Katastrofen den 26. august nær Langtang Lirung var ikke et almindeligt jordskælv og heller ikke et traditionelt udbrud fra en gletsjersø. Foreløbige analyser af satellitbilleder, seismiske data og observationer fra området peger i stedet på en hurtig kædereaktion: En stor del af klippegrunden og gletsjeren kollapsede, massen blev til en lavine af is og klipper, og lavinen udviklede sig længere nede til en mudderstrøm og en ødelæggende flodbølge. Den præcise udløsende årsag bliver stadig undersøgt.
3
26
27
Hvad var det, der kollapsede?
Satellitbilleder efter katastrofen viste, at der var tale om mere end et stykke is, der løsrev sig. Geomorfologer fandt tegn på, at klippegrunden under gletsjeren var kollapset og havde taget en stor ismængde med ned ad den stejle nordside af Langtang Lirung. Materialet styrtede flere hundrede meter ned i det øvre flodsystem og samlede undervejs kampesten, sediment og vand op.
3
24
26
Eksperter, som Science Media Centre har talt med, beskrev den indledende hændelse som en stor klippe- og isl avi ne i omkring 5.200 meters højde. Den omfattede en del af gletsjeren og den underliggende klippegrund, som blev anslået til at være mellem 1 og 1,3 kilometer bred. Fordi lavinen opstod og bevægede sig så hurtigt, var der næsten ingen mulighed for at advare mennesker ved selve udgangspunktet.
27
Mudderstrømmen fulgte de sammenhængende floddale i Himalaya og rev bygninger, broer og anden infrastruktur med sig i både Nepal og Tibet. Affaldet blokerede også midlertidigt vandløb, så der blev dannet naturlige dæmninger, som føjede endnu et trin til oversvømmelserne.
6
25
Hvorfor forklaringen om et jordskælv blev ændret
De første seismiske målinger blev fortolket som tegn på et jordskælv med en styrke på 4,4. Senere analyser fra den amerikanske geologiske undersøgelse USGS og andre observatører konkluderede, at signalet blev skabt af sammenstyrtningen af klippe og is, efterfulgt af mudderstrømmen. Efterfølgende rapporter beskrev hændelsen som et seismisk signal med en styrke på 5,2 fra gletsjerkollapset.
3
15
21
23
Forskellen er vigtig. Seismometre kan registrere en stor massebevægelse, men et registreret signal efter et skråningskollaps er ikke det samme som en forudsigelse af kollapset. Hændelsen udviklede sig desuden pludseligt og i flere led. Derfor kunne systemer, der normalt overvåger nedbør, vandstand i floder eller kendte gletsjersøer, ikke nødvendigvis give en brugbar forhåndsadvarsel.
Eksperter vurderede dog, at længere varslingstid længere nede i flodsystemet muligvis kunne have begrænset tabene, selv om selve kollapset skete for hurtigt til at kunne varsles direkte.
27
Hvordan klimaforandringer kan have øget risikoen
Forskerne har ikke fastslået, at klimaforandringer var den eneste umiddelbare udløser den 26. august. Den mere forsigtige konklusion er, at opvarmning kan have svækket det bredere bjergsystem og øget sandsynligheden for, at skråningen brød sammen.
Når gletsjere trækker sig tilbage, kan det ændre den støtte, isen giver stejle bjergsider. Samtidig kan optøende permafrost — jord, sten og organisk materiale, der har været frosset i lang tid — fjerne noget af det, der binder opsprækket klippe sammen.
38
43
Hændelsen fandt sted i en bredere udvikling med øget ustabilitet i de høje Himalaya. Forskning tyder på, at laviner af is og klipper bliver hyppigere i nogle områder, efterhånden som gletsjertilbagetrækning, nedbrydning af permafrost og ekstrem nedbør ændrer forholdene på bjergsiderne. Udviklingen varierer dog fra sted til sted.
40
Andre observationer viser, at istabet i Himalaya er accelereret gennem de seneste fire årtier. Den gennemsnitlige afsmeltning i det 21. århundrede var dobbelt så hurtig som ved slutningen af det 20. århundrede.
41
De regionale tendenser viser et forandret risikobillede, men udgør ikke i sig selv en komplet forklaring på netop dette kollaps. Det kræver yderligere analyser af den sammenstyrtede bjergside, vejret, gletsjerens form og de seismiske registreringer at fastslå den umiddelbare årsag.
En katastrofe med fortsatte farer længere nede
Dødstallet ændrede sig hurtigt, efterhånden som redningshold nåede frem til isolerede områder. Reuters rapporterede den 28. august mindst 579 døde i Nepal og syv i Tibet, mens Nepals registrerede antal savnede var steget til 1.924. Tallene var foreløbige, fordi mange stadig var uefterlyste, og fordi adgangen til de dalstrøg, der var dækket af mudder og affald, var begrænset.
18
Redningsarbejdet blev vanskeliggjort af ødelagte veje, ustabile bjergsider, vanskeligt vejr og risikoen for nye oversvømmelser. Helikopterbesætninger samt nepalesiske og kinesiske hold ledte efter overlevende, mens myndighederne overvågede mindst to opdæmmede søer, der var dannet opstrøms af affaldet. Embedsmænd advarede om, at søerne kunne gå over deres bredder eller briste og sende nye vandmasser ned i allerede ødelagte dale. Det blev rapporteret, at den ene sø var gået over sine bredder.
18
20
31
34
Hvad katastrofen viser om varsling
Den umiddelbare lære er, at beredskabet i Himalaya ikke kun kan fokusere på nedbør, vandstandsmålere og kortlagte gletsjersøer. Overvågningen skal også omfatte ustabile skråninger af klippe, is og permafrost ved hjælp af satellitbilleder, seismiske data og målinger fra jorden.
Samtidig kræver et grænseoverskridende flodsystem varslingsprocedurer, der kan fungere på tværs af Nepal og Kina. Kollapset ved Langtang Lirung viste, hvor hurtigt flere naturfarer kan smelte sammen til én katastrofe — og hvor lidt tid der kan være tilbage, når den første bjergside begynder at give efter.
27
40