Andre rapporter indikerer dog, at forhandlingerne stadig er uafsluttede. I midten af maj var pakistanske embedsmænd stadig ved at sende reviderede iranske forslag til Washington og advarede om, at begge sider havde svært ved at mindske deres uenigheder.
Tidligere forhandlinger fokuserede på et kort memorandum eller en rammeaftale snarere end en fuld løsning. Et sådant dokument ville først stoppe kampene og derefter indlede forhandlinger om mere komplekse spørgsmål som atomrestriktioner og lettelse af sanktioner.
Pakistan har vist sig som den vigtigste diplomatiske kanal mellem Teheran og Washington.
Denne skytteldiplomati har reelt gjort Pakistan til den vigtigste kanal for indirekte forhandlinger mellem USA og Iran under konflikten.
Den amerikanske administration har anlagt en todelt tilgang: diplomatisk engagement kombineret med fortsat militært pres.
Præsident Donald Trump har offentligt presset på for en hurtig aftale, men har også advaret om fornyet militær aktion, hvis Irans svar ikke lever op til USA's krav.
Rapporter indikerer, at Det Hvide Hus har gennemgået iranske forslag, mens de konsulterede nationale sikkerhedsrådgivere om mulige næste skridt, herunder om forhandlingerne bør fortsætte, eller presset bør øges.
Denne strategi afspejler Washingtons forsøg på at afslutte fjendtlighederne, samtidig med at man sikrer tilsagn om Irans atomprogram og regional sikkerhed.
På trods af diplomatisk fremdrift er flere spørgsmål stadig uløste.
En skrøbelig våbenhvile har eksisteret siden begyndelsen af april 2026, da USA og Iran blev enige om en midlertidig våbenhvile formidlet af Pakistan. Overtrædelser fra begge sider er rapporteret, og våbenhvilen har krævet forlængelser, mens forhandlingerne fortsætter.
De fleste forslag følger en to-faset struktur: først en øjeblikkelig våbenhvile, derefter forhandlinger om en bredere politisk løsning.
Irans atomprogram er fortsat det mest omstridte spørgsmål.
Teheran har krævet indrømmelser, herunder frigivelse af frosne iranske midler og lettelse af sanktioner, mens Washington insisterer på stærkere tilsagn vedrørende berigelse af uran og atomtilsyn.
Fordi disse positioner er vanskelige at forene, udsætter mange forslag de endelige atomare arrangementer, indtil fjendtlighederne er ophørt.
Kontrol og sikkerhed af Hormuzstrædet – en af verdens vigtigste olieruter – er central for forhandlingerne.
Flere diplomatiske rammer forbinder våbenhvilen med genåbning af søtrafik gennem strædet og stabilisering af skibsruter, der blev forstyrret under konflikten.
Iran har også indikeret, at genåbning af strædet kunne afhænge af bredere garantier, herunder en permanent våbenhvile snarere end en midlertidig.
Fordi cirka en femtedel af verdens olieforsyning normalt bevæger sig gennem Hormuzstrædet, har hvert diplomatisk signal øjeblikkelige økonomiske konsekvenser.
Investorer behandler derfor troværdige diplomatiske fremskridt som negative for oliepriser, men positive for global risikovillighed.
Forhandlingerne finder også sted i et følsomt indenrigspolitisk miljø i USA.
Rapporter indikerer, at præsident Trump står under pres på grund af energipriser og bredere økonomiske effekter forbundet med konflikten.
De fleste offentligt dokumenterede reaktioner vedrører dog beslutningstagning inde i administrationen snarere end detaljeret kongresdebat. Tilgængelig rapportering fokuserer hovedsageligt på Det Hvide Hus' strategi og præsidentielle kommunikation.
Diplomatiet mellem USA og Iran ser ud til at være tættere på en rammeaftale end på noget tidspunkt siden konfliktens start, men en fuldt bekræftet fredsaftale er endnu ikke blevet endelig. Pakistan forbliver den centrale mellemmand, der sender forslag mellem begge sider, mens uløste uenigheder om atoms politik, våbenhvilegarantier og maritim sikkerhed i Hormuzstrædet fortsat komplicerer forhandlingerne.
Indtil videre er situationen flydende: fremskridt hen imod en aftale er synlige, men de sværeste spørgsmål er stadig uløste.