Hvad kom der ud af det første møde i OPEC+-samarbejdets tekniske udvalg i Baku?

Der blev ikke truffet nye beslutninger om produktionskvoter på mødet. Det tekniske udvalg arbejdede i stedet med de institutionelle rammer for det langsigtede samarbejde.

De vigtigste resultater

• En arbejdsplan skal udarbejdes: Planen skal indeholde en detaljeret oversigt over aktiviteter, programmer og en tidsplan for kommende møder. Målet er, at ministrene godkender planen i december 2026 .
• Sekretariatet præsenterede sit arbejde: OPEC+-sekretariatet holdt en præsentation, og formanden for det tekniske udvalg blev valgt .
• Et strategisk skridt for samarbejdet: Mødet blev beskrevet som en »betydelig milepæl« for energisamarbejdet mellem OPEC-lande og partnerlande uden for OPEC .

Kort fortalt: Baku-mødet styrkede OPEC+'s organisatoriske fundament, men var ikke i sig selv en begivenhed, der ændrede markedets udbud eller kvoter.

OPEC skruer ned for forventningerne til olieefterspørgslen

To dage før mødet offentliggjorde OPEC sin månedsrapport for juli, Monthly Oil Market Report (MOMR). Rapporten satte en mere afdæmpet ramme for diskussionerne i Baku .

Tallene for 2026 og 2027

• Lavere vækst i 2026: OPEC forventer nu, at den globale olieefterspørgsel vokser med omkring 800.000 tønder om dagen i 2026. De tilgængelige kilder angiver tallet til mellem 780.000 og 800.000 tønder om dagen .
• Tredje nedjustering i træk: Det er tredje måned i træk, at OPEC sænker sin prognose for efterspørgselsvæksten .
• Samlet efterspørgsel: Den globale efterspørgsel ventes at nå cirka 105,94 millioner tønder om dagen i 2026 mod 106,13 millioner i prognosen fra måneden før .
• Mere optimisme for 2027: OPEC hævede sin foreløbige prognose for 2027 og forventer en årlig vækst på cirka 1,9 millioner tønder om dagen – omtrent 200.000 tønder mere om dagen end i juniprognosen .
• Uændret økonomisk vækst: OPEC fastholdt forventningen om global økonomisk vækst på 3,1 procent i 2026 og 3,2 procent i 2027 .

Nedjusteringerne har været markante. I juni blev prognosen for 2026 skåret ned til 970.000 tønder om dagen fra tidligere 1,17 millioner tønder om dagen . Juli-rapporten sænkede den yderligere . OPEC knytter svagheden i efterspørgslen til følgerne af konflikten med Iran , mens Det Internationale Energiagentur, IEA, vurderede udviklingen endnu mere pessimistisk og forventede et fald i efterspørgslen i 2026 .

Syv lande fortsætter med små produktionsforhøjelser

De syv lande, der har stået centralt i OPEC+'s frivillige produktionsjusteringer, er Saudi-Arabien, Rusland, Irak, Kuwait, Kasakhstan, Algeriet og Oman.

Det er vigtigt at skelne mellem Baku-mødet og produktionsbeslutningerne: Det tekniske udvalg i Baku fastsatte ikke produktionen. Den type beslutninger træffes på ministermøder.

Hvad landene faktisk besluttede

• Pause i begyndelsen af 2026: I første kvartal satte gruppen planlagte produktionsforhøjelser på pause for at støtte markedet under Hormuz-krisen .
• Gradvis afvikling fra maj: Fra maj aftalte landene beskedne månedlige forhøjelser på 188.000 tønder om dagen. Forhøjelsen i juli var den fjerde månedlige stigning i træk .
• I høj grad en beslutning på papiret: Da lukningen af Hormuz-strædet forhindrede flere lande, blandt andre Irak og Kuwait, i reelt at eksportere mere, blev kvoteforhøjelserne i vid udstrækning beskrevet som symbolske .
• Modstridende oplysninger om august: Enkelte sekundære kilder har rapporteret, at gruppen den 5. juli besluttede at sænke produktionen med 188.000 tønder om dagen fra august – altså en vending fra gradvise forhøjelser tilbage til nedskæringer . Oplysningen er dog ikke uafhængigt bekræftet af store internationale nyhedsbureauer som Reuters eller Bloomberg.

Hormuz-strædet satte scenen for markedsuroen

Mødet i Baku fandt sted efter en af de mest voldsomme forstyrrelser af oliemarkedet i nyere tid: krisen omkring Hormuz-strædet, den strategisk vigtige sejlrute mellem Den Persiske Golf og Omanbugten .

Fra blokering til gradvis normalisering

• Hormuz-strædet var reelt lukket fra 28. februar 2026, da konflikten mellem USA og Iran brød ud. Det ramte en af verdens vigtigste flaskehalse for olietransport .
• Den 18. juni 2026 underskrev USA og Iran et aftalememorandum om at afslutte konflikten og genåbne strædet .
• Skibstrafikken begyndte derefter at normalisere sig, men lå fortsat betydeligt under niveauet før konflikten i begyndelsen af juli .

Lukningen blev af Bloomberg beskrevet som det største olieforsyningschok i historien. Priserne steg kraftigt i den første fase, og der opstod meldinger om mangel på brændstof i dele af Asien .

Oliepriserne faldt tilbage

Efter den foreløbige aftale mellem USA og Iran den 18. juni faldt Brent-råolie tilbage mod niveauet før konflikten – omkring 70-75 dollar pr. tønde i slutningen af juni . Den 24. juni faldt den amerikanske WTI-olie for første gang siden konfliktens begyndelse til under 70 dollar pr. tønde .

Da tankskibe og tilbageholdte olielaster igen kunne bevæge sig ud fra Golfen, begyndte en stor mængde olie fra Mellemøsten at finde vej til verdensmarkedet. Reuters beskrev udviklingen som en »kaotisk rebalancering«, der kunne tage måneder at få på plads .

Citigroup-analytikere vurderede, at Brent-prisen kunne falde helt til 60 dollar pr. tønde ved årets udgang, hvis forstyrrelserne omkring Hormuz fortsætter med at aftage, samtidig med at efterspørgslen svækkes . EIA's vurderinger viste samtidig, at prisbilledet var præget af stor usikkerhed: en opdatering angav en gennemsnitlig Brent-pris på 85 dollar i juni, mens en særskilt prognose om fortsatte forsyningsbegrænsninger pegede på omkring 105 dollar i juni og juli .

Svagere efterspørgsel på købersiden

OPEC's tre nedjusteringer af efterspørgselsvæksten afspejler blandt andet konfliktens økonomiske konsekvenser, svagere forbrug i Asien og fraværet af kinesiske købere fra dele af markedet . De høje oliepriser under krisen har desuden lagt pres på den globale økonomiske aktivitet .

Overblikket i én tabel

Konklusion

Mødet i Baku var først og fremmest et organisatorisk skridt for OPEC+'s langsigtede samarbejde. Der blev ikke truffet nye beslutninger om produktionen.

Den økonomiske virkelighed omkring mødet var dog langt mere urolig: OPEC havde netop sænket sin prognose for olieefterspørgslen for tredje måned i træk, de syv centrale OPEC+-lande havde svært ved at føre selv beskedne kvoteforhøjelser ud i livet, og genoptagelsen af olietransporten gennem Hormuz lagde yderligere pres på priserne.