Det blev ikke en gnidningsfri overdragelse af magten. Ekspertforsamlingen, et gejstligt organ med 88 medlemmer, som ifølge forfatningen skal udpege landets øverste leder, mødtes fra 3. til 8. marts. Valget blev præget af åbenlyse fraktionskampe .

Et midlertidigt ledelsesråd stod kortvarigt i spidsen for landet, før Mojtaba opnåede det nødvendige flertal på to tredjedele. Det tydede på, at hårde militære kredse havde fået overtaget. Han blev officielt udråbt til øverste leder den 9. marts .

Hans udnævnelse var politisk bekvem, men teologisk kontroversiel. Kritikere mener, at arvefølgen har forvandlet systemet med Velayat-e Faqih – princippet om den islamiske jurists værgemål – til et de facto-arveligt monarki. Analytikere peger samtidig på, at Mojtaba har arvet det samme »legitimitetsdilemma«, som fulgte hans fars magtovertagelse i 1989: Hviler den øverste autoritet på religiøs fromhed eller på ren politisk magt?

Hvem har magten i Teheran?

Mojtaba Khamenei har ført en bevidst afdæmpet ledelsesstil. Han har dog fremsat enkelte offentlige udtalelser. Den 27. maj advarede han eksempelvis om, at landene i regionen ikke længere vil fungere som »skjolde« for amerikanske militærbaser . Samlet set har hans offentlige profil været lav, mens hans greb om magten stadig bliver konsolideret midt i krigens kaos.

Det tydeligste tegn på, at magten er spredt, er den fremtrædende rolle, som Mohsen Rezaei har fået. Han er militær rådgiver for den øverste leder, men det var Rezaei – ikke Khamenei – der leverede regimets mest konfrontatoriske budskab til omverdenen.

I et interview med CNN den 5. juni sagde Rezaei, at forhandlingerne var »gået i hårdknude«, og advarede om, at USA ville »gå ind i en mørk korridor«, hvis kampene blev genoptaget .

Et andet tegn på intern uorden er regimets modstridende udmeldinger om, hvorvidt der overhovedet foregår forhandlinger. Det iranske udenrigsministerium har direkte afvist meldinger om fremskridt og sagt, at Iran siden krigens begyndelse »kun har modtaget henvendelser, ikke ført forhandlinger« .

Den iranske militære ledelse og Revolutionsgarden, der er blevet kraftigt svækket under konflikten, kan også stadig have betydelig selvstændig indflydelse. Det fulde omfang er dog uklart ud fra de tilgængelige oplysninger .

Der er ikke tilstrækkelige offentligt tilgængelige oplysninger til endeligt at fastslå, om Mojtaba Khamenei er den reelle beslutningstager, eller om magten i praksis ligger hos en gruppe af militære og gejstlige aktører bag kulisserne.

Muren på 24 milliarder dollar

Alle diplomatiske spor, der har haft som mål at afslutte krigen, er stødt på den samme tilsyneladende uoverstigelige hindring: omkring 24 milliarder dollar i indefrosne iranske aktiver.

Irans position er kategorisk. Ifølge Rezaei er frigivelsen af midlerne – hvoraf en stor del befinder sig i Sydkorea og andre lande under amerikanske sanktioner – en ikke-forhandlingsbar »tillidstest« for Trump-administrationen .

Teheran har foreslået en trinvis frigivelse: Halvdelen af pengene skal gøres tilgængelige, når en rammeaftale træder i kraft, mens resten skal overføres inden for 60 dage . Regimets støttemedier har kaldt spørgsmålet den »sidste alvorlige uenighed«, før forhandlingerne kan gå videre .

USA afviser imidlertid denne beskrivelse. Den 27. maj kaldte Det Hvide Hus iranske statsmediers omtale af et udkast til en 14-punkts rammeaftale for »en fuldstændig opdigtning« og advarede: »Ingen bør tro på det, som iranske statsmedier bringer« .

Der er ikke rapporteret om noget amerikansk tilsagn om at frigive midlerne. Samtidig findes der ikke én autoritativ opgørelse over præcis, hvor mange iranske aktiver der er indefrosset, eller hvor de befinder sig. Derfor er tallet på 24 milliarder dollar et stærkt, men ikke uafhængigt bekræftet, forhandlingsvåben .

