikanske forhandlere skal ifølge rapporter have krævet, at 400 kilo uran fjernes til USA, og at Irans aktive atomarbejde begrænses til ét anlæg .

3. Midlertidig aftale eller omfattende fredsaftale?

Efter at Islamabad-forhandlingerne brød sammen i midten af april 2026, nedjusterede begge sider ambitionerne fra en omfattende fredsaftale til et midlertidigt memorandum. Årsagen var især, at de ikke kunne bygge bro over uenighederne om atomprogrammet .

Washingtons rapporterede betingelser omfatter blandt andet:

• ingen amerikansk erstatning for krigsskader,
• en fortsat del af sanktionssystemet,
• at en fuld regional våbenhvile kobles til fremskridt i atomforhandlingerne,
• og yderligere begrænsninger af Irans ballistiske missilprogram .

Iran kræver derimod fuld lempelse af sanktionerne og afviser vilkår, som Tehran opfatter som ensidige indrømmelser uden bindende garantier .

4. Mistilliden gør selv en midlertidig aftale sårbar

Araghchi har gentagne gange sagt, at der er »nul tillid til USA« . Det forklarer Irans insisteren på indirekte forhandlinger, gradvise tillidsskabende skridt og garantier, før de mest følsomme spørgsmål kan behandles.

USA har på sin side signaleret, at tiden arbejder til Washingtons fordel. Trump har sagt, at blokaden vil forblive i »fuld kraft og virkning«, indtil en aftale er »indgået, certificeret og underskrevet« .

De to positioner gør et midlertidigt MoU politisk eksplosivt i begge hovedstæder. Iran frygter, at USA vil fastholde presset efter at have opnået indrømmelser, mens Washington frygter, at Tehran vil bruge en våbenhvile til at genopbygge sin position uden at løse atomspørgsmålet.

Hvad sker der nu?

Den foreslåede 60-dages ramme er først og fremmest et praktisk mellemtrin. Den skal fryse den militære konfrontation og udskyde de vanskeligste spørgsmål, mens parterne forsøger at skabe bedre betingelser for egentlige forhandlinger.

En genåbning af Hormuzstrædet vil genoprette en afgørende energikorridor. Den nuværende situation koster ifølge rapporter Iran omkring 400 millioner dollar om dagen i tabte indtægter . En ophævelse af USA's blokade og mulighed for frit oliesalg vil samtidig give Tehran en hurtig økonomisk lettelse .

For Washington vil en aftale kunne fastholde en deeskalering, fjerne den umiddelbare trussel mod skibsfarten i Den Persiske Golf og etablere en fast kanal til atomforhandlinger .

Men aftalens overlevelse afhænger i sidste ende af to ledere, som endnu ikke har godkendt den: Donald Trump og Mojtaba Khamenei. At Araghchi taler om en »endelig formel«, mens teksterne cirkulerer mellem mellemled, tyder på, at begge parter ser dette som en sidste mulig udvej, før diplomatiet løber tør for muligheder.

Selve rammen er derfor ikke længere det største problem. Den afgørende prøve bliver, om Iran og USA kan godkende og tidsmæssigt koordinere de sværeste kompromiser om Libanon, uranberigelse og sanktioner – eller om krigen går ind i en ny fase.

I begyndelsen af juni fortsatte kontakten via mellemled. Irans udenrigsminister Abbas Araghchi bekræftede, at Tehran og Washington gennemgår udvekslede tekster og forsøger at nå frem til det, han kalder en »endelig formel« for en mulig forståelse . Samtidig er processen præget af dyb mistillid og klare røde linjer.

Araghchis »endelige formel«

I et interview med den libanesiske tv-station Al-Mayadeen den 3. juni 2026 sagde Araghchi, at Iran og USA gennemgår tekster, som er blevet sendt via mellemled . Han understregede dog, at kontakten ikke udgør en formel forhandlingskanal:

»Der er i øjeblikket ingen forhandlingsmekanisme på plads, men der udveksles beskeder med amerikanerne« .

Kontakten er altså aktiv, men uigennemsigtig. Araghchi har tidligere bekræftet både direkte og indirekte beskeder med USA's særlige udsending Steve Witkoff, samtidig med at han har afvist at kalde det egentlige forhandlinger .

Formuleringen »endelig formel« antyder, at begge sider ser det nuværende diplomatiske vindue som afgørende. Den viser også, hvor snævert råderummet er blevet: De mest grundlæggende uenigheder er stadig ikke løst.

Araghchi har desuden koblet enhver aftale til et fuldstændigt ophør af fjendtlighederne på alle fronter. Han nævnte specifikt den israelske krig i Libanon og advarede om, at et israelsk angreb på Beirut vil få hele våbenhvilen til at bryde sammen . Det gør den libanesiske front til en afgørende faktor, som ligger uden for det direkte Iran-USA-spor.

Hvad indeholder den foreslåede 60-dages ramme?

Ifølge amerikanske embedsmænd og kilder citeret af blandt andre Axios og Anadolu indeholder den foreløbige aftale flere konkrete elementer :

• Forlængelse af våbenhvilen: Et MoU på 60 dage skal forlænge den midlertidige våbenhvile, der har været gældende siden begyndelsen af april 2026. Aftalen kan forlænges efter gensidig accept .
• Genåbning af Hormuzstrædet: Skibstrafikken skal kunne foregå uden begrænsninger, afgifter eller chikane. Iran skal fjerne alle miner, landet har udlagt i strædet, inden for 30 dage, så trafikken kan vende tilbage til niveauet før krigen .
• Ophævelse af USA's flådeblokade: USA skal gradvist ophæve blokaden af iranske havne, som blev indført den 13. april 2026 efter sammenbruddet i Islamabad-forhandlingerne .
• Begrænset sanktionslempelse: Iran skal kunne sælge olie frit, og en del af landets indefrosne udenlandske aktiver – anslået til omkring 25 milliarder dollar – skal frigives .
• Nye atomforhandlinger: De 60 dage skal skabe plads til formelle samtaler om begrænsninger af Irans atomprogram og en langsigtet fredsaftale .

