Volodin og andre russiske embedsmænd har også draget paralleller mellem Armeniens nuværende politiske kurs og Ukraines tidligere brud med Moskva og advaret om, at en sådan kurs kunne skade Armeniens stabilitet og forholdet til Rusland.
Disse udtalelser bliver bredt opfattet som politisk signalering til armenske vælgere og eliter i den følsomme periode op til valget.
I centrum af striden står Armeniens voksende interesse for tættere integration med Den Europæiske Union. Russiske ledere har gentagne gange advaret om, at Armenien ikke kan kombinere EU-integration med medlemskab af den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU), den Moskva-ledede handelsblok, som Armenien tilsluttede sig i 2015.
Præsident Vladimir Putin udtalte, at det "per definition er umuligt" for et land samtidig at tilhøre EU og EAEU, fordi de to toldsystemer er uforenelige.
Russiske embedsmænd har også advaret om, at Armenien kan få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis det fortsætter ad EU-vejen. Det kan blandt andet betyde, at Armenien mister toldfri adgang til Ruslands marked, skal betale højere priser for russisk energi og opleve reduceret handel eller investeringer.
Nogle russiske politikere har endda antydet bredere konsekvenser, såsom forstyrrelser af transportforbindelser eller økonomisk samarbejde, hvis Armenien i sidste ende tilpasser sig EU.
Ved siden af den politiske retorik har Rusland taget skridt, der direkte påvirker armensk eksport.
Selvom russiske myndigheder præsenterer disse foranstaltninger som tekniske eller sikkerhedsrelaterede beslutninger, faldt de ind i en bredere diplomatisk strid og bliver bredt opfattet som en del af et større økonomisk pres mod Jerevan.
Sådanne handelsforanstaltninger er væsentlige, fordi Armeniens økonomi forbliver tæt knyttet til Rusland. Russiske markeder, energiforsyninger og migrantarbejderstrømme spiller en stor rolle for landets økonomiske stabilitet.
Timingen af Ruslands pres er betydningsfuld: Det kommer blot få uger før Armeniens parlamentsvalg. Analytikere og forskere rapporterer, at Armenien også har været mål for en omfattende pro-Kreml-desinformationskampagne, der har til formål at påvirke den offentlige mening op til valget.
Forskere har dokumenteret hundredvis af fabrikerede eller manipulerede onlinevideoer og fortællinger, der spredes på sociale medier, og som fremstiller Armeniens vestligt orienterede regering negativt og forstærker politiske skillelinjer.
Samtidig har russiske ledere offentligt givet udtryk for håb om, at pro-russiske politiske kræfter vil kunne deltage og konkurrere ved valget.
Spændingerne afspejler et dybere geopolitisk skift i det sydlige Kaukasus. Armenien har i stigende grad udforsket tættere bånd til europæiske institutioner og vestlige partnere, mens Rusland forsøger at fastholde sin mangeårige indflydelse i regionen.
For Moskva repræsenterer Armeniens potentielle vestlige drejning et strategisk tab i en region, hvor Rusland historisk har været den dominerende magt. For Jerevan er det at diversificere partnerskaber blevet mere attraktivt, efterhånden som forholdet til Moskva er blevet anstrengt.
Ugerne op til valget den 7. juni repræsenterer derfor mere end en indenrigspolitisk kamp – de er også en test af, om Armenien vil fortsætte bevægelsen mod tættere engagement med Europa eller forblive solidt forankret i Ruslands geopolitiske kredsløb.