Hvad betyder FN’s anden prøveafstemning om generalsekretæren?

Kapløbet om at afløse António Guterres som FN’s generalsekretær er langt fra afgjort. FN’s 15 medlemmer store Sikkerhedsråd holder 21. august sin anden fortrolige og ikke-bindende prøveafstemning, efter at Costa Ricas Rebeca Grynspan kom snævert i front ved den første afstemning.

Grynspans føring er et vigtigt signal, men den er ikke det samme som en nominering. Den endelige kandidat skal først have en formel anbefaling fra Sikkerhedsrådet og samtidig undgå veto fra et af de fem permanente medlemmer. Derfor kan diplomatisk acceptabilitet blive lige så vigtig som det samlede antal positive stemmer.

Hvad viste den første prøveafstemning?

Den første afstemning fandt sted 30. juli. Hvert rådsmedlem vurderede anonymt hver kandidat med én af tre muligheder: »opfordres«, »frarådes« eller »ingen mening«. På dette tidspunkt blev stemmerne fra de fem permanente medlemmer ikke adskilt fra stemmerne fra de ti valgte medlemmer. Resultatet viste derfor den samlede opbakning, men ikke om en vetomagt var imod en bestemt kandidat.

De rapporterede topresultater var:

• Rebeca Grynspan fra Costa Rica: 10 »opfordres«, én »frarådes« og fire »ingen mening«.
• Carolyn Rodrigues-Birkett fra Guyana: ni »opfordres«, to »frarådes« og fire »ingen mening«.
• Rafael Grossi fra Argentina: syv »opfordres«, to »frarådes« og seks »ingen mening«.

Michelle Bachelet fra Chile, María Fernanda Espinosa fra Ecuador, Macky Sall fra Senegal og Olara Otunnu fra Uganda lå efter de tre førende kandidater. Første runde var en indledende test af kandidaternes levedygtighed – ikke en bindende afstemning eller en endelig rangliste.

De otte kandidater

Feltet består nu af otte personer:

• Rebeca Grynspan, Costa Rica
• Carolyn Rodrigues-Birkett, Guyana
• Rafael Grossi, Argentina
• Ivonne Baki, Ecuador
• Michelle Bachelet, Chile
• María Fernanda Espinosa, Ecuador
• Macky Sall, Senegal
• Olara Otunnu, Uganda

Grynspan, Rodrigues-Birkett og Grossi er de eneste kandidater, hvis støtte er blevet målt i Sikkerhedsrådets første prøveafstemning. Baki kan ikke placeres ud fra den afstemning, fordi hun først kom med i kapløbet bagefter.

Hvorfor Baki’s sene kandidatur er vigtig

Tonga nominerede i denne uge den ecuadorianske diplomat og tidligere minister Ivonne Baki. Dermed blev hun den ottende kandidat – og den anden ecuadorianer i feltet. Baki har været ambassadør og deltog ikke i afstemningen 30. juli.

Baki har fremhævet konfliktforebyggelse og en fornyelse af FN som centrale temaer i sin kampagne. Hun har blandt andet henvist til sine egne erfaringer under borgerkrigen i Libanon.

Påstande om, at Baki har formel amerikansk opbakning, eller at hendes rapporterede forbindelser til Donald Trump og Bill Clinton udgør et amerikansk løfte om støtte, er ikke dokumenteret i det tilgængelige materiale. Ingen officiel amerikansk støtteerklæring eller stemmeforpligtelse fremgår af de angivne kilder. Påstandene bør derfor ikke behandles som bekræftede.

Striden om åbenhed – og Baerbocks rolle

Generalforsamlingens formand, Annalena Baerbock, har presset på for en mere åben og inkluderende proces. Det omfatter rettidige nomineringer, offentlige dialoger med kandidaterne og bedre muligheder for, at FN’s medlemslande kan høre deres visioner. Hendes kontor har understreget behovet for lige vilkår og bredere deltagelse, før Sikkerhedsrådet træffer sit valg.

USA og Rusland har kritiseret det, de opfatter som en udvidelse af Baerbocks rolle i udvælgelsen. Ifølge rapporteringen har Washington beskyldt hende for at gå for langt, mens Rusland også har protesteret mod den rolle, hun har forsøgt at spille.

Uenigheden afspejler en grundlæggende spænding i systemet: Generalforsamlingen kan presse på for åbenhed og deltagelse, men FN-pagtens artikel 97 placerer selve anbefalingen hos Sikkerhedsrådet. Prøveafstemningerne er politisk betydningsfulde, men hverken juridisk bindende eller det formelle valg.

Rusland kan holde kapløbet åbent

Rusland har signaleret, at der fortsat kan komme flere kandidater, og har kritiseret Guterres’ resultater i en bredere diskussion om FN’s effektivitet og håndtering af konflikter. Det giver Moskva mulighed for at modsætte sig en tidlig enighed om en af de nuværende frontløbere.

Det tilgængelige materiale dokumenterer ikke, at Rusland formelt har bundet sig til eller afvist en navngiven kandidat. Ruslands åbenhed over for flere navne bør derfor først og fremmest ses som et tegn på, at både kandidatfeltet og forhandlingerne stadig er uafklarede.

Sådan vælges FN’s generalsekretær

Efter artikel 97 udnævner Generalforsamlingen generalsekretæren, når den har modtaget en anbefaling fra Sikkerhedsrådet. I praksis skal Rådet finde en kandidat, der kan få mindst ni af 15 stemmer, og som ikke bliver mødt af veto fra et af de fem permanente medlemmer: Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA.

I senere prøveafstemninger bliver de permanente medlemmers holdninger typisk gjort synlige hver for sig. Det gør risikoen for et veto lettere at vurdere – og kan være vigtigere end en kandidats samlede antal »opfordres«-stemmer.

Tidsplan og regional balance

Guterres’ anden embedsperiode udløber 31. december 2026. Kapløbet har en markant repræsentation fra Latinamerika og Caribien, blandt andet fordi en uformel forventning om regional rotation peger på denne region denne gang. Det er en politisk tradition, ikke en bindende regel, og den kan ikke tilsidesætte Sikkerhedsrådets ret til at anbefale en kandidat.

Der kan komme flere prøveafstemninger i september og oktober – eller endnu senere – hvis de permanente medlemmer fortsat står langt fra hinanden, eller hvis nye kandidater melder sig. Rapporteringen før den anden afstemning beskrev beslutningen som noget, der stadig lå flere uger ude, snarere end som en nært forestående afgørelse.

Det skal man holde øje med efter afstemningen

Det vigtigste signal bliver, om Grynspan fastholder sin føring, om Rodrigues-Birkett eller Grossi lukker afstanden, og om en kandidat får tilstrækkelig opbakning til at blive et realistisk kompromisnavn. Baki’s sene kandidatur vil også blive fulgt tæt for tegn på fremdrift, selv om én prøveafstemning ikke i sig selv kan dokumentere en vej til sejr.

Den centrale prøve er enkel: Kan en kandidat samle ni stemmer og samtidig være acceptabel for de fem permanente medlemmer? Indtil det spørgsmål er besvaret, er resultaterne fra den første afstemning pejlemærker – ikke en afgørelse.