Latvia advarer: Ruslands hybride krig mod Europa er allerede i gang

Latvias præsident Edgars Rinkēvičs’ advarsel handler først og fremmest om typen af trussel – ikke om, at en konventionel krig mellem Rusland og NATO nødvendigvis er lige om hjørnet.

Amerikanske og europæiske myndigheder har knyttet en voksende række fjendtlige aktiviteter til Rusland. Det omfatter blandt andet sabotage, cyberangreb, politisk påvirkning, GPS-forstyrrelser, skader på kritisk infrastruktur og krænkelser af luftrummet. Rinkēvičs har desuden sagt, at oplysninger delt af Letland, Litauen og andre NATO-lande viser forsøg på sabotage og på at svække sikkerheden i regionen.

Den mest forsigtige konklusion, som de tilgængelige oplysninger understøtter, er derfor, at Europa står over for en vedvarende gråzonekamp, mens landene forsøger at forhindre, at den udvikler sig til en større militær krise.

Hvad betyder “hybrid krig”?

Hybrid krigsførelse kombinerer skjulte eller benægtelige operationer med politisk pres og i sidste ende mulig konventionel militær magt. Formålet kan være at påføre modstanderen omkostninger, skabe usikkerhed og udnytte politiske uenigheder uden nødvendigvis at krydse den tærskel, der udløser et samlet militært svar.

En gennemgang fra den amerikanske Congressional Research Service – den amerikanske kongres’ analyseenhed – beskriver, hvordan amerikanske og europæiske embedsmænd siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har tilskrevet Moskva en vedvarende og stadig mere alvorlig aktivitet i Europa. De nævnte kategorier omfatter sabotage, attentater, politisk indblanding og påvirkningsoperationer, cyberangreb, GPS-jamming, skader på undersøisk infrastruktur, instrumentalisering af migration og krænkelser af luftrummet.

Det forklarer, hvorfor hændelser, der hver for sig kan se tilfældige ud – eksempelvis et cyberangreb, et mistænkeligt infrastruktursvigt, en desinformationskampagne eller en uforklaret droneobservation – vurderes som dele af et bredere sikkerhedsproblem.

Samtidig er det ofte vanskeligt at fastslå, hvem der står bag en konkret hændelse. At noget er “tilskrevet Rusland”, betyder derfor ikke nødvendigvis, at ansvaret er endeligt bevist ved en domstol eller offentligt dokumenteret ud over enhver tvivl.

Hvorfor spiller droner og luftforsvar en så central rolle?

Droner er relativt billige, fleksible og vanskelige at opdage og bekæmpe, især når de flyver lavt. Europæiske militærfolk har advaret om, at russisk droneaktivitet også kan bruges til at afprøve luftforsvarssystemer og finde svagheder.

Bekymringen handler derfor om mere end, hvorvidt en bestemt drone har krydset en grænse. Gentagne indtrængninger eller mistænkt rekognoscering kan afsløre mangler i overvågning, lavtflyvende målsøgning, reaktionstider og beskyttelsen mod droner. Omtaler af luftrummet over Europas østlige og nordlige områder har tilsvarende fremhævet svagheder i luftforsvaret og behovet for at styrke afskrækkelsen.

De tilgængelige kilder dokumenterer derimod ikke den mere specifikke påstand, at Rusland vil bruge “ukrainske droner” mod europæisk kritisk infrastruktur. Det kan optræde i omtaler af mulige provokationer, men bør behandles som et ubekræftet scenarie – ikke som etablerede fakta.

Den vigtige sondring: Hybrid eskalation er ikke en nært forestående invasion

Rinkēvičs har skelnet mellem Ruslands evne til at gennemføre mindre operationer og landets evne til at iværksætte en fuldskala-invasion af NATO’s østlige flanke. I et interview med TVP World sagde han, at Rusland aktuelt ikke havde den militære kapacitet til en sådan invasion, men fortsat havde mulighed for mindre eller mellemstore operationer.

Den sondring er afgørende. Offentligt tilgængelige oplysninger understøtter bekymring over sabotage, cyberpres, desinformation og begrænsede provokationer. De viser ikke, at Rusland har truffet en beslutning om at invadere de baltiske lande, eller at et større konventionelt angreb er nært forestående.