Det diplomatiske hamsterhjul

Det diplomatiske landskab er næsten lige så uklart som magtoverdragelsen. Iran, Israel og USA indgik den 7. april 2026 en skrøbelig to ugers våbenhvile, som præsident Donald Trump senere forlængede på ubestemt tid den 21. april .

Roen er dog bedragerisk. Indirekte fredsforhandlinger gennem mellemmænd i Qatar er gået helt i stå på grund af striden om aktiverne . En planlagt anden forhandlingsrunde i Pakistan blev sat på pause af Det Hvide Hus, efter at Iran afviste forsøg på at genoptage dialogen .

Begge parter har strammet deres positioner. Allerede sidst i marts var Iran og USA fastlåst, efter at hver side havde afvist den andens forslag til en våbenhvile . I begyndelsen af juni var håbet om en hurtig løsning svundet ind, og meget tydede på, at dødvandet kunne blive langvarigt .

Usikkerheden stopper ikke ved forhandlingsbordet. Hormuzstrædet er fortsat et centralt konfliktpunkt. I fredstid passerer omkring 20 procent af verdens omsatte olie og naturgas gennem strædet .

De større militære operationer sluttede den 5. maj 2026, men konflikten er langt fra løst. Iran har advaret om, at landet vil »trække krigen« ud over Den Persiske Golf, hvis kampene begynder igen .

En pause er ikke fred

Lige nu er krigen sat på pause, men freden er stadig et fatamorgana. Iran ledes af en øverste leder, hvis autoritet endnu ikke er prøvet og muligvis ikke er fuldstændig. Samtidig fremsætter hans nærmeste rådgivere krav, som USA afviser som opdigtede.

Spørgsmålet om de 24 milliarder dollar handler derfor ikke kun om penge. Det er også et mål for, hvor stabil den nye orden efter Ali Khamenei er – og om Washington overhovedet er villig til at betragte den som en pålidelig forhandlingspartner.

Det blev ikke en gnidningsfri overdragelse af magten. Ekspertforsamlingen, et gejstligt organ med 88 medlemmer, som ifølge forfatningen skal udpege landets øverste leder, mødtes fra 3. til 8. marts. Valget blev præget af åbenlyse fraktionskampe .

Et midlertidigt ledelsesråd stod kortvarigt i spidsen for landet, før Mojtaba opnåede det nødvendige flertal på to tredjedele. Det tydede på, at hårde militære kredse havde fået overtaget. Han blev officielt udråbt til øverste leder den 9. marts .

Hans udnævnelse var politisk bekvem, men teologisk kontroversiel. Kritikere mener, at arvefølgen har forvandlet systemet med Velayat-e Faqih – princippet om den islamiske jurists værgemål – til et de facto-arveligt monarki. Analytikere peger samtidig på, at Mojtaba har arvet det samme »legitimitetsdilemma«, som fulgte hans fars magtovertagelse i 1989: Hviler den øverste autoritet på religiøs fromhed eller på ren politisk magt?

Hvem har magten i Teheran?

Mojtaba Khamenei har ført en bevidst afdæmpet ledelsesstil. Han har dog fremsat enkelte offentlige udtalelser. Den 27. maj advarede han eksempelvis om, at landene i regionen ikke længere vil fungere som »skjolde« for amerikanske militærbaser . Samlet set har hans offentlige profil været lav, mens hans greb om magten stadig bliver konsolideret midt i krigens kaos.

Det tydeligste tegn på, at magten er spredt, er den fremtrædende rolle, som Mohsen Rezaei har fået. Han er militær rådgiver for den øverste leder, men det var Rezaei – ikke Khamenei – der leverede regimets mest konfrontatoriske budskab til omverdenen.

I et interview med CNN den 5. juni sagde Rezaei, at forhandlingerne var »gået i hårdknude«, og advarede om, at USA ville »gå ind i en mørk korridor«, hvis kampene blev genoptaget .