Rammen er udtrykkeligt tænkt som en midlertidig aftale – ikke som en fuld fredstraktat. Den skal først og fremmest fungere som platform for mere omfattende forhandlinger .

De største hindringer

Selv om flere tekniske detaljer tilsyneladende er på plads, er der fortsat betydelige politiske forhindringer.

1. Libanon er Irans røde linje

Iran har gentagne gange sagt, at en aftale med USA ikke er mulig, hvis den israelske militæroperation i Libanon fortsætter, eller hvis våbenhvilen dér ikke respekteres fuldt ud .

Araghchi har gjort det klart, at Tehran ønsker »en fuldstændig afslutning på krigen i hele regionen« – ikke en række adskilte, midlertidige våbenhviler . Problemet er, at den libanesiske front ikke er under Washingtons direkte operationelle kontrol. Et angreb på Beirut kan derfor bringe en Iran-USA-aftale i fare, selv hvis de to lande selv overholder deres del af en våbenhvile.

2. Atomprogrammet er fortsat det centrale stridspunkt

Den vanskeligste uenighed handler om Irans lager af beriget uran og landets mulighed for fortsat uranberigelse.

USA har foreslået en pause på 20 år for al berigelsesaktivitet, mens Iran ifølge kilder har tilbudt en pause på tre til fem år . Parterne er også uenige om, hvad der skal ske med det højt berigede uran. Washington ønsker, at det fjernes helt fra Iran. Tehran har i stedet foreslået at fortynde det eller opbevare det under tilsyn af Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA .

Trump sagde den 24. maj, at aftalen »ikke engang er fuldt forhandlet endnu«. Han insisterede samtidig på, at en aftale ikke må give Iran »en klar og åben vej til et atomvåben« .

Amerikanske forhandlere skal ifølge rapporter have krævet, at 400 kilo uran fjernes til USA, og at Irans aktive atomarbejde begrænses til ét anlæg .

3. Midlertidig aftale eller omfattende fredsaftale?

Efter at Islamabad-forhandlingerne brød sammen i midten af april 2026, nedjusterede begge sider ambitionerne fra en omfattende fredsaftale til et midlertidigt memorandum. Årsagen var især, at de ikke kunne bygge bro over uenighederne om atomprogrammet .

Washingtons rapporterede betingelser omfatter blandt andet:

• ingen amerikansk erstatning for krigsskader,
• en fortsat del af sanktionssystemet,
• at en fuld regional våbenhvile kobles til fremskridt i atomforhandlingerne,
• og yderligere begrænsninger af Irans ballistiske missilprogram .

Iran kræver derimod fuld lempelse af sanktionerne og afviser vilkår, som Tehran opfatter som ensidige indrømmelser uden bindende garantier .

4. Mistilliden gør selv en midlertidig aftale sårbar

Araghchi har gentagne gange sagt, at der er »nul tillid til USA« . Det forklarer Irans insisteren på indirekte forhandlinger, gradvise tillidsskabende skridt og garantier, før de mest følsomme spørgsmål kan behandles.

USA har på sin side signaleret, at tiden arbejder til Washingtons fordel. Trump har sagt, at blokaden vil forblive i »fuld kraft og virkning«, indtil en aftale er »indgået, certificeret og underskrevet« .

De to positioner gør et midlertidigt MoU politisk eksplosivt i begge hovedstæder. Iran frygter, at USA vil fastholde presset efter at have opnået indrømmelser, mens Washington frygter, at Tehran vil bruge en våbenhvile til at genopbygge sin position uden at løse atomspørgsmålet.

Hvad sker der nu?

Den foreslåede 60-dages ramme er først og fremmest et praktisk mellemtrin. Den skal fryse den militære konfrontation og udskyde de vanskeligste spørgsmål, mens parterne forsøger at skabe bedre betingelser for egentlige forhandlinger.

En genåbning af Hormuzstrædet vil genoprette en afgørende energikorridor. Den nuværende situation koster ifølge rapporter Iran omkring 400 millioner dollar om dagen i tabte indtægter . En ophævelse af USA's blokade og mulighed for frit oliesalg vil samtidig give Tehran en hurtig økonomisk lettelse .

For Washington vil en aftale kunne fastholde en deeskalering, fjerne den umiddelbare trussel mod skibsfarten i Den Persiske Golf og etablere en fast kanal til atomforhandlinger .

Men aftalens overlevelse afhænger i sidste ende af to ledere, som endnu ikke har godkendt den: Donald Trump og Mojtaba Khamenei. At Araghchi taler om en »endelig formel«, mens teksterne cirkulerer mellem mellemled, tyder på, at begge parter ser dette som en sidste mulig udvej, før diplomatiet løber tør for muligheder.

Selve rammen er derfor ikke længere det største problem. Den afgørende prøve bliver, om Iran og USA kan godkende og tidsmæssigt koordinere de sværeste kompromiser om Libanon, uranberigelse og sanktioner – eller om krigen går ind i en ny fase.