Dermed placerer filmen comebackturnéen i skyggen af Oasis’ brud i 2009. Ældre optagelser og interviews minder seeren om den splittelse, der afsluttede bandet, i stedet for at lade som om årene fra hinanden automatisk har slettet konflikten.
Den visuelle fortælling bevæger sig fra et tomt prøvelokale og forberedelser backstage til størrelsen på Oasis’ åbningskoncert i Cardiff. Liam ses øve i mørket, mens brødrene forsøger at aflæse hinanden, før koncerterne går i gang. Effekten er bevidst forsigtig: Traileren gør det klart, at en vellykket genforening ikke nødvendigvis var følelsesmæssigt enkel.
Stemningen skifter, da bandet går på scenen. Noel fortæller, at han havde glemt, hvad Liam betyder for Oasis-fans, og at han ikke var forberedt på publikums intense reaktion. Liam beskriver turnéen som en mulighed for at “ændre fortællingen om bandet” – et tegn på, at comebacket også handler om at gentænke, hvordan Oasis’ historie skal huskes.
Dokumentaren lover adgang bag kulisserne under Live ’25-turnéen, blandt andet:
Det placerer filmen et sted mellem en traditionel koncertfilm og en musikdokumentar om et kompliceret forhold. Koncerterne leverer comebackets store skala, mens prøverne og det fælles interview skal vise, hvordan brødrene håndterede at arbejde sammen igen.
Steven Knight, skaberen af Peaky Blinders, er krediteret som filmens ophavsmand og producent. Dylan Southern og Will Lovelace instruerer. De to har tidligere arbejdet på musikdokumentarer som Shut Up and Play the Hits. Magna Studios har produceret filmen, som præsenteres af Sony Music Vision i samarbejde med Sony Music Entertainment UK.
Filmens officielle præsentation er udpræget positiv: Den beskrives som en opløftende skildring af en af 2025’s største musikbegivenheder. Men trailerens fokus på tvivl og gamle uoverensstemmelser giver optimismen en tydelig spænding. Genforeningen var triumferende foran publikum – men filmen antyder, at den også var en prøve på, om Gallagher-brødrene kunne lægge Oasis’ fortid bag sig.
Dokumentaren får verdenspremiere på den 83. Venedig Internationale Filmfestival, hvor begge Gallagher-brødre ventes at deltage.
Herefter kommer filmen i biografer og IMAX. Begrænsede IMAX-forpremierer er planlagt til 9. september i USA og Canada, mens den bredere biograf- og IMAX-premiere følger 11. september 2026.
Efter biografvisningerne skal Oasis: Don’t Look Back in Anger streames senere i 2026. Disney+ viser filmen internationalt, mens den i USA bliver tilgængelig via Hulu og Disney+.
Trailerens stærkeste pointe er, at Oasis’ genforening ikke kan adskilles fra den fejde, der gjorde bandets comeback så usandsynligt. Filmen lover brølet fra Live ’25-publikummet, men dvæler også ved tøven før de første koncerter og ved brødrenes egne refleksioner over, hvad Oasis betyder for dem og for flere generationer af fans.
Det gør Don’t Look Back in Anger til en dokumentar om forsoning i bredeste forstand. Det egentlige spørgsmål er, om et band, der altid har været præget af uro, kan ændre betydningen af sin afslutning – og om Oasis’ musikalske gennemslagskraft er stærk nok til at overleve konflikten mellem de to centrale figurer.
Dermed placerer filmen comebackturnéen i skyggen af Oasis’ brud i 2009. Ældre optagelser og interviews minder seeren om den splittelse, der afsluttede bandet, i stedet for at lade som om årene fra hinanden automatisk har slettet konflikten.
Den visuelle fortælling bevæger sig fra et tomt prøvelokale og forberedelser backstage til størrelsen på Oasis’ åbningskoncert i Cardiff. Liam ses øve i mørket, mens brødrene forsøger at aflæse hinanden, før koncerterne går i gang. Effekten er bevidst forsigtig: Traileren gør det klart, at en vellykket genforening ikke nødvendigvis var følelsesmæssigt enkel.
Stemningen skifter, da bandet går på scenen. Noel fortæller, at han havde glemt, hvad Liam betyder for Oasis-fans, og at han ikke var forberedt på publikums intense reaktion. Liam beskriver turnéen som en mulighed for at “ændre fortællingen om bandet” – et tegn på, at comebacket også handler om at gentænke, hvordan Oasis’ historie skal huskes.
Dokumentaren lover adgang bag kulisserne under Live ’25-turnéen, blandt andet:
Det placerer filmen et sted mellem en traditionel koncertfilm og en musikdokumentar om et kompliceret forhold. Koncerterne leverer comebackets store skala, mens prøverne og det fælles interview skal vise, hvordan brødrene håndterede at arbejde sammen igen.
Steven Knight, skaberen af Peaky Blinders, er krediteret som filmens ophavsmand og producent. Dylan Southern og Will Lovelace instruerer. De to har tidligere arbejdet på musikdokumentarer som Shut Up and Play the Hits. Magna Studios har produceret filmen, som præsenteres af Sony Music Vision i samarbejde med Sony Music Entertainment UK.
Filmens officielle præsentation er udpræget positiv: Den beskrives som en opløftende skildring af en af 2025’s største musikbegivenheder. Men trailerens fokus på tvivl og gamle uoverensstemmelser giver optimismen en tydelig spænding. Genforeningen var triumferende foran publikum – men filmen antyder, at den også var en prøve på, om Gallagher-brødrene kunne lægge Oasis’ fortid bag sig.
Dokumentaren får verdenspremiere på den 83. Venedig Internationale Filmfestival, hvor begge Gallagher-brødre ventes at deltage.
Herefter kommer filmen i biografer og IMAX. Begrænsede IMAX-forpremierer er planlagt til 9. september i USA og Canada, mens den bredere biograf- og IMAX-premiere følger 11. september 2026.
Efter biografvisningerne skal Oasis: Don’t Look Back in Anger streames senere i 2026. Disney+ viser filmen internationalt, mens den i USA bliver tilgængelig via Hulu og Disney+.
Trailerens stærkeste pointe er, at Oasis’ genforening ikke kan adskilles fra den fejde, der gjorde bandets comeback så usandsynligt. Filmen lover brølet fra Live ’25-publikummet, men dvæler også ved tøven før de første koncerter og ved brødrenes egne refleksioner over, hvad Oasis betyder for dem og for flere generationer af fans.
Det gør Don’t Look Back in Anger til en dokumentar om forsoning i bredeste forstand. Det egentlige spørgsmål er, om et band, der altid har været præget af uro, kan ændre betydningen af sin afslutning – og om Oasis’ musikalske gennemslagskraft er stærk nok til at overleve konflikten mellem de to centrale figurer.