IAEA-mødet i Wien blotlagde en skærpet atomkonflikt mellem USA og Iran

IAEA’s generalkonference i Wien den 14. september gjorde den skærpede konflikt mellem USA og Iran usædvanligt tydelig. Washington pegede på en mulig udvej: atombrændsel leveret fra udlandet. Men tilbuddet var betinget af, at Iran opgiver indenlandsk uranberigelse og igen samarbejder med IAEA. Samtidig signalerede amerikanske repræsentanter, at diplomati ikke var den eneste mulighed, mens Irans øverste atomansvarlige blev forhindret i at deltage i mødet. 11129

Et brændselstilbud med hårde betingelser

USA’s energiminister Chris Wright sagde, at USA kan levere atombrændsel til Iran fra udlandet, hvis atomspørgsmålet bliver løst. Kernen i modellen var, at Iran skulle undvære egen uranberigelse. Tanken er, at landet dermed fortsat kan få dækket et civilt behov for brændsel uden selv at bevare en berigelseskapacitet. 29

Tilbuddet kom dog sammen med et markant pres. I tidligere udtalelser sagde Wright, at en atomaftale muligvis ikke kan nås, og han nævnte ødelæggelse af Irans relevante kapaciteter som et muligt alternativ. I Wien kritiserede USA også Irans overholdelse af kontrolforpligtelserne og krævede fuldt samarbejde med IAEA. 127

Det gør den amerikanske linje til både et incitament og et ultimatum: Iran tilbydes en vej til civil atomenergi med ekstern støtte, men kun hvis landet accepterer begrænsninger, som Teheran længe har afvist.

Inspektioner er det mest presserende spørgsmål

Stridens umiddelbare kerne handler ikke kun om fremtidig uranberigelse, men om IAEA’s mulighed for at kontrollere Irans nuværende atomaktiviteter og atommateriale.

IAEA’s generaldirektør Rafael Grossi sagde, at agenturet i over seks måneder ikke har gennemført kontrol på stedet i Iran, bortset fra en inspektion af atomkraftværket Bushehr i juni. Ifølge Grossi mangler IAEA både oplysninger om tidligere deklareret atommateriale og adgang til anlæg, som er nødvendige for at kunne verificere det. Han kaldte situationen en alvorlig bekymring for spredning af atomvåben. 6

Også IAEA’s Styrelsesråd har været udsat for fornyet pres for at reagere på Irans samarbejde. Reuters skrev, at USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland søgte en resolution om at indberette Iran til FN’s Sikkerhedsråd. Det fulgte efter vurderinger af, at Teheran ikke havde samarbejdet fuldt ud om en undersøgelse af uranspor på ikke-deklarerede steder. 17

Derfor kan debatten om berigelse ikke skilles fra spørgsmålet om inspektioner: Uden adgang og oplysninger kan IAEA og andre lande ikke uafhængigt fastslå status for Irans program.

Atomchefens fravær gjorde konflikten diplomatisk

Mohammad Eslami, Irans vicepræsident med ansvar for atomspørgsmål og chef for Irans atomenergiorganisation, kunne ikke deltage i konferencen. Østrig afslog en sanktionsundtagelse, som skulle have gjort hans indrejse mulig. Wright bekræftede, at Washington havde presset på imod undtagelsen, og beskrev Eslami som en person under sanktioner. 1113

Iransk stats-tv oplyste, at Eslami og hans delegation var fløjet mod Wien, men blev standset og vendte tilbage til Teheran. 12

Episoden ændrede ikke blot konferencens program. Den holdt Irans atomchef væk fra det forum, der netop er indrettet til dialog med FN’s atomenergiagentur. Det styrkede både Teherans syn på processen som politisk begrænset og Washingtons syn på, at sanktionerne også skal håndhæves under IAEA-mødet.

Usikkerhed om aktivitet ved Pickaxe Mountain

Opmærksomheden samlede sig også om rapporteret aktivitet ved Pickaxe Mountain, et stærkt befæstet område nær Irans vigtigste berigelsesanlæg. Grossi sagde, at satellitbilleder viste tegn på bevægelse omkring en byggeplads, men understregede, at IAEA ikke har konkrete oplysninger om, hvilke aktiviteter der foregår der. 2126

Iran afviste påstandene som "mediehype" og fastholdt, at landet opfylder sine kontrolforpligtelser. 19

Det afgørende forbehold er, at de tilgængelige oplysninger kun understøtter en snævrere konklusion end parternes mest vidtgående udlægninger: IAEA har set bygge- eller anlægsrelateret aktivitet, men har ikke fastslået, hvad der foregår inde i det underjordiske kompleks. 21

Striden ved Hormuzstrædet viste den regionale risiko

Atomkonflikten udspillede sig samtidig med øget usikkerhed omkring Hormuzstrædet, den strategisk vigtige sejlrute for oliehandel. Irans Revolutionsgarde sagde, at det panamaflagede tankskib El Gaia ramte søminer i et begrænset område syd for strædet og brød i brand. USA’s centralkommando, CENTCOM, afviste forklaringen og sagde, at tankskibet først var blevet ramt af et iransk missil måneden før og senere af en drone ud for Oman. 3132

Reuters rapporterede de modstridende forklaringer, og de foreliggende oplysninger afgør derfor ikke uafhængigt hverken hændelsesforløbet eller ansvaret. Klart er det dog, at tankskibet blev endnu en arena for skarpt modsatrettede amerikanske og iranske fortællinger i en periode med voksende regional uro. 31

Det, Wien viste

Konferencen skabte ikke en vej tilbage til en atomaftale. I stedet blotlagde den tre problemer, som forstærker hinanden: USA’s krav om, at Iran opgiver berigelse og genåbner for adgang; IAEA’s manglende mulighed for at gennemføre den kontrol, agenturet anser for nødvendig; og et diplomatisk klima, der er så forværret, at Irans atomchef ikke kunne deltage i mødet.

Det amerikanske tilbud om brændsel viste, at en forhandlet ordning om civil atomenergi fortsat nævnes som mulighed. Men manglen på inspektioner, trusler om magtanvendelse og striden om Eslamis rejse viste samtidig, hvor langt parterne er fra den tillid og adgang, der ville være nødvendig for at få en sådan ordning til at fungere. 161127