Kan fremtidens gigant-byer bevare menneskelig kontakt? Dhaka og Jakarta bliver afgørende tests

Men denne ingeniørmæssige bedrift – at håndtere titusinder af millioner af mennesker i ét metropolområde – kommer med en menneskelig pris, som vi først er begyndt at forstå. Albert Bakhtizin, direktør for Centralinstituttet for Økonomi og Matematik under Det Russiske Videnskabsakademi og professor ved Lomonosov Moskva Statsuniversitet, argumenterer i en kronik i South China Morning Post fra juli 2026 for, at vi er ved at miste evnen til at samle mennesker i familier, selvom vi propper dem ind i stadigt større storbyer . Hans centrale pointe er, at gigabyernes enorme skala slider på det sociale liv: fysisk og psykisk isolation kan faktisk stige, selv når befolkningstætheden stiger, fordi infrastrukturen, pendlingsafstandene og de økonomiske pres i hyperstore byer eroderer den tid og det rum, der er nødvendigt for meningsfulde relationer og familiedannelse .

Fra megaby til gigaby: Hvad FN's fremskrivninger viser

Skiftet fra megaby til det, Bakhtizin kalder "gigaby" – byer med 50 millioner eller flere indbyggere – drives overvældende af Asien og Afrika. FN-rapporten noterer, at over halvdelen af de nuværende 33 megabyer (19) ligger i Asien . Dhaka og Jakarta er hovedaktørerne i denne historie, men de er ikke alene. Lagos i Nigeria kan potentielt nå 88 millioner i 2100 og dermed passere gigaby-grænsen med afgørende kraft .

Bakhtizin påpeger, at centrum for fremtidens storbytæthed er ved at flytte sig mod Afrika og Sydasien . Det stemmer overens med bredere FN-data, der viser, at verdens bybefolkning forventes at stige med mere end 1,7 milliarder mennesker inden 2050 til omkring 6,5 milliarder .

Forventede befolkningstal i verdens største byer (2025 vs. 2050)

I 2050 forventes Dhaka at have en smal føring på omkring 300.000 indbyggere over Jakarta, mens begge byer vil have oplevet årtiers eksplosiv vækst – Dhakas befolkning er vokset med mere end syv gange Tokyos rate siden 2000 . Tokyo forventes samtidig at falde til en syvendeplads ved midten af århundredet, overhalet af hurtigt voksende byer som Shanghai og New Delhi .

Den sociale udfordring: Hvorfor større ikke nødvendigvis er bedre

Bakhtizin rammesætter fremkomsten af gigabyer som både en ingeniørtriumf og en social udfordring – den teknologiske kapacitet til at bygge og styre stadigt større bykoncentrationer er løbet fra vores evne til at bevare de menneskelige forbindelser, der bærer familier og lokalsamfund . Dette er ikke kun en teoretisk bekymring. Forskning i russiske megabyer har vist, at beboerne er "socialt og rumligt afkoblede" og lever under dobbelt pres fra en permanent accelereret og omdannet strukturel-funktionel organisering af byen .

Når byområder krydser 50-millioners mærket, bliver Bakhtizins spørgsmål presserende: Kan vi designe gigabyer, der ikke bare huser mennesker, men også hjælper dem med at danne familier, vedligeholde venskaber og opbygge fællesskaber? FN's data giver os omfanget af udfordringen – men svaret på, om menneskelig kontakt kan overleve i den skala, er endnu ikke skrevet. Det er tydeligt, at de næste 25 år vil teste både vores ingeniørkunst og vores sociale fantasi.

Denne artikel bygger primært på data fra FN's Department of Economic and Social Affairs' World Urbanization Prospects 2025 og analyse fra Albert Bakhtizin bragt i South China Morning Post. Alle befolkningstal stammer fra FN's harmoniserede metode og kan afvige en smule fra nationale folketællinger.