Det opsigtsvækkende ved budgettet er ikke kun størrelsen, men også finansieringen. Hele beløbet lånes via såkaldte underskudsobligationer (deficit-financing bonds). Premierminister Sanae Takaichi har ellers offentligt lovet, at der ikke bliver tale om "yderligere låntagning samlet set" for hele regnskabsåret, hvilket antyder, at der skal spares eller findes penge andre steder . Det løfte mødes dog med stor skepsis på markedet.

Hjælpepakken består af to hoveddele:

• 500 milliarder yen i direkte tilskud til sommerens el- og gasregninger. Tilskuddet dækker perioden juli til september 2026, hvor aircondition-anlæggene kører på højtryk. Regeringen vurderer, at en gennemsnitlig husstand vil spare omkring 5.000 yen (ca. 230 kr.) over de tre måneder . Tilskudssatsen er fastsat til 3,5 yen/kWh i juli, 4,5 yen/kWh i august og igen 3,5 yen/kWh i september .
• En enorm reservefond på 2.500 milliarder yen. Denne krigskasse er øremærket til først og fremmest at stabilisere benzinpriserne. Derefter forventes den at blive brugt på bredere støtte til forbrugsvarer, alt efter hvordan råvarepriserne udvikler sig .

Den kontroversielle skatteplan: 1 % moms på mad

Samtidig med energihjælpen arbejder regeringen på en plan, der får investorerne til at spærre øjnene op: En midlertidig sænkning af den reducerede momssats på mad og ikke-alkoholiske drikkevarer fra 8 % til kun 1 % . Lempelsen skal gælde i to år fra april 2027.

Det er en nedskaleret version af Takaichis oprindelige valgløfte om en sats på 0 %. Årsagen til at man landede på 1 % er praktisk: En nul-sats ville kræve en dyr og tidskrævende omprogrammering af samtlige kasseapparater i landet .

Lanceringsdatoen i april 2027 er alt andet end tilfældig. Den falder sammen med de lokale valg, og regeringen ønsker at kunne slå på, at den har lettet byrden for den almindelige japaner . Indtægtstabet for staten vil være enormt. Momsen er en afgørende søjle i Japans statsbudget, og analysehuset Invesco har anslået, at en fuldstændig fjernelse af madmomsen ville koste omkring 5.000 milliarder yen om året .

Markedets dom: Renterne eksploderer til niveauer fra 90'erne

Markedets reaktion har været øjeblikkelig og brutal. Uden centralbankens tidligere loft over obligationsrenterne – den såkaldte rentekurvekontrol (YCC) – er det nu markedskræfterne alene, der bestemmer prisen. Resultatet er et historisk frasalg, der har sendt renterne på japanske statsobligationer (JGB’er) til niveauer, vi ikke har set i årtier.

Denne renteeksplosion afspejler en dyb tillidskrise. Investorerne ser en regering, der på samme tid låner til forbrugsfest og skærer i sin egen indtægtsbase . Takaichis løfte om "ingen yderligere låntagning" bliver mødt med en skepsis, der grænser til vantro. Selve den ekstraordinære bevilling er jo netop gældsfinansieret, og der tegner sig et mønster af valgdrevne, kortsigtede lempelser uden nogen troværdig plan for at rydde op bagefter . Northern Trust bemærker, at volatiliteten på det japanske obligationsmarked er mere end fordoblet på to år og slår fast: "Tiden med lav volatilitet er forbi" .

Det langsigtede mareridt: Er Japans gæld overhovedet bæredygtig?

De finansielle markeder er med god grund alarmklare. Japans gæld i forhold til BNP er i forvejen den højeste blandt alle udviklede lande, med en svimlende andel på omkring 200 % i 2025.

• En skræmmende prognose: Allianz Research har regnet på effekten af Takaichis politik. Deres estimat viser, at en kombination af mads-moms-lempelsen og øgede forsvarsudgifter kan presse Japans gældskvote op på 228 % i 2050, mod 189 % i et basisscenarie. Hvis obligationsrenterne forbliver på det nuværende niveau, bliver det endnu værre: en gældskvote på 254 % .
• En budgetmæssig bombe: De stigende renter gør allerede ondt. Morningstar har med en følsomhedsanalyse vist, at hvis den eksisterende gæld på 1.287.000 milliarder yen skal refinansieres til højere renter, vil statens renteudgifter eksplodere fra 9 % af de samlede udgifter til mellem 20 % og 25 % . Det er penge, der ellers kunne være gået til skoler, hospitaler og infrastruktur.

