Trump hævder, USA kan beslaglægge Irans uran ensidigt – diplomatiet vakler

Denne udtalelse er en markant optrapning af retorikken. Den sidestiller fuldstændig den diplomatiske vej og rammer situationen ind som én, hvor USA besidder en unilateral militær option, man blot vælger ikke at benytte – for nu.

En fortælling om to forhandlinger: Trumps optimisme møder Irans pessimisme

De offentlige vurderinger fra Washington og Teheran kunne næsten ikke være mere modstridende. De afslører et potentielt gab mellem amerikansk spin og den faktiske diplomatiske virkelighed.

• Washington-perspektivet: Trump har konsekvent projiceret optimisme. Onsdag sagde han, at forhandlingerne går "meget godt", og at en foreløbig aftale "kunne ske i løbet af weekenden" . Han har hævdet, at Iran er "gået med til ikke at besidde atomvåben", og at den øverste leder, Mojtaba Khamenei, er direkte involveret i at godkende forhandlingerne – en påstand, der tilfører et lag af personligt topdiplomati til hans narrativ .
• Teheran-perspektivet: Irans udenrigsminister Abbas Araghchi har leveret en ædruelig modfortælling. Ifølge udtalelser gengivet af nyhedsbureauet Tasnim onsdag sagde han, at kommunikationskanalerne er åbne, men at der "ikke er gjort nogen håndgribelig fremgang" i forhandlingerne om at stoppe krigen . Udenrigsministeriet gik endnu videre den 1. juni og fastslog, at forhandlinger om selve atomprogrammet "ikke har fundet sted" på nuværende tidspunkt, da prioriteten ifølge talsmand Esmail Baghaei er at afslutte krigen .

Denne fundamentale uenighed antyder, at mens USA forsøger at forme en offentlig opfattelse af en snarlig succes, er den diplomatiske virkelighed på jorden langt mere fastlåst. Afstanden mellem Trumps forudsigelse om "i løbet af weekenden" og Irans benægtelse af enhver atomspecifik fremgang afslører en proces, der enten er dybt splittet, eller hvor de to parter slet ikke diskuterer den samme dagsorden.

Den Oman-mæglede ramme og vedvarende fjendtligheder

I hjertet af denne diplomatiske forvirring ligger en 60-dages hensigtserklæring (Memorandum of Understanding), der er mæglet af Oman. Den foreslåede ramme søger at adressere to centrale, sammenflettede kriser :

1. Genåbning af Hormuz-strædet: En vital global skibsrute, som Iran har blokeret eller truet. En lukning har enorme økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser.
2. Håndtering af Irans højtberigede uran: Den endelige disponering af lageret, som Washington insisterer på skal overgives og destrueres .

Den diplomatiske proces foregår i skyggen af igangværende militæraktioner. I weekenden 30.-31. maj udførte USA, hvad de kaldte "selvforsvars"-angreb med missiler og droner inde i Iran . Disse var ikke isolerede hændelser, men en del af et mønster, hvor Trump har sendt ændringer til en aftaletekst retur, mens angrebene stod på, og dermed eksplicit sammenvævet militært pres med forhandlingsprocessen . Nye amerikanske og iranske angreb har fortsat belastet en skrøbelig, forlænget våbenhvile .

En opsigtsvækkende åbning over for den øverste leder

Som endnu et komplekst lag har Trump udtrykt en uventet åbenhed over for personligt at mødes med Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei. Torsdag betingede han muligheden af en aftale og sagde: "Jeg har ikke lyst til at mødes. Men hvis jeg gjorde, ville jeg være beæret over at møde ham. Jeg vil gerne se, om vi kan lave en aftale, men hvis vi laver en aftale, er det muligt, at jeg vil møde ham." .

Dette følger tidligere kommentarer til New York Post, hvor han sagde, at han forventer at møde Khamenei, og at de to parter "kommer ganske godt ud af det med hinanden" [1, 40]. Trump har hævdet, at Khamenei giver den endelige godkendelse i forhandlingerne, hvilket hæver den øverste leders opfattede rolle på en måde, der både personaliserer forhandlingen og sætter en dramatisk scene for et potentielt fremtidigt engagement [7, 26].