Målene var først og fremmest tankskibe fra Ruslands såkaldte skyggeflåde – fartøjer, der ifølge ukrainske myndigheder transporterede brændstof og olieprodukter til det besatte Krim og omgåede internationale sanktioner. Derudover blev fragtskibe, slæbebåde, bulklastskibe, færger og mudderfartøjer, som understøtter logistik og havneinfrastruktur, også ramt .
Natten til 11. juli blev kampagnens hidtidige rekord sat. Ukraine hævdede, at 28 fartøjer blev ramt, herunder 21 tankskibe . Den ukrainske side omtaler operationen som Operation MoLoChKa .
Tallet på 105 fartøjer bygger dog primært på ukrainske militære meldinger. BBC bemærkede tidligere i kampagnen, at nogle fartøjer kan være blevet ramt flere gange, og at ikke alle angreb var uafhængigt verificeret .
Et centralt spørgsmål er, om Ukraine sænkede det russiske grænsevagtskib Izumrud. Det tilgængelige materiale kræver en præcis sondring.
Det, der er dokumenteret: Den 4. juni 2026 ramte Ukraines ubemandede styrker et russisk grænsepatruljeskib af typen Project 10410, også kendt som Svetlyak-klassen, i Det Azovske Hav nær landsbyen Jurkine på det besatte Krim. USF-chefen Robert Brovdi offentliggjorde video af angrebet. Optagelserne viser en drone, der rammer skibets overbygning på styrbords side. Angrebet blev ifølge ham udført af operatører fra USF's 1. separate center .
Det, der ikke er bekræftet: De tilgængelige åbne kilder navngiver ikke fartøjet som Izumrud. Svetlyak-klassens skibe har ofte navne, der henviser til ædelsten, så identifikationen kan virke plausibel, men navnet fremgår ikke af de troværdige rapporter om angrebet den 4. juni .
Kilderne bekræfter heller ikke, at skibet blev sænket. De beskriver det som ramt eller angrebet – ikke entydigt som ødelagt eller sunket . Navnet Izumrud optræder i stedet i kilder om Kerjstræde-episoden i 2018, hvor et russisk fartøj kolliderede med slæbebåden Don .
Konklusion: Ukraine ramte med stor sandsynlighed et russisk FSB-patruljeskib den 4. juni. Men navnet Izumrud og en egentlig sænkning er ikke underbygget af det nuværende åbne kildemateriale.
Den følgende tidslinje bygger på ukrainske meldinger og viser de samlede tal, som USF-chef Robert Brovdi har oplyst.
| Dato | Fartøjer ramt | Typer, når de er oplyst | Samlet antal |
|---|---|---|---|
| 6. juli | 2 | Tankskibene Captain Barmin og Sanar-3 | 2 |
| 6.-7. juli | Cirka 10 | Mindst otte tankskibe | Cirka 10 |
| 8. juli | 9 | Tankskibe | Cirka 19 |
| 9. juli | 14 | 12 tankskibe, 1 fragtskib og 1 slæbebåd | 35 |
| 10. juli | 13 | 10 tankskibe | 48 |
| 10.-11. juli | 28 | 21 tankskibe, 4 slæbebåde, 2 bulklastskibe og 1 mudderfartøj | 76 |
| 12. juli | 14 | 10 tankskibe og 4 færger | 90 |
| 12.-13. juli | 15 | 7 tankskibe, 5 tørlastskibe, 1 færge og 2 slæbebåde | 105 |
Kilder:
Hvis de ukrainske tal holder, er der tale om et markant spring i tempoet. Før juli lå de største enkeltstående angreb ifølge tilgængelige beskrivelser på et langt lavere niveau. At ramme 28 fartøjer på én nat peger derfor på en væsentligt større kapacitet til at producere og indsætte både luftbårne og maritime droner .
Reuters og BBC beskrev kampagnens erklærede formål som et forsøg på at forstyrre brændstofforsyningerne til russiske styrker og isolere det besatte Krim . Tankskibene var derfor ikke tilfældige mål: De indgik ifølge ukrainske oplysninger i en forsyningskæde, der holdt den russiske militære infrastruktur på halvøen kørende.
Flere kilder beskriver kampagnen som en systematisk indsats for at gøre Krim vanskeligere at opretholde som russisk logistisk knudepunkt – og i sidste ende forvandle halvøen fra et aktiv til en belastning .
Søangrebene blev samtidig koblet til den såkaldte Crimean Switch-operation, som ifølge ukrainske kilder rettede sig mod energianlæg, S-400-luftforsvar, Tor-systemer og radarinstallationer på Krim . Det peger på en bredere strategi, hvor forsyningslinjer til søs forsøges afskåret, mens luftforsvaret på land svækkes.
De rapporterede konsekvenser for russisk skibstrafik kom hurtigt.
Charter97, der henviste til satellit- og trafikdata, rapporterede, at op mod 100 fartøjer ventede på at passere Kerjstrædet, før angrebene begyndte 6.-7. juli. Den 11. juli var antallet ifølge samme rapport faldet til tre . Flere kilder beskrev derfor den russiske trafik gennem strædet som reelt gået i stå .
Det er dog vigtigt at skelne mellem, at passagen i praksis næsten ophørte, og at Rusland formelt suspenderede alle ansøgninger om passage.
Flere rapporter – blandt andet en Guardian-omtale gengivet af sekundære kilder – hævdede, at Rusland suspenderede skibsfarten i Det Azovske Hav, efter omkring 90 fartøjer var blevet ramt .
Den 13. juli rapporterede Defense Express og United24Media, at over 50 russiske skibe, herunder størstedelen af de tilbageværende tank- og fragtskibe, havde trukket sig tilbage til Sortehavet .
Det kan beskrives som en form for ukrainsk søbenægtelse: Ukraine behøver ikke fysisk at kontrollere havområdet for at begrænse Ruslands anvendelse af det. Det kan være tilstrækkeligt at gøre sejladsen for risikabel.
Flere formuleringer, der cirkulerer i sociale medier og i mere dramatiske opsummeringer, går længere end kilderne kan bære.
Selv med disse forbehold er det overordnede billede tydeligt. Ukraine har demonstreret en evne til at angribe maritime mål i omstridte farvande i et tempo og en skala, der ser ud til at være større end tidligere.
Kampagnen har ifølge de tilgængelige oplysninger:
Det er endnu for tidligt at konkludere, at kampagnen alene har skabt en afgørende militær fordel på land. Men Ruslands mulighed for at bruge Det Azovske Hav som en relativt sikker logistisk rute til Krim ser ud til at være blevet alvorligt svækket.
Artiklen bygger på åbne kilder og officielle ukrainske meldinger. Hvor uafhængig verifikation mangler, er det angivet tydeligt. Kilderne omfatter blandt andre Reuters, BBC, Wikipedia, Ukrainska Pravda, Euromaidan Press, United24Media, Naval News, Kyiv Independent og officielle ukrainske myndighedskanaler.