Centralbankens umulige opgave

Timingen kunne næsten ikke være værre for den japanske centralbank, BOJ, der forsøger at normalisere pengepolitikken efter årtiers ultralemmelige tiltag. Sammenstødet mellem lempelig finanspolitik og pengepolitisk opstramning skaber en regulær politisk fælde.

1. Inflationsrisiko: Regeringens energitilskud og momslettelser er som at pumpe penge ud i økonomien på et tidspunkt, hvor BOJ hyperventilerer over at få inflationen til at lande blødt på sit 2 %-mål. Allianz advarer direkte om den "potentielle inflationspåvirkning" .
2. Umuligt valg om renten: Hvis obligationsrenterne stikker helt af på grund af frygten for statsfinanserne, står BOJ i et uløseligt dilemma: Enten må den bremse sine egne rentestigninger for at undgå et kaotisk markedskollaps, eller også må den speede op for at forsvare yenens værdi og tøjle inflationsforventningerne. Centralbankens exit fra rentekurvekontrollen er "altafgørende" for rentestigningerne, og manøvrerummet er minimalt .
3. Yen i farezonen: Den planlagte momslettelse er direkte blevet beskrevet som en risiko for både obligationsmarkedet og yenen . Hvis investorer mister tilliden til Japans finanser, kan det sende valutaen ned i en dødsspiral. En svækket yen gør import dyrere og skaber dermed endnu mere inflation – en ond cirkel, centralbanken desperat forsøger at undgå.

Kernen i problemet ligger nu åbenlyst for alle. Regeringen låner penge for at give befolkningen populistisk smertestillende medicin, samtidig med den forbereder at skære dybt i statens fremtidige indtægter. Markederne, der ikke længere dysses ned af et centralbankgaranteret renteloft, prisfastsætter en kurs, der peger mod mere gæld, højere renteudgifter og større uro. Den helt store risiko er en klassisk dominoeffekt: Højere renter fører til højere renteudgifter, som forværrer statsfinanserne og udløser endnu flere obligationssalg. Det truer i sidste ende hele det pengepolitiske normaliseringsprojekt og kan sende alvorlige chokbølger gennem det globale finanssystem.

Det opsigtsvækkende ved budgettet er ikke kun størrelsen, men også finansieringen. Hele beløbet lånes via såkaldte underskudsobligationer (deficit-financing bonds). Premierminister Sanae Takaichi har ellers offentligt lovet, at der ikke bliver tale om "yderligere låntagning samlet set" for hele regnskabsåret, hvilket antyder, at der skal spares eller findes penge andre steder . Det løfte mødes dog med stor skepsis på markedet.

Hjælpepakken består af to hoveddele:

• 500 milliarder yen i direkte tilskud til sommerens el- og gasregninger. Tilskuddet dækker perioden juli til september 2026, hvor aircondition-anlæggene kører på højtryk. Regeringen vurderer, at en gennemsnitlig husstand vil spare omkring 5.000 yen (ca. 230 kr.) over de tre måneder . Tilskudssatsen er fastsat til 3,5 yen/kWh i juli, 4,5 yen/kWh i august og igen 3,5 yen/kWh i september .
• En enorm reservefond på 2.500 milliarder yen. Denne krigskasse er øremærket til først og fremmest at stabilisere benzinpriserne. Derefter forventes den at blive brugt på bredere støtte til forbrugsvarer, alt efter hvordan råvarepriserne udvikler sig .

Den kontroversielle skatteplan: 1 % moms på mad

Samtidig med energihjælpen arbejder regeringen på en plan, der får investorerne til at spærre øjnene op: En midlertidig sænkning af den reducerede momssats på mad og ikke-alkoholiske drikkevarer fra 8 % til kun 1 % . Lempelsen skal gælde i to år fra april 2027.

Det er en nedskaleret version af Takaichis oprindelige valgløfte om en sats på 0 %. Årsagen til at man landede på 1 % er praktisk: En nul-sats ville kræve en dyr og tidskrævende omprogrammering af samtlige kasseapparater i landet .

Lanceringsdatoen i april 2027 er alt andet end tilfældig. Den falder sammen med de lokale valg, og regeringen ønsker at kunne slå på, at den har lettet byrden for den almindelige japaner . Indtægtstabet for staten vil være enormt. Momsen er en afgørende søjle i Japans statsbudget, og analysehuset Invesco har anslået, at en fuldstændig fjernelse af madmomsen ville koste omkring 5.000 milliarder yen om året .

