IMF advarer om en gæld, der vokser som en trappe

Den Internationale Valutafonds (IMF) vigtigste advarsel på G20-mødet i Asheville var ikke, at verdensøkonomien helt har mistet sin modstandskraft. Problemet er snarere, at der bliver stadig mindre plads til fejltrin.

Den offentlige gæld nærmer sig 100 procent af verdens samlede BNP – et niveau over toppene efter Anden Verdenskrig. Samtidig bliver gældsbyrden løftet af gentagne kriser, uden at der efterfølgende bliver ryddet tilstrækkeligt op i de offentlige finanser. 17

IMF’s administrerende direktør, Kristalina Georgieva, opfordrede finansministre og centralbankchefer til at handle samlet: Inflationen skal tilbage under kontrol, gælden skal bringes ind på troværdige nedadgående kurser, og den potentielle vækst skal styrkes. Samtidig skal de investeringer, der er nødvendige for udvikling, beskyttes. Presset er størst i lavindkomstlande, hvor høje refinansierings- og gældsserviceringsomkostninger begrænser investeringer i infrastruktur, sundhed og uddannelse. 4

Hvorfor gælden ligner en trappe

Georgievas billede af en »trappe« beskriver en ujævn udvikling. En større krise giver et brat hop op i den offentlige gæld. Når forholdene derefter forbedres, falder gælden kun lidt – eller slet ikke. Den næste krise begynder derfor fra et højere udgangspunkt, så udviklingen bliver trappelignende i stedet for et midlertidigt udsving. 17

Det handler ikke kun om selve gældskvoten. Større behov for refinansiering og højere renteudgifter kan fortrænge de offentlige udgifter, der på længere sigt understøtter vækst. I fattigere økonomier bliver presset forstærket af svagere ekstern finansiering og nedskæringer i den officielle udviklingsbistand. 4

Flere risici kan holde gældspresset højt

Georgieva pegede på flere forhold, der kan gøre det sværere at stabilisere gælden:

• Forstyrrelser i energi og skibsfart: Problemer for skibstrafikken gennem Hormuzstrædet kan forlænge energichokket og øge transport- og brændstofpriserne.
• Inflationen falder for langsomt: Hvis inflationen er længere tid om at vende tilbage til målsætningen, kan renter og obligationsrenter forblive høje i længere tid. Det øger udgifterne til at servicere gælden.
• Usikkerhed om kunstig intelligens: AI kan løfte produktiviteten, men de fordelingsmæssige konsekvenser og mulige følger for den finansielle stabilitet er fortsat usikre.
• Større elforbrug i datacentre: Den hastigt voksende efterspørgsel efter elektricitet fra datacentre kan øge presset på energimarkeder og infrastruktur.
• Vinterens energiefterspørgsel: Den kommende vinter på den nordlige halvkugle kan øge energiforbruget, mens forsyninger og sejlruter fortsat er sårbare. 11

Risiciene kobler dermed gældens holdbarhed sammen med inflation, energisikkerhed og teknologiske forandringer. Selv en bedre vækstudsigt vil ikke løse problemet, hvis låneomkostningerne forbliver høje, eller hvis nye kriser fortsat giver varige hop i gælden.

Lavindkomstlande er særligt udsatte

Når obligationsrenterne stiger i de rige økonomier, kan det løfte låneomkostningernes globale referencepunkt. Lavindkomstlande bliver dermed mødt af dyrere refinansiering på et tidspunkt, hvor både ekstern finansiering og officiel udviklingsbistand er blevet svækket.

Konsekvensen er mindre finanspolitisk råderum til infrastruktur, sundhed og uddannelse. Det kan igen dæmpe væksten og gøre det vanskeligere at stabilisere gælden. 4

G20’s svar omfattede støtte til hurtigere og mere forudsigelige gældsbehandlinger, en stærkere gennemførelse af den såkaldte Common Framework-ordning samt bedre gennemsigtighed i gældsdata og mere koordineret handling fra kreditorerne. 1

USA fremhævede samtidig, at erfaringerne fra Common Framework – blandt andet Senegals planlagte gældsrekonstruktion – bør bruges til at gøre fremtidige processer hurtigere, mere gennemsigtige, ordnede og retfærdige. Den amerikanske udmelding lagde vægt på en rimelig byrdefordeling og IMF’s og Verdensbankens »tre søjler« for lande, hvor høje gældsbetalinger fortrænger investeringer, der kan skabe vækst. 1

Georgievas opskrift: Ikke kun nedskæringer

Georgievas budskab var ikke, at løsningen blot er at skære i de offentlige udgifter. Hun efterlyste en kombination af finanspolitisk oprydning og tiltag, der kan gøre økonomierne mere produktive:

1. Bevar prisstabiliteten. Kontrol med inflationen er afgørende for at forhindre yderligere rentestigninger og dyrere lån.
2. Lav troværdige mellemfristede finansplaner. Regeringerne skal kunne vise, hvordan gælden bringes ind på et holdbart spor, uden at kortsigtede nedskæringer bliver den eneste løsning.
3. Løft produktiviteten og den potentielle vækst. Strukturreformer, uddannelse og udbredelse af nye teknologier kan udvide det økonomiske grundlag, som gælden skal betales tilbage fra.
4. Styrk de nationale indtægter. Bedre skatteopkrævning og lukning af skattehuller kan give regeringer flere ressourcer uden samme afhængighed af lån udefra.
5. Uddyb den regionale integration. Tættere økonomisk samarbejde kan styrke modstandskraft og vækst.
6. Håndtér globale ubalancer. Både lande med overskud og lande med underskud må bidrage gennem politiske tiltag i stedet for at lade de eksterne ubalancer vokse yderligere.

Behovet for handling er blevet større, fordi IMF vurderer, at de overdrevne globale ubalancer voksede med 0,7 procent af verdens BNP i 2025. Det var den største stigning i et årti, og verdens to største økonomier var blandt de vigtigste bidragydere. 11

Den større pointe

Georgievas advarsel handler i sidste ende om en selvforstærkende spiral: Kriser løfter gælden, høj gæld gør økonomierne mere sårbare over for stigende renter, og mindre finanspolitisk råderum gør det sværere at investere i den produktivitet og modstandskraft, der skal absorbere den næste krise.

Derfor er løsningen ifølge IMF dobbeltsporet: Troværdig finanspolitisk oprydning skal gå hånd i hånd med investeringer, der styrker væksten, og hurtigere gældsrekonstruktioner for lande, der allerede er under alvorligt pres.

Drøftelserne i Asheville placerede udfordringen side om side med energiusikkerhed, inflation, kunstig intelligens og globale ubalancer. Den praktiske prøve bliver, om regeringerne kan omsætte den brede enighed om gæld og vækst til tidligere finanspolitiske tilpasninger, bedre koordinering mellem kreditorer og tilstrækkelige investeringer til at forhindre, at dagens trappe bliver morgendagens udgangspunkt.