Den mere umiddelbare strategiske risiko er en begrænset og benægtelig handling, der skal skabe uenighed i NATO: En operation, der er alvorlig nok til at teste alliancen, men uklar nok til at gøre et samlet svar vanskeligere.

Hvorfor har amerikanske efterretningsvurderinger skærpet alarmen?

Nyere omtale baseret på amerikanske efterretningsvurderinger siger, at Vladimir Putin inden for de kommende år kan forsøge at teste NATO’s vilje til at reagere. Scenarierne spænder ifølge rapporteringen fra et cyberangreb til en mindre landmilitær indtrængen, der skal udfordre alliancens sammenhold og dens forpligtelse til artikel 5.

Andre rapporter placerer det mulige tidsrum mellem efteråret 2026 og 2029 og peger på de baltiske lande og Polen som de mest sandsynlige områder for en sådan test. Der er tale om vurderinger af mulige scenarier på baggrund af klassificerede oplysninger – ikke en forudsigelse af, at et angreb vil finde sted i perioden.

For landene på NATO’s østlige flanke er logikken dog bekymrende. En begrænset aktion mod kritisk infrastruktur, territorium, kommunikation eller transport kan være designet til at tvinge de allierede til at afgøre, hvor langt de vil gå i deres svar.

Derfor er samfundets modstandsdygtighed og hurtige koordinering også en del af afskrækkelsen. Jo sværere det er at skabe forvirring eller udnytte forskelle mellem landene, desto mindre attraktiv bliver en begrænset test.

Derfor ser Litauen på reglerne for Kaliningrad-transit igen

Ordningen for forenklet transit mellem Rusland og Kaliningrad-regionen gennem Litauen går tilbage til EU-aftaler fra 2003. Systemet anvender såkaldte Facilitated Transit Documents og beslægtede dokumenter, og den fastlagte maksimale varighed for visse former for vejtransit er 24 timer.

Det litauiske parlamentsmedlem og tidligere forsvarsminister Arvydas Anušauskas har foreslået at ændre den litauiske grænselov, så russiske borgere fremover kun må bruge seks timer på transit gennem landet. Han argumenterer for, at ændringen kan styrke kontrollen uden ensidigt at omskrive EU-rammen. Ekstraordinære forhold som ulykker, køretøjsproblemer, kø ved grænsen eller ekstremt vejr vil fortsat være relevante efter de gældende regler.

Forslaget kommer, efter at der er blevet rapporteret om både mere trafik og flere overtrædelser. Næsten 13.000 personbiler registreret i Rusland benyttede ifølge rapporteringen forenklede transitdokumenter i 2025, mens antallet af dokumenterede overtrædelser steg fra 360 i 2024 til 1.493 i 2025.

Tallene bruges som argument for, at en kortere tidsramme og automatisk overvågning kan gøre uautoriserede stop eller afvigelser lettere at opdage. De beviser dog ikke i sig selv, at transitpassagerer bedriver spionage eller sabotage. Sikkerhedsargumentet handler om mindre eksponering og bedre kontrol – ikke om at betragte enhver rejsende som en efterretningsagent.

Hvad kan Letland, Litauen, Estland og Polen gøre?

For de fire lande er det praktiske svar ikke forudsigelser om en uundgåelig krig, men en fælles reduktion af risikoen. Prioriteterne omfatter:

• bedre integration af luftforsvar og systemer mod droner;
• tættere overvågning af grænser, transportkorridorer og transit med forbindelse til Kaliningrad;
• beskyttelse af energi, kommunikation, havne, jernbaner og anden kritisk infrastruktur;
• hurtigere deling af efterretninger mellem nationale myndigheder og NATO; samt
• koordinering af nationale begrænsninger gennem EU, så forskellige regler ikke skaber et hul, der kan udnyttes.

NATO og europæiske regeringer undersøger desuden, hvordan private operatører af civil infrastruktur og cybersikkerhedsvirksomheder kan inddrages i håndteringen af hybride trusler.

Rinkēvičs’ advarsel bør derfor læses som en opfordring til at erkende en eksisterende sikkerhedskonflikt, før den når tærsklen for konventionel krig. Oplysningerne peger på vedvarende fjendtlig aktivitet og alvorlige sårbarheder, mens der ikke er offentlige beviser for en nært forestående fuldskala-invasion.

Den centrale udfordring er at styrke forsvaret og sammenholdet i alliancen uden at gøre mulige efterretningsscenarier til sikre forudsigelser.