Israelske angreb i Syrien eskalerer: To tilbageholdt i Quneitra efter otte luftangreb i Idlib

Det var ikke første gang, byen blev udsat for en sådan operation. Tidligere rapporter har beskrevet israelske styrkers indtrængning i Jabata al-Khashab, midlertidige kontrolposter og husundersøgelser. Også tidligere er der blevet rapporteret om tilbageholdelser.

Luftangrebene på Abu al-Duhur dagen før

Den 18. august rapporterede syriske statsmedier om otte israelske angreb mod Abu al-Duhur-militærflybasen i Idlib-provinsen. Ifølge syriske kilder og beretninger citeret af Reuters blev landingsbanen og lagerfaciliteter ramt. Angrebene forårsagede materielle skader, men ingen tab blev rapporteret.

Basens placering nær den tyrkiske grænse gjorde angrebet særligt følsomt. Ifølge flere rapporter havde en tyrkisk delegation inspiceret flyvepladsen kort før angrebene, mens der blev drøftet mulig tyrkisk deltagelse i renoveringen eller en fremtidig udstationering på stedet.

Israels forklaring var, at Syrien var tæt på at bryde en aftalt sikkerhedsmæssig ”status quo” ved at give tyrkiske styrker mulighed for at udstationere sig på basen. Ifølge en beretning fra Xinhua beskrev premierminister Benjamin Netanyahus kontor en mulig tyrkisk udstationering som en trussel og sagde, at Israel gentagne gange havde advaret Syrien imod den.

Forklaringen afspejler Israels egen position. Den dokumenterer ikke i sig selv, at en tyrkisk udstationering var nært forestående, eller at basen udgjorde en konkret operationel trussel. De tilgængelige kilder fastslår heller ikke det fulde omfang af skaderne ud over landingsbanen, lagerfaciliteterne og den øvrige infrastruktur, som syriske medier har beskrevet.

En del af et bredere mønster i det sydlige Syrien

Raiden i Quneitra fandt sted på baggrund af rapporter om næsten daglige israelske indtrængninger og anden militær aktivitet i det sydlige Syrien siden Bashar al-Assad-regeringens fald i december 2024. Rapporterne beskriver razziaer, husundersøgelser, tilbageholdelser, midlertidige kontrolposter og begrænsninger på vejene i både Quneitra og Daraa.

Overvågningsgrupper og syriske medier har også beskrevet israelske styrkers bevægelser ind i den FN-overvågede bufferzone, der blev oprettet under aftalen om adskillelse af styrker fra 1974. Der er desuden rapporteret om nye militære positioner og baser i det sydlige Syrien. En rapport fra Syrian Network for Human Rights opregnede mindst ni israelske militærbaser i området, hovedsageligt i Quneitra.

Andre rapporter omtaler skader på landbrugsjord samt anlæggelse af grøfter, veje og anden militær infrastruktur, der skal konsolidere positioner nær Golanhøjdernes grænseområde. Kilderne varierer i deres vurdering af omfanget og karakteren af aktiviteterne, men den gennemgående tendens i rapporteringen er en bevægelse fra enkeltstående angreb mod en mere vedvarende militær tilstedeværelse med faste adgangspunkter og kontrolposter i det sydlige Syrien.

Reaktioner fra Washington, Ankara, Damaskus og FN

• USA: Tom Barrack, USA's særlige udsending for Syrien og Irak, kaldte de bekræftede angreb på Abu al-Duhur en ”unødvendig eskalation”, som ikke fremmede regional stabilitet. Han opfordrede til dialog og ”logisk diskurs” frem for flere militære hændelser.
• Tyrkiet: Ankara fordømte angrebene som krænkelser af Syriens suverænitet og territoriale integritet og opfordrede det internationale samfund til at reagere på det, landet beskrev som Israels eskalerende angreb på Syrien.
• Jordan og andre arabiske lande: Jordan sluttede sig til Egypten, Qatar, Kuwait og Saudi-Arabien i fordømmelsen af angrebet og advarede om, at det kunne føre til yderligere regional eskalation.
• Syrien: Damaskus beskrev luftangrebene og de fortsatte israelske indtrængninger som krænkelser af Syriens suverænitet og folkeretten. Syrien koblede samtidig udviklingen til den bredere strid om aftalen fra 1974 om adskillelse af styrker.
• FN: FN-generalsekretærens talsmand, Stéphane Dujarric, kaldte luftangrebene en ”meget bekymrende krænkelse” af Syriens territoriale integritet og luftrum og sagde, at de burde stoppe.
• Israel: Det israelske militær ville først ikke kommentere, men Israel bekræftede senere, at landet havde ramt flybasen. Den angivne begrundelse var at forhindre en ændring af sikkerhedsarrangementet og blokere for et muligt tyrkisk militært fodfæste.

USA's kritik var bemærkelsesværdig, fordi den kom fra Washington, mens USA fortsat formulerede sin linje omkring deeskalering frem for direkte at støtte Damaskus' bredere anklager. Reaktionerne viser, hvordan angrebet har skærpet konflikten mellem Israels Syrien-politik og ikke blot Damaskus, men også Tyrkiet og – i forbindelse med netop denne operation – USA.

Hvad bad Syrien FN's Sikkerhedsråd om?

Syrien har opfordret FN's Sikkerhedsråd og det internationale samfund til at gribe resolut ind over for israelske angreb og indtrængninger. Damaskus har blandt andet krævet internationalt pres for at få Israel til at trække sig fra områder, som israelske styrker er gået ind i efter december 2024, herunder dele af den FN-overvågede bufferzone, samt fra de besatte syriske Golanhøjder.

Damaskus fremstiller kravene som et forsvar for Syriens suverænitet og aftalen om adskillelse af styrker fra 1974. Israel har omvendt begrundet den udvidede militære aktivitet med et ønske om at forhindre fjendtlige styrker eller destabiliserende militære udstationeringer i at nå områder tæt på den israelske grænse. De tilgængelige kilder dokumenterer begge positioner, men viser ikke, at parterne har indgået en ny, samlet aftale.

Hvorfor er udviklingen vigtig?

Raiden i Jabata al-Khashab og luftangrebene på Abu al-Duhur er to forskellige udtryk for den samme voksende konfrontation. I Quneitra omfattede den rapporterede operation en stor landstyrke, husundersøgelser og to tilbageholdelser. I Idlib blev et militært område ramt langt fra Israels umiddelbare grænse ved Golanhøjderne, hvilket gjorde angrebet til et direkte konfliktpunkt med Tyrkiet.

Tilsammen viser hændelserne, hvordan Israels strategi efter december 2024 har kombineret fremskudte positioner og kontrolposter i det sydlige Syrien med razziaer, tilbageholdelser og angreb på faciliteter, som Israel opfatter som mulige sikkerhedstrusler. Samtidig tydeliggør de en regional konflikt med tre hovedaktører: Syrien kræver en afslutning på de israelske indtrængninger, Tyrkiet ønsker en rolle i Syriens sikkerheds- og militærinfrastruktur, og Israel forsøger at forhindre, at den rolle ændrer magtbalancen nær landets grænser. Washingtons offentlige irettesættelse viser, at Israels sikkerhedsbegrundelse ikke fjerner den amerikanske bekymring for en yderligere eskalation.