Kina advarer mod Japans 'nye militarisme' midt i stort forsvarsløft

Beijing kritiserer også sprogbrugen i japansk politik – såsom 'selvforsvar' og 'kontraangrebskapacitet' – og hævder, at disse begreber bruges til at retfærdiggøre en større og mere offensiv militær rolle.

På grund af Japans krigstids historie i Asien opfordrer Kina ofte regionale lande til at forblive årvågne og modstå, hvad det kalder en genoplivning af japansk 'ny militarisme'. Kritikken afspejler en bredere strategisk ængstelse i Beijing over, at Japan bliver en mere konventionel militærmagt integreret i USA-ledede regionale sikkerhedsstrukturer.

Japans forsvarsudgifter stiger hurtigt

Japan har historisk set haft relativt lave militærudgifter – omkring 1 procent af BNP i årtier efter Anden Verdenskrig – men den tendens har ændret sig markant i de seneste år.

Nyere data understreger omfanget af stigningen:

• Japan brugte omkring 55,3 milliarder dollar på forsvar i 2024, ifølge SIPRI.
• Det var 21 procent højere end i 2023 og 49 procent højere end i 2015, den største årlige stigning siden 1952.
• I 2025 nåede udgifterne cirka 62,2 milliarder dollar, hvilket fortsætter en hurtig opadgående tendens.

Tokyo planlægger allerede at hæve de samlede sikkerhedsudgifter til cirka 2 procent af BNP inden 2027, hvilket fordobler den traditionelle efterkrigstidsreference.

Japans regerende Liberal Demokratiske Parti har også begyndt at undersøge, om udgifterne bør stige yderligere – potentielt mod 3–5 procent af BNP – delvist som svar på forsvarsudgiftsdebatten blandt NATO-medlemmer og allierede lande.

Våbenimport og kapacitetsudvidelse

Japan udvider også sine militære kapaciteter og indkøbsprogrammer. Ifølge data citeret fra SIPRI-analyser steg Japans våbenimport med omkring 155 procent mellem 2019–2023 sammenlignet med 2014–2018, hvilket gør Japan til en af verdens større våbenimportører.

En stor del af udgifterne er rettet mod nye kapaciteter som:

• langtrækkende 'kontraangrebs' missilsystemer
• forbedret missilforsvar
• ubemandede systemer og avanceret overvågning

Disse programmer har til formål at styrke afskrækkelse og beskytte Japans sydvestlige øer og omkringliggende farvande midt i stigende regionale spændinger.

Rollen for USA og alliancetryk

USA's politik spiller også en rolle i debatten. Washington har længe opfordret allierede til at bruge mere på deres eget forsvar, og nyere forslag i vestlige sikkerhedsdiskussioner – herunder NATO's udgiftsmål – har været med til at forme samtaler i Tokyo om, hvorvidt udgiftsniveauet bør stige ud over 2 procent.

Japans forsvarsreformer er tæt knyttet til USA–Japan-alliancen, som forbliver hjørnestenen i dets sikkerhedsstrategi. At øge militære kapaciteter ses delvist som en måde at styrke fælles afskrækkelse og sikre fortsat amerikansk engagement i regionen.

Hvorfor Japan siger, at oprustningen er nødvendig

Japanske ledere argumenterer for, at ændringerne er defensive og drevet af et hurtigt forværret regionalt sikkerhedsmiljø.

Regeringens strategidokumenter siger, at Japan står over for 'det mest alvorlige og komplekse sikkerhedsmiljø siden Anden Verdenskrig', hvilket kræver en grundlæggende forstærkning af dets forsvarsevner.

Flere faktorer driver denne vurdering:

• Kinas voksende militære magt og pres omkring Taiwan og Det Østkinesiske Hav
• Nordkoreas fremadskridende ballistiske missilprogrammer
• bredere regional ustabilitet og teknologiske fremskridt inden for missilkrigsførelse

Japans nationale sikkerhedsstrategi identificerer Kina som landets 'største strategiske udfordring' og Nordkorea som en 'alvorlig og overhængende trussel'.

Fra Tokyos synspunkt hjælper stærkere afskrækkelse – herunder evnen til at udføre kontraangreb mod missilaffyringssteder – med at forhindre konflikt snarere end at fremprovokere den.

En voksende strategisk rivalisering

Uenigheden fremhæver en bredere strategisk rivalisering mellem Kina og Japan. For Beijing rejser Japans militære ekspansion historiske og geopolitiske bekymringer. For Tokyo ses styrkelse af forsvarsevner som et nødvendigt svar på stigende trusler.

Mens begge lande fortsætter med at udvide deres militære kapaciteter, afspejler debatten om Japans forsvarsudgifter dybere skift i magtbalancen over hele Asien-Stillehavsområdet.