Markedets dom: Renterne eksploderer til niveauer fra 90'erne

Markedets reaktion har været øjeblikkelig og brutal. Uden centralbankens tidligere loft over obligationsrenterne – den såkaldte rentekurvekontrol (YCC) – er det nu markedskræfterne alene, der bestemmer prisen. Resultatet er et historisk frasalg, der har sendt renterne på japanske statsobligationer (JGB’er) til niveauer, vi ikke har set i årtier.

Denne renteeksplosion afspejler en dyb tillidskrise. Investorerne ser en regering, der på samme tid låner til forbrugsfest og skærer i sin egen indtægtsbase . Takaichis løfte om "ingen yderligere låntagning" bliver mødt med en skepsis, der grænser til vantro. Selve den ekstraordinære bevilling er jo netop gældsfinansieret, og der tegner sig et mønster af valgdrevne, kortsigtede lempelser uden nogen troværdig plan for at rydde op bagefter . Northern Trust bemærker, at volatiliteten på det japanske obligationsmarked er mere end fordoblet på to år og slår fast: "Tiden med lav volatilitet er forbi" .

Det langsigtede mareridt: Er Japans gæld overhovedet bæredygtig?

De finansielle markeder er med god grund alarmklare. Japans gæld i forhold til BNP er i forvejen den højeste blandt alle udviklede lande, med en svimlende andel på omkring 200 % i 2025.

• En skræmmende prognose: Allianz Research har regnet på effekten af Takaichis politik. Deres estimat viser, at en kombination af mads-moms-lempelsen og øgede forsvarsudgifter kan presse Japans gældskvote op på 228 % i 2050, mod 189 % i et basisscenarie. Hvis obligationsrenterne forbliver på det nuværende niveau, bliver det endnu værre: en gældskvote på 254 % .
• En budgetmæssig bombe: De stigende renter gør allerede ondt. Morningstar har med en følsomhedsanalyse vist, at hvis den eksisterende gæld på 1.287.000 milliarder yen skal refinansieres til højere renter, vil statens renteudgifter eksplodere fra 9 % af de samlede udgifter til mellem 20 % og 25 % . Det er penge, der ellers kunne være gået til skoler, hospitaler og infrastruktur.

Centralbankens umulige opgave

Timingen kunne næsten ikke være værre for den japanske centralbank, BOJ, der forsøger at normalisere pengepolitikken efter årtiers ultralemmelige tiltag. Sammenstødet mellem lempelig finanspolitik og pengepolitisk opstramning skaber en regulær politisk fælde.

1. Inflationsrisiko: Regeringens energitilskud og momslettelser er som at pumpe penge ud i økonomien på et tidspunkt, hvor BOJ hyperventilerer over at få inflationen til at lande blødt på sit 2 %-mål. Allianz advarer direkte om den "potentielle inflationspåvirkning" .
2. Umuligt valg om renten: Hvis obligationsrenterne stikker helt af på grund af frygten for statsfinanserne, står BOJ i et uløseligt dilemma: Enten må den bremse sine egne rentestigninger for at undgå et kaotisk markedskollaps, eller også må den speede op for at forsvare yenens værdi og tøjle inflationsforventningerne. Centralbankens exit fra rentekurvekontrollen er "altafgørende" for rentestigningerne, og manøvrerummet er minimalt .
3. Yen i farezonen: Den planlagte momslettelse er direkte blevet beskrevet som en risiko for både obligationsmarkedet og yenen . Hvis investorer mister tilliden til Japans finanser, kan det sende valutaen ned i en dødsspiral. En svækket yen gør import dyrere og skaber dermed endnu mere inflation – en ond cirkel, centralbanken desperat forsøger at undgå.

Kernen i problemet ligger nu åbenlyst for alle. Regeringen låner penge for at give befolkningen populistisk smertestillende medicin, samtidig med den forbereder at skære dybt i statens fremtidige indtægter. Markederne, der ikke længere dysses ned af et centralbankgaranteret renteloft, prisfastsætter en kurs, der peger mod mere gæld, højere renteudgifter og større uro. Den helt store risiko er en klassisk dominoeffekt: Højere renter fører til højere renteudgifter, som forværrer statsfinanserne og udløser endnu flere obligationssalg. Det truer i sidste ende hele det pengepolitiske normaliseringsprojekt og kan sende alvorlige chokbølger gennem det globale finanssystem.