Rusland kan teste NATO før 2030 – men det betyder ikke, at en invasion er nært forestående

Den forskel er afgørende. En efterretningsvurdering af, hvad Rusland kan gøre, er ikke en forudsigelse af, hvad landet vil gøre. Den er heller ikke bevis på, at der er udstedt en ordre om invasion.

Estlands ERR har rapporteret, at den markante ændring især handler om tidspunktet for risikovurderingen. Amerikansk efterretningstjeneste vurderer angiveligt nu, at en begrænset provokation kan finde sted, mens krigen i Ukraine fortsat pågår, selv om sandsynligheden for en landindtrængen stadig er lav.

Sådan kan en russisk NATO-test se ud

En mulig test kan foregå på flere niveauer og kombinere militære og ikke-militære virkemidler:

• Cyberangreb: Angreb på myndigheder, militære systemer, transport eller kritiske tjenester kan skabe pres uden straks at føre til kamphandlinger.
• Sabotage: Energi-, transport- og kommunikationsinfrastruktur kan rammes. Det kan samtidig gøre det uklart, om hændelsen skyldes kriminalitet, et uheld eller en statslig operation. Litauens præsident har sagt, at efterretningsvurderinger peger på mulige begrænsede fysiske angreb mod kritisk infrastruktur i de baltiske lande eller Polen.
• Desinformation og påvirkningsoperationer: Falske fortællinger kan bruges til at splitte befolkninger, svække støtten til Ukraine eller så tvivl om, hvad der faktisk er sket.
• Elektronisk krigsførelse: Jamming og anden elektronisk forstyrrelse kan påvirke navigation, kommunikation og droner og samtidig gøre det sværere at fastslå, hvem der står bag.
• Drone- og luftrumshændelser: Droner kan krydse grænser bevidst, ved et uheld eller som led i en iscenesat operation. Nylige meldinger beskriver, hvordan ukrainske droner i baltisk luftrum ifølge Kyiv og baltiske myndigheder i nogle tilfælde blev afsporet af russisk jamming. Hændelserne viser, hvor hurtigt en uklar situation kan blive politisk farlig – uden i sig selv at bevise en invasionsplan.
• Falsk flag-operationer: Polen og de baltiske lande har advaret om mulige forsøg på at bruge droner, der ligner ukrainske, eller andre metoder til at skabe et påskud og skjule det reelle ansvar.
• En begrænset landindtrængen: Det mest alvorlige scenarie ville være en kortvarig operation eller erobring af et mindre område på NATO's østlige flanke. De tilgængelige oplysninger fremstiller dette som en mulighed – ikke som det forventede eller mest sandsynlige udfald.

Scenarierne udelukker ikke hinanden. Et cyberangreb eller en sabotagekampagne kan ledsage en grænsehændelse, mens desinformation bruges til at forsinke en fælles politisk reaktion.

Hvorfor er Polen og Baltikum særligt udsatte?

Polen, Estland, Letland og Litauen ligger på NATO's nordøstlige flanke tæt på Rusland og Belarus. Deres geografiske placering gør dem centrale for alliancens planer om at flytte forstærkninger, og enhver hændelse i området får derfor hurtigt strategisk betydning. Meldinger har udpeget Polen og de baltiske lande som mulige steder for en provokation, mens regionale myndigheder særskilt har advaret om angreb på energi- og transportinfrastruktur.

Den politiske beregning er mindst lige så vigtig som geografien. Et angreb, der kan benægtes, mod et kraftværk, et gasanlæg, en transportforbindelse eller et grænseområde kan tvinge NATO-landene til hurtigt at besvare nogle vanskelige spørgsmål:

• Hvem stod bag?
• Var hændelsen et væbnet angreb?
• Hvor meget dokumentation kræves der, før alliancen reagerer?
• Vil alle medlemslande støtte den samme kurs?

Det gør den østlige flanke til en mulig prøve af både militær beredskab og politisk sammenhold. Polen og de baltiske regeringer styrker derfor sikkerheden omkring blandt andet dæmninger, kraftværker og gasinfrastruktur og forbereder sig på sabotage og falsk flag-operationer.

Hvorfor har Washington ændret sin vurdering?

Den tidligere antagelse var, at Rusland ville undgå at provokere NATO direkte, mens de russiske styrker var tungt engageret i Ukraine. De nye meldinger tyder på, at amerikanske embedsmænd nu vurderer, at en begrænset provokation kan være mulig i samme periode.

Ændringen ser ud til at bygge på flere forhold:

1. Rusland har vist vilje til at acceptere betydelige militære og økonomiske omkostninger i Ukraine.
2. De russiske styrker og forsvarsindustrien tilpasser sig gennem erfaringerne fra krigen, blandt andet inden for droner og elektronisk krigsførelse.
3. Amerikanske og NATO-embedsmænd beskriver den russiske hybride aktivitet i Europa som vedvarende og omfattende, herunder informationsoperationer og sabotagehændelser i Baltikum og Polen.
4. Moskva kan vurdere, at en snævert afgrænset eller benægtelig operation vil skabe politisk usikkerhed i NATO.

I den optik vil det strategiske mål ikke nødvendigvis være at besejre alliancen militært, men at undersøge, om uklarhed og uenighed kan begrænse dens reaktion. Det er fortsat en vurdering af risiko og mulig hensigt – ikke et bevis på, at Kreml har besluttet at angribe.

Hvorfor kan et “begrænset” angreb udløse Artikel 5?

Artikel 5 i NATO-traktaten fastslår, at et væbnet angreb på ét medlemsland i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle. Hvert medlemsland skal hjælpe det angrebne land, men traktaten giver samtidig hvert land mulighed for selv at afgøre, hvilke handlinger der er nødvendige. Hjælpen behøver derfor ikke automatisk at bestå i brug af militærmagt.

Grænsen er særlig vigtig ved hybride operationer. NATO's strategiske koncept fastslår, at hybride operationer mod medlemslande kan nå et niveau, der svarer til et væbnet angreb, og at Det Nordatlantiske Råd i så fald kan beslutte at aktivere Artikel 5. NATO har gentaget det samme i sine offentlige udmeldinger om hybride trusler.

Det betyder ikke, at ethvert cyberangreb, enhver drone, der krydser en grænse, eller enhver sabotagehandling automatisk udløser Artikel 5. Alliancen vil vurdere hændelsens fakta, alvor, ansvar og konsekvenser.

Men et bevidst dødeligt angreb, en erobring af territorium eller en tilstrækkeligt alvorlig hybridkampagne kan skabe et stærkt pres for en fælles forsvarsreaktion – også hvis Rusland havde håbet at holde operationen “begrænset”.

Det er netop det dilemma, en russisk prøvehandling kan forsøge at udnytte: NATO skal undgå at overreagere på enhver uklar hændelse, men tøven efter et tydeligt angreb kan svække afskrækkelsen.

Hvilke hændelser holder myndighederne øje med?

NATO-embedsmænd og regionale regeringer har peget på et mønster af aktiviteter, der øger bekymringen, uden at det beviser, at en konventionel invasion er under opsejling. Det omfatter blandt andet påstået sabotage, trusler mod infrastruktur, elektronisk forstyrrelse, informationsoperationer samt gentagne hændelser i luftrum og grænseområder.

I en høring i den amerikanske kongres, som Congressional Research Service har omtalt, beskrev general Alexus G. Grynkewich niveauet af russisk hybrid eller asymmetrisk aktivitet som “ret omfattende”. Han nævnte blandt andet informationsoperationer og sabotage i Baltikum og Polen.

Dronehændelser har været særligt destabiliserende. Reuters har rapporteret, at droner, der er kommet ind i luftrummet over Finland, Estland, Letland og Litauen, har skabt frygt for, at krigen i Ukraine breder sig til NATO's nordlige grænser. Andre meldinger har samtidig beskrevet, hvordan ukrainske droner i nogle tilfælde er kommet ud af kurs, mens Kyiv har givet russisk jamming skylden for afvigelserne.

NATO's reaktion på tidligere luftrumskrænkelser indgår også i afskrækkelsen. Alliancens øverstkommanderende har sagt, at faste reaktioner tilsyneladende har afholdt Rusland fra flere indtrængninger, men advaret om, at Moskva sandsynligvis fortsat vil afprøve NATO gennem hybride metoder.

Den forsigtige konklusion er derfor: Hændelserne er advarselstegn på et farligere sikkerhedsmiljø, men de er ikke i sig selv bevis på en nært forestående russisk invasion af NATO.

Hvordan reagerer NATO?

NATO siger, at alliancen har styrket det kollektive forsvar betydeligt og forbedret evnen til hurtigt at flytte styrker til et medlemsland, der er truet. På den østlige flanke er antallet af multinationale kampgrupper øget fra fire til ni, samtidig med at det fremskudte forsvar er blevet styrket. NATO har desuden lanceret aktiviteter som Eastern Sentry og Arctic Sentry.

Alliancen udbygger også cyberforsvaret og samarbejdet om hybride trusler. Polen og de baltiske regeringer beskytter kritisk infrastruktur bedre og forbereder sig på sabotage og falsk flag-operationer.

NATO's offentlige linje kombinerer afskrækkelse med tilbageholdenhed. Generalsekretær Mark Rutte har kaldt medlemslandenes forpligtelse til Artikel 5 for “jernhård” og alliancens evne til at forsvare hvert enkelt medlem for absolut. Samtidig skelner NATO mellem et vedvarende hybridt pres og konkrete beviser på en nært forestående, storstilet konventionel invasion.

Konklusionen

Den stærkeste konklusion i de tilgængelige meldinger er ikke, at Rusland med sikkerhed vil angribe NATO før 2030. Det er, at risikoen for en bevidst test – især gennem cyberangreb, sabotage, desinformation, elektronisk krigsførelse, droner eller en operation, der kan benægtes – vurderes som alvorlig nok til at ændre planlægningsforudsætningerne.

En begrænset indtrængen på den østlige flanke er mindre sandsynlig, men langt mere alvorlig. Den kan udløse en Artikel 5-krise, selv hvis Moskva håber at holde operationen under tærsklen for en bredere krig.

NATO's svar er derfor at gøre uklarhed mindre effektiv: styrke de mest udsatte medlemmer, beskytte kritisk infrastruktur, forbedre mulighederne for at fastslå ansvar og vise, at en trussel mod ét medlemsland ikke bliver behandlet som et isoleret lokalt problem.