Ruslands nye dronebaser kan bringe dele af NATO inden for rækkevidde

Mindst 59 skinner blev identificeret i netværket, og cirka 20 af dem ser ud til at være lange nok til større og nyere Geran-modeller. Syv af de 10 baser blev ifølge rapporteringen sat i forbindelse med nylige angreb på Kyiv. Det peger på, at byggeriet allerede indgår i Ruslands aktuelle operationer – og ikke kun er en fremtidig mulighed.

Basen ved Tsimbulova i den russiske Orel-region illustrerer udviklingen. To af skinnerne dér skulle være omkring 85 meter lange, hvilket tyder på en tilpasning til jetdrevne droner.

Derfor er de spredte baser vigtige for Ukraine

Flere affyringssteder giver Rusland flere muligheder for at planlægge angreb og gør det sværere for Ukraine at finde og ødelægge infrastrukturen. Baser tættere på Ukraine kan desuden forkorte flyvetiden og gøre det muligt at sende større bølger af droner af sted fra flere retninger.

Det tvinger det ukrainske luftforsvar til at håndtere en bredere og mindre forudsigelig trussel. Decoy-droner – altså lokkedroner uden nødvendigvis en sprængladning – kan samtidig bruges til at optage radarernes og luftforsvarets kapacitet.

Presset var tydeligt under natteangrebet 16.-17. august. Ukraines luftvåben oplyste, at Rusland havde sendt 128 UAV’er af typerne Shahed, Gerbera og Parodiya af sted fra retningerne Kursk, Orel, Primorsko-Akhtarsk og det besatte Donetsk. Ukrainske styrker sagde, at 106 blev neutraliseret, mens nedslag blev registreret 14 steder.

Begrebet »neutraliseret« dækker over droner, der blev skudt ned eller sat ud af spillet med luftforsvar og elektronisk krigsførelse. Det betyder ikke nødvendigvis, at enhver trussel blev ødelagt, før den kunne forårsage skade. Tallene viser derfor både rækkevidden af Ukraines forsvar og vanskeligheden ved at standse alle droner i et stort, blandet angreb.

Dronerne bliver også hurtigere

Rusland udvider ikke blot antallet af affyringssteder til de samme flytyper. Rapporteringen peger på et skifte mod hurtigere, jetdrevne Geran-4- og Geran-5-droner, som skal gøre aflytning vanskeligere. Ukrainske efterretninger, citeret af Institute for the Study of War, har oplyst, at Rusland omlægger produktionen til de nyere varianter.

Andre rapporter har beskrevet en jetdrevet BM-35 med en angivet hastighed på over 350 km/t og en rækkevidde på mere end 200 kilometer. Oplysningerne bygger på russiske påstande og ukrainske vurderinger og bør derfor behandles med forbehold frem for som uafhængigt bekræftede specifikationer.

Den overordnede udvikling er dog klar: Rusland forsøger at øge dronernes hastighed og gøre arbejdet vanskeligere for ukrainske jagerfly, helikoptere, interceptor-droner og landbaserede luftforsvarssystemer. Brugen af lokkedroner sammen med angrebsdroner er endnu en måde at belaste forsvaret på.

Hvad betyder påstanden om NATO-rækkevidde?

De nyere Geran-varianter skulle have en rækkevidde, der fra nogle af de identificerede baser teoretisk kan bringe Warszawa og andre NATO-lokaliteter inden for rækkevidde. Undersøgelsens betydning er derfor ikke, at et angreb på Warszawa eller de baltiske lande er nært forestående. Den viser snarere, at Rusland opbygger infrastruktur, der kan understøtte en bredere regional angrebsmulighed.

Den skelnen er vigtig. En affyringsbase, en oplyst maksimal rækkevidde og et måls placering viser en potentiel kapacitet – ikke en hensigt. Men de skaber et planlægningsproblem for NATO: Luftforsvar, overvågning, tidlig varsling og efterretningsdeling bliver vigtigere, når affyringskapaciteten er spredt over mange lokaliteter.

Separat har Litauens forsvarsminister advaret om mulige russiske provokationer eller falskflag-angreb med ukrainsk fremstillede droner mod kritisk infrastruktur i Baltikum. Advarslerne bør tages alvorligt, men de er ikke bevis på, at Rusland forbereder et nært forestående angreb på NATO.

Den strategiske konklusion

Den tydeligste konklusion er, at Rusland er ved at institutionalisere dronekrigsførelsen. Nye baser, snesevis af affyringsskinner, større jetdrevne konstruktioner og fortsat produktion peger på en vedvarende kampagnemodel snarere end lejlighedsvise, improviserede angreb.

For Ukraine betyder det flere affyringssteder at overvåge og potentielt større eller hurtigere salver at afværge. For NATO betyder det en voksende konventionel angrebskapacitet på alliancens østlige flanke.

Dokumentationen understøtter bekymringen over Ruslands udvidede muligheder – men ikke den stærkere påstand, at de nye baser beviser en nært forestående beslutning om at angribe NATO.