Et andet tegn på intern uorden er regimets modstridende udmeldinger om, hvorvidt der overhovedet foregår forhandlinger. Det iranske udenrigsministerium har direkte afvist meldinger om fremskridt og sagt, at Iran siden krigens begyndelse »kun har modtaget henvendelser, ikke ført forhandlinger« .

Den iranske militære ledelse og Revolutionsgarden, der er blevet kraftigt svækket under konflikten, kan også stadig have betydelig selvstændig indflydelse. Det fulde omfang er dog uklart ud fra de tilgængelige oplysninger .

Der er ikke tilstrækkelige offentligt tilgængelige oplysninger til endeligt at fastslå, om Mojtaba Khamenei er den reelle beslutningstager, eller om magten i praksis ligger hos en gruppe af militære og gejstlige aktører bag kulisserne.

Muren på 24 milliarder dollar

Alle diplomatiske spor, der har haft som mål at afslutte krigen, er stødt på den samme tilsyneladende uoverstigelige hindring: omkring 24 milliarder dollar i indefrosne iranske aktiver.

Irans position er kategorisk. Ifølge Rezaei er frigivelsen af midlerne – hvoraf en stor del befinder sig i Sydkorea og andre lande under amerikanske sanktioner – en ikke-forhandlingsbar »tillidstest« for Trump-administrationen .

Teheran har foreslået en trinvis frigivelse: Halvdelen af pengene skal gøres tilgængelige, når en rammeaftale træder i kraft, mens resten skal overføres inden for 60 dage . Regimets støttemedier har kaldt spørgsmålet den »sidste alvorlige uenighed«, før forhandlingerne kan gå videre .

USA afviser imidlertid denne beskrivelse. Den 27. maj kaldte Det Hvide Hus iranske statsmediers omtale af et udkast til en 14-punkts rammeaftale for »en fuldstændig opdigtning« og advarede: »Ingen bør tro på det, som iranske statsmedier bringer« .

Der er ikke rapporteret om noget amerikansk tilsagn om at frigive midlerne. Samtidig findes der ikke én autoritativ opgørelse over præcis, hvor mange iranske aktiver der er indefrosset, eller hvor de befinder sig. Derfor er tallet på 24 milliarder dollar et stærkt, men ikke uafhængigt bekræftet, forhandlingsvåben .

Det diplomatiske hamsterhjul

Det diplomatiske landskab er næsten lige så uklart som magtoverdragelsen. Iran, Israel og USA indgik den 7. april 2026 en skrøbelig to ugers våbenhvile, som præsident Donald Trump senere forlængede på ubestemt tid den 21. april .

Roen er dog bedragerisk. Indirekte fredsforhandlinger gennem mellemmænd i Qatar er gået helt i stå på grund af striden om aktiverne . En planlagt anden forhandlingsrunde i Pakistan blev sat på pause af Det Hvide Hus, efter at Iran afviste forsøg på at genoptage dialogen .

Begge parter har strammet deres positioner. Allerede sidst i marts var Iran og USA fastlåst, efter at hver side havde afvist den andens forslag til en våbenhvile . I begyndelsen af juni var håbet om en hurtig løsning svundet ind, og meget tydede på, at dødvandet kunne blive langvarigt .

Usikkerheden stopper ikke ved forhandlingsbordet. Hormuzstrædet er fortsat et centralt konfliktpunkt. I fredstid passerer omkring 20 procent af verdens omsatte olie og naturgas gennem strædet .

De større militære operationer sluttede den 5. maj 2026, men konflikten er langt fra løst. Iran har advaret om, at landet vil »trække krigen« ud over Den Persiske Golf, hvis kampene begynder igen .

En pause er ikke fred

Lige nu er krigen sat på pause, men freden er stadig et fatamorgana. Iran ledes af en øverste leder, hvis autoritet endnu ikke er prøvet og muligvis ikke er fuldstændig. Samtidig fremsætter hans nærmeste rådgivere krav, som USA afviser som opdigtede.

Spørgsmålet om de 24 milliarder dollar handler derfor ikke kun om penge. Det er også et mål for, hvor stabil den nye orden efter Ali Khamenei er – og om Washington overhovedet er villig til at betragte den som en pålidelig forhandlingspartner.