BRICS afviser EU's CBAM som protektionistisk

Det er ikke en generel afvisning af klimahandling. Striden handler snarere om, hvem der fastsætter reglerne, hvem der betaler for omstillingen, og hvor indtægterne fra handel med CO₂-intensive varer skal ende. BRICS-regeringerne mener, at berørte udviklingsøkonomier har brug for finansiering og teknologi til at sænke udledningerne – ikke en grænseafgift, der kan svække deres konkurrenceevne på eksportmarkederne.

Sådan fungerer EU's CBAM fra 2026

Den endelige CBAM-ordning trådte i kraft 1. januar 2026 efter en overgangsperiode, hvor importører skulle indberette de indlejrede udledninger, men endnu ikke købe og aflevere certifikater.

Ordningen omfatter i første omgang:

• cement
• jern og stål
• aluminium
• gødning
• elektricitet
• brint

Derudover er udvalgte forprodukter og videreforarbejdede varer omfattet.

Importører, der bringer mere end 50 ton CBAM-omfattede varer ind i EU, skal ansøge om status som godkendt CBAM-deklarant. Derefter køber de CBAM-certifikater, der er knyttet til udledningerne i de importerede varer. Formålet er at afspejle den CO₂-pris, som tilsvarende produktion i EU møder. Hvis der allerede er betalt en godkendt CO₂-pris i oprindelseslandet, kan den indregnes.

Europa-Kommissionen offentliggjorde en certifikatpris på 75,36 euro pr. ton CO₂ for første kvartal 2026 og 75,28 euro for andet kvartal. Prisen bestemmer dog ikke alene importørens endelige betaling. Den afhænger også af de verificerede udledninger, produktets referenceværdier, den gældende indfasningsfaktor og en eventuel CO₂-pris, der allerede er betalt i udlandet.

Derfor er stål- og aluminiumseksportører særligt udsatte

Stål og aluminium er både direkte omfattet af ordningen og blandt de mere CO₂-intensive produkter. Eksportørerne står derfor over for to udfordringer på én gang: udgiften til certifikater og det administrative arbejde med at måle, kontrollere og dokumentere de indlejrede udledninger. Hvis pålidelige data ikke er tilgængelige, kan importører blive nødt til at anvende EU's standardværdier. Det kan øge usikkerheden for både producenter og handelsvirksomheder.

Det gør CBAM særligt relevant for store eksportører som Indien, Kina og Sydafrika. En analyse, der indgår i det fremlagte materiale, anslår, at CBAM kan påvirke udviklingslandes eksport for omkring 16 mia. dollar om året. Tallet er dog ikke et specifikt skøn for de tre lande.

Den økonomiske belastning er samtidig designet til at vokse, efterhånden som EU udfaser de gratis kvoter i EU's emissionshandelssystem, ETS. Verdensbanken angiver den resterende faktor for gratis tildeling til 97,5 procent i 2026, 95 procent i 2027, 90 procent i 2028, 77,5 procent i 2029 og 51,5 procent i 2030. I praksis betyder det, at en større del af CO₂-omkostningen gradvist bliver synlig gennem CBAM, når EU-producenterne får mindre beskyttelse mod ETS-prisen.

Hvor meget kan CBAM indbringe i 2030?

Der findes ikke ét sikkert indtægtstal for 2030. Skønnene afhænger blandt andet af CO₂-prisen, importmængderne, produktionens udledningsintensitet, udfasningen af gratis kvoter og spørgsmålet om, hvorvidt EU udvider ordningen til flere produktgrupper.

De tilgængelige beregninger spænder bredt. Ét skøn lyder på cirka 1,5 mia. euro om året fra 2028, et andet på omkring 2,1 mia. euro årligt, mens et tredje vurderer indtægterne til 5-9 mia. euro i 2030 under det nuværende anvendelsesområde. Et ældre skøn med tilknytning til Europa-Kommissionen vurderede indtægterne til potentielt 9,1 mia. euro i 2030 under en bredere udformning.

Spændet er vigtigt, fordi det viser, hvorfor et enkelt overskriftstal kan være misvisende. CBAM er stadig under indfasning, og den fremtidige dækning af ordningen har stor betydning for prognoserne.

Hvorfor er BRICS utilfreds med, hvor pengene ender?

BRICS' indvending handler ikke kun om, at eksportører kan blive pålagt en ekstra CO₂-relateret omkostning. Den handler også om indtægternes destination. Materiale fra Europa-Parlamentet angiver, at CBAM-indtægterne skal tilfalde EU-budgettet, mens andre analyser beskriver en anvendelse knyttet til EU's klima- og budgetprioriteter.

BRICS-landene mener, at penge opkrævet fra eksportører i udviklingslande i stedet bør bruges til at finansiere emissionsreduktioner, industriel opgradering og klimatilpasning i de lande, der rammes af ordningen. Kravet hænger sammen med ministrenes bredere opfordring til øget klimafinansiering til udviklingslandene.

Det skaber en klar politisk konflikt. EU fremstiller CBAM som et værn mod såkaldt CO₂-lækage og som en måde at sidestille importvarer med europæisk produktion, der allerede er underlagt en intern CO₂-pris. BRICS ser derimod mekanismen som et ensidigt handelstiltag, hvor den økonomiske byrde i uforholdsmæssig grad bæres af producenter uden for Europa.

Kan konflikten ende ved WTO?

En diplomatisk fordømmelse er ikke det samme som en formel WTO-sag. En sådan sag vil normalt begynde med, at et medlemsland anmoder om konsultationer. Hvis konsultationerne ikke løser konflikten, kan landet bede om nedsættelse af et panel.

De juridiske spørgsmål vil blandt andet være, om ordningen diskriminerer importerede varer eller udenlandske produktionsmetoder, om EU-varer og importvarer behandles lige, og om EU kan begrunde CBAM med miljøundtagelserne i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, GATT.

EU's forsvar vil sandsynligvis tage udgangspunkt i, at CBAM fungerer som et modstykke til den indenlandske EU-CO₂-pris. Ordningen giver også mulighed for at anerkende en godkendt CO₂-pris, der allerede er betalt i produktionslandet. Det kan EU bruge som argument for, at mekanismen skal forhindre CO₂-lækage – ikke indføre en vilkårlig told. Den centrale juridiske strid bliver, om disse udformningselementer er tilstrækkelige til at afvise bekymringer om diskrimination, omfattende rapporteringskrav og behandlingen af udenlandske producenter.

Det tilgængelige materiale viser, at Sydafrika har signaleret interesse for en klage, og at Indien, Kina og Brasilien har rejst juridiske spørgsmål eller lighedshensyn. Det dokumenterer ikke, at Kina har indgivet en specifik WTO-sag om CBAM, eller at BRICS-landene har indledt en samlet sag.

Hvad sker der nu?

Konflikten kan blive skærpet, efterhånden som den andel af de indlejrede udledninger, der skal betales for, vokser, og eksportørerne får mere erfaring med reglerne. EU's handelsaftaler, forhandlinger og bilaterale kontakter kan give plads til konsultationer og tekniske justeringer, men de vil ikke automatisk forhindre en WTO-udfordring.

Den mest præcise konklusion er derfor mere afdæmpet end påstanden om en nært forestående »CBAM-handelskrig«: BRICS har samlet en stærk politisk front mod EU's tilgang, det økonomiske pres vil stige i takt med indfasningen, og en formel retssag er mulig. Men en samlet BRICS-sag ved WTO og en afsluttet kinesisk udfordring er fortsat ikke dokumenteret i det tilgængelige materiale.