Europas oprustning er et økonomisk løft med en høj pris

Europas hurtige oprustning er ikke entydigt godt eller dårligt for økonomien. Det er et stort finanspolitisk eksperiment, hvor højere forsvarsudgifter både kan øge produktionen og skabe pres på priser, lønninger og de offentlige finanser.

EU-landenes samlede forsvarsudgifter steg fra omkring 218 mia. euro i 2021 til 418 mia. euro i 2025. Det svarer til 2,2 procent af EU’s samlede BNP. For euroområdet vurderer analyser fra Den Europæiske Centralbank, ECB, at højere offentlige udgifter vil støtte den reale produktion, men at effekternes størrelse, timing og fordeling er usikre.

Flere udgifter er ikke en gratis omgang

Forsvarsindkøb kan øge efterspørgslen efter fabrikker, ingeniører, teknologi og specialiserede varer. På kort sigt kan det sætte gang i produktionen – især hvis virksomhederne har ledig kapacitet.

Men hvis mange lande opruster samtidig, skal forsvarssektoren konkurrere med civile investeringer og privatforbrug om arbejdskraft, materialer, energi og produktionskapacitet.

Hvis udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, bliver resultatet mindre ekstra produktion og større pres på priser og lønninger. Derfor betragter ECB ikke inflationsvirkningen som et fast udfald, men som en risiko, der skal overvåges.

Væksten ventes at stige – men effekten er usikker

ECB’s analyse på tværs af flere økonomiske modeller anslår den gennemsnitlige multiplikator for offentlige udgifter til 0,93 over en toårig periode. I praksis ligger estimatet tæt på en effekt på én til én, men ECB understreger, at modellerne giver meget forskellige resultater.

Det er en vigtig nuance. En multiplikator tæt på én beskriver produktionens estimerede reaktion over en bestemt periode. Den betyder ikke, at hver euro i forsvarsudgifter skaber en permanent stigning i den nationale velstand.

Resultatet vil blandt andet afhænge af:

• hvor hurtigt pengene bliver udbetalt
• hvor meget ledig kapacitet økonomien har
• hvilken type udstyr der købes
• om produktionen foregår i Europa eller uden for Europa

De seneste fremskrivninger fra Eurosystemet – ECB og eurolandenes nationale centralbanker – indregner finanspolitiske investeringer i forsvar og infrastruktur som støtte til væksten i euroområdet. Effekten ventes at vokse gennem fremskrivningsperioden.

En tidligere ECB-analyse vurderede tilsvarende, at nye forsvarsforanstaltninger ville støtte væksten i 2026 og 2027, mens den direkte effekt på inflationen i basisscenariet ville være begrænset.

Derfor kan oprustning påvirke ECB’s rentepolitik

For ECB er det ikke nok at se på, hvor store beløb regeringerne annoncerer. Det afgørende er, hvordan udgifterne påvirker efterspørgsel, udbud og inflationens varighed.

En gradvis stigning i forsvarsudgifterne kan måske absorberes med begrænsede prisstigninger, hvis virksomhederne kan udvide produktionen, og arbejdskraften kan bevæge sig ind i de sektorer, der får nye ordrer.

En pludselig indkøbsbølge kan derimod afsløre flaskehalse inden for faglært arbejdskraft, ingeniørarbejde, specialiserede materialer og industrielle input.

Det skaber to centrale kanaler for pengepolitikken:

• Efterspørgselskanalen: Større offentligt forbrug støtter produktionen og kan mindske behovet for en meget lempelig pengepolitik.
• Kapacitetskanalen: Mangel på arbejdskraft og materialer samt vedvarende løn- og prispres kan gøre inflationen mere langvarig og tale for en strammere pengepolitik end ellers.

ECB’s modeller peger i de undersøgte scenarier på en positiv effekt på produktionen og en beskeden gennemsnitlig inflationseffekt. Samtidig er usikkerheden betydelig.

ECB kan derfor ikke reagere mekanisk på et nyt politisk forsvarsmål. Banken må følge de faktiske udbetalinger, kapacitetsbegrænsningerne og den inflation, der rent faktisk viser sig.

Gældsregningen bliver forskellig fra land til land

Det samme forsvarsprogram kan give meget forskellige finanspolitiske konsekvenser i EU’s medlemslande.

Lande med solide offentlige finanser kan muligvis øge udgifterne uden straks at skære i andre prioriteringer. Højt forgældede lande eller lande med begrænset finanspolitisk råderum står over for et skarpere valg mellem forsvar, civile investeringer, offentlige tjenester og gældsholdbarhed.

ECB har analyseret et scenarie, hvor forsvarsudgifterne stiger fra omkring 2 procent af BNP til 3,5 procent i 2029. Det svarer i scenariet til en finanspolitisk lempelse på omkring 1,8 procent af BNP frem mod det år.

Det er en antagelse for euroområdet som helhed – ikke en prognose om, at alle medlemslande følger samme kurs eller får de samme konsekvenser.

Finansieringsformen ændrer også, hvordan oprustningen slår igennem:

• Underskudsfinansiering kan give det største umiddelbare løft i efterspørgslen, men øger statens lån og fremtidige renteudgifter.
• Skattefinansiering kan dæmpe det samlede efterspørgselsstød, fordi købekraft flyttes fra husholdninger eller virksomheder til staten.
• Fælles europæisk finansiering kan dele omkostningerne mellem landene og gøre koordinerede indkøb lettere – især når landenes finanspolitiske muligheder er forskellige.

Det er økonomiske mekanismer, ikke garantier. Effekten afhænger af betalingernes timing, planernes troværdighed og de finansielle markeders reaktion.

Hvor udstyret købes, kan afgøre Europas gevinst

Forsvarsudgifterne giver en større hjemlig økonomisk effekt, når europæiske virksomheder leverer udstyret og tjenesterne. ECB’s rapport om finansiel stabilitet vurderer, at indkøb af forsvarsudstyr inden for EU vil give en højere finanspolitisk multiplikator.

Hvis udstyret i stedet købes hos leverandører uden for Europa, sendes en del af efterspørgslen ud af regionen. Det kan stadig have militær værdi, men det begrænser det umiddelbare løft til europæisk produktion og udviklingen af lokal industriel kapacitet.

Koordinerede indkøb, systemer der kan fungere sammen, og en udbygning af den europæiske produktion kan derfor forbedre både det strategiske og økonomiske udbytte.

Gevinsten kommer dog ikke automatisk. Den afhænger af, om regeringerne undgår dobbeltarbejde, investerer effektivt og får opbygget kapacitet hurtigt nok til at følge med efterspørgslen.

Den langsigtede gevinst er mulig – ikke sikker

Forskning og udvikling på forsvarsområdet kan give bredere produktivitetsgevinster, hvis teknologierne senere finder anvendelse i civile sektorer.

ECB har samtidig fremhævet, hvor omfattende de offentlige finansieringsbehov er til forsvar, den grønne omstilling og den digitale omstilling.

Mulige teknologiske afledte effekter bør dog ikke betragtes som et garanteret afkast af militærudgifter. De afhænger af kvaliteten af indkøbene, hvor hurtigt forskning spredes til civile anvendelser, den private sektors optagelse af teknologien, og om forsvarsinvesteringerne supplerer eller fortrænger produktive civile projekter.

Konklusion: Betinget optimisme fra ECB

ECB’s budskab kan bedst beskrives som betinget optimisme. Europas oprustning kan støtte produktionen i euroområdet, og ECB’s aktuelle modeller placerer den gennemsnitlige toårige multiplikator for offentlige udgifter tæt på én.

Men resultatet bliver mindre fordelagtigt, hvis udgifterne vokser hurtigere, end udbuddet kan følge med, hvis en stor del af indkøbene sker uden for Europa, eller hvis gældspresset begrænser andre nødvendige investeringer.

For pengepolitikken bliver tempoet, sammensætningen og gennemslaget til priserne afgørende. For regeringerne er udfordringen at styrke forsvaret uden at forvandle en nødvendig sikkerhedspolitisk reaktion til et ukontrolleret efterspørgselsstød eller en kilde til endnu større forskelle mellem landenes offentlige finanser.