Fodboldforbundene, der stod bag erklæringen, tæller både VM-debutanter og etablerede afrikanske hold. De involverede nationer var Kap Verde, Curaçao, Usbekistan, DR Congo, Haiti, Algeriet, Tunesien, Marokko, Egypten, Ghana, Senegal, Elfenbenskysten og Sydafrika . Det er en magtdemonstration fra lande i Afrika, Asien og Caribien, som ofte kæmper i skyggen af Europas og Sydamerikas traditionelle fodboldstormagter.
Her er nogle af de centrale punkter fra erklæringen:
Erklæringen er en kraftig understregning af, at VM for disse nationer er meget mere end underholdning for et globalt tv-publikum. Det handler om national stolthed, om at sætte sig selv på verdenskortet og om at bygge en fremtid for sporten i deres respektive lande.
For at forstå modreaktionen skal man se på, hvem der står i skudlinjen. Aleksander Čeferin er præsident for UEFA – Europas magtfulde fodboldforbund, der repræsenterer de mest pengestærke klubber og traditionelt dominerende landshold i verden. Når han så kalder kampe i et udvidet VM for "uinteressante", bliver det af mange mindre nationer tolket som en arrogant holdning fra et etableret elitemiljø, der helst så, at magten og rampelyset forblev hos de sædvanlige giganter.
Flere af de underskrivende lande er enten VM-debutanter eller har været fraværende i årtier. For en nation som Curaçao, en caribisk ø med under 200.000 indbyggere, er kvalifikationen en historisk bedrift. At få den reduceret til potentielt "uinteressant" tv-indhold er en hån mod den sportslige rejse, de har været på .
Striden handler i sin kerne om kampen mellem den kommercielle top-elite og fodboldens globale folkelighed – og denne gang sagde resten af verden tydeligt fra.