Grønland og Antarktis har mistet 11,3 billioner ton is siden 1979

De to største iskapper på Jorden, Grønland og Antarktis, mistede tilsammen 11,3 billioner ton is mellem 1979 og 2023. Det svarer til et bidrag på 3,14 cm til den globale gennemsnitlige havniveaustigning. Det centrale resultat er, at tabet især skyldes gletsjere, der har sat farten op og transporteret mere is ud i havet – ikke alene smeltning på overfladen. 10

Istabet tog markant til efter 1990'erne

Den nye opgørelse fra Ice Sheet Mass Balance Inter-comparison Exercise (IMBIE) viser, at begge iskapper gik fra lavere tab i 1970'erne og 1980'erne til væsentligt større årlige tab i de efterfølgende årtier.

• Grønland lå tæt på massebalance i 1970'erne, men mistede i gennemsnit omkring 60 milliarder ton om året i 1980'erne og 264 milliarder ton om året i 2010'erne. 3
• Antarktis mistede omkring 48 milliarder ton om året i 1980'erne. I 2010'erne var tallet steget til cirka 202 milliarder ton om året. 3
• Grønlands tab bidrog med 1,81 cm til havniveaustigningen, mens Antarktis bidrog med 1,33 cm. 3

Samlet har ismasserne altså tilført havene vand nok til at hæve det globale gennemsnitlige havniveau med mere end tre centimeter. Ifølge vurderingen øger dette bidrag eksponeringen for kystoversvømmelser og erosion for omkring seks til ni millioner mennesker. 3

Hurtigere gletsjere er hovedforklaringen

IMBIE-resultatet nuancerer den velkendte fortælling om smeltende is. På lang sigt forklares ændringen ikke primært af is, der smelter på overfladen.

Forskerne anslår, at 84 % af det samlede istab skyldes, at gletsjere accelererer og udleder is i havet. De resterende 16 % skyldes smeltning på overfladen. 10

Når en udløbsgletsjer flyder hurtigere, flytter den landbaseret is ud i havet, hvor den bidrager direkte til havniveaustigning. Resultatet peger dermed på en dynamisk reaktion i iskapperne, som forbindes med varmere havforhold.

I Antarktis hænger tabene sammen med havdrevet afsmeltning og hurtigere udstrømning fra udløbsgletsjere. I Vestantarktis steg isudledningen i hvert af de årtier, satellitmålingerne dækker, med store bidrag fra blandt andre Pine Island- og Thwaites-gletsjerne. 3

Sådan blev den lange tidsserie skabt

IMBIE har ikke baseret vurderingen på en enkelt satellit eller én målemetode. Holdet har samstemt 42 uafhængige opgørelser af iskappernes massebalance, baseret på data fra 27 satellitmissioner. 5

Opgørelsen kombinerer flere typer observationer:

• tidlige billeder fra Landsat-programmet;
• radar- og optiske målinger af gletsjernes bevægelse;
• satellitaltimetri, der registrerer ændringer i isens højde; og
• satellitmålinger af tyngdefeltet, herunder GRACE, som kan opfange ændringer i ismassen. 3

Tidsserien for Grønland begynder i 1972, mens den for Antarktis starter i 1979 og løber frem til udgangen af 2023. IMBIE beskriver datasættet som ét samlet, afstemt estimat af massebalancen for begge iskapper, med særskilte resultater for Antarktis' regioner. 11

Opbremsningen fra 2020 til 2023 var ikke et vendepunkt

Mellem 2020 og 2023 aftog hastigheden i det samlede istab. Men forskerne vurderer, at det skyldes kortvarige klimatiske udsving – ikke en varig genopretning. 6

Usædvanligt kraftigt snefald i Østantarktis opvejede en del af gletsjertabene, mens relativt milde somre på Grønland begrænsede smeltningen på overfladen. Begge iskapper havde dog fortsat et nettotab af is. 3

Årlige variationer i snefald, sommertemperaturer og gletsjerhastigheder kan derfor midlertidigt skjule den langsigtede udvikling. Set over hele satellitperioden er billedet klart: Istabet er vokset markant, og Grønland og Antarktis bidrager stadig mere til den globale havniveaustigning. 310

Hvorfor vurderingen er vigtig

Den lange IMBIE-tidsserie understreger, at Grønland og Antarktis ikke kun reagerer på varme somre og overfladesmeltning. De store, langvarige tab er især drevet af gletsjere, som hurtigere fører isen ud i havet. 10

Derfor er fortsatte satellitmålinger afgørende. De kan både vise de kortsigtede udsving fra år til år og følge de ændringer i gletsjernes dynamik, som præger udviklingen over årtier.