Hormuz-krisen: Hvorfor søtrafikken styrtdykkede – og hvad der skete med Irans droner og søminer

Hormuz-strædet, verdens vigtigste olieflaskehals, oplevede et dramatisk fald i kommerciel skibsfart i slutningen af juni 2026. I weekenden 27.–29. juni passerede kun 12 skibe strædet på søndagen, et fald fra 35 dagen før, ifølge efterretningsfirmaet Windward . En separat rapport fra Reuters viste, at skibstrafikken gennem Hormuz lå på under 10 % af det normale, selv med en våbenhvile på plads .

Her er en kilde-for-kilde-gennemgang af de vigtigste påstande om, hvad der forårsagede opbremsningen, rederiernes reaktion, og den bredere militære og diplomatiske kontekst.

Droneangreb og militær optrapning

Iran afsendte flere ensrettede angrebsdroner rettet mod kommercielle skibe i Hormuz-strædet. Den amerikanske centralkommando (CENTCOM) bekræftede, at amerikanske styrker opsnappede mindst fire af disse droner den 5. juni 2026 og beskrev dem som en ”umiddelbar trussel mod regionale maritime operationer” . Iran fortsatte droneangrebene gennem hele juni .

Mindst ét skib blev ramt og bekræftet af flere kilder: det panamanske tankskib Kiku, der sejlede med råolie for Qatars statsejede energiselskab, blev ramt af et uidentificeret projektil under gennemsejlingen om morgenen den 27. juni . Ingen besætningsmedlemmer kom til skade, og der var ingen olieudslip . CENTCOM oplyste, at det som svar angreb iransk ”overvågningsinfrastruktur, kommunikationssystemer, luftforsvarssystemer, droneopbevaringsfaciliteter og mineudlægningskapaciteter” .

I en separat hændelse blev det singaporeanske fragtskib M/V Ever Lovely ramt af en iransk envejs-angrebsdrone den 25. juni, da det forlod strædet langs Omans kyst, ifølge CENTCOM . Dette angreb fik FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO) til midlertidigt at indstille sin evakueringsoperation .

Miner og alternative sejlrender

IMO anslog, at der stadig befinder sig omkring 80 søminer i de historiske skibsruter i Hormuz-strædet – nærmere bestemt i midterkorridoren, kendt som Traffic Separation Scheme . Rederiernes brancheorganisation Intertanko bekræftede, at centerområdet er spærret af omkring 80 miner, og at regelmæssig skibsfart ikke kan genoptages, før de er ryddet .

På grund af minefaren førte Iran-krigen til etableringen af to alternative sejlrender: én langs Omans kyst, koordineret af USA, og en separat Teheran-kontrolleret rute tættere på iransk territorialfarvand . IRGC advarede skibe om, at navigation uden for de anviste ruter var ”ekstremt farlig og forbudt” og truede med aktion mod fartøjer, der ignorerede direktivet .

Indien-bundne skibe ’sejler i mørke’

Et stigende antal handelsskibe, der passerer Hormuz-strædet, slukker deres Automatic Identification System (AIS)-transpondere – en praksis kendt som ”at sejle i mørke”. Det gør det sværere at spore skibene og kan betyde, at den faktiske trafik er undervurderet .

Data fra efterretningsfirmaet Kpler viser, at næsten 62 % af tankskibe og fragtskibe på vej fra Den Persiske Bugt til Indien slukkede deres transpondere under gennemsejlingen, ifølge en rapport fra NDTV . Andre medier bekræfter, at mørke gennemsejlinger er steget, men bekræfter ikke uafhængigt de 62 % specifikt for Indien-bundne skibe .

Den skrøbelige USA-Iran-våbenhvile og den stagnerende genopretning

USA og Iran underskrev et memorandum of understanding den 15. juni 2026 med det formål at afslutte fjendtlighederne og genoprette den kommercielle trafik gennem strædet . Aftalen fulgte efter en 110 dage lang afbrydelse, der begyndte med starten på Iran-konflikten den 28. februar . I ugen efter våbenhvilen blev der registreret 125 gennemsejlinger – det højeste ugentlige antal siden krigens start .

Genopretningen viste sig dog at være skrøbelig. Droneangrebet den 25. juni på M/V Ever Lovely kastede ny usikkerhed over passagen, stoppede FN's evakueringsplan og fik nogle tankskibe til at vende om . Den 29. juni var skibstrafikken igen aftaget, og kun 12 lastskibe passerede på søndