Four Corners-reglen: Når kontraktens egne ord er alt, der tæller

Four Corners-reglen (på engelsk four corners rule eller four corners of an instrument) er en grundlæggende retlig fortolkningsmetode i engelsk-amerikansk common law. Metaforen henviser til de fire hjørner eller marginer på et skriftligt dokument: Når en kontrakt er entydig, skal dens betydning udelukkende findes i selve dokumentets ordlyd, ikke i udenforstående omstændigheder eller parters tidligere udsagn.

Der findes ikke et enkelt, præcist oprindelsesår. Reglen er ikke en lovbestemt forskrift, men har udviklet sig gradvist fra den traditionelle common law-grundsætning om, at skriftlige kontrakter med klar ordlyd skal fortolkes efter deres bogstavelige indhold, og at beviser uden for kontrakten først kan inddrages, hvis teksten er tvetydig. Den moderne betegnelse og dens udbredte brug er især amerikansk, men den underliggende lære om tekstens forrang er langt ældre og har engelske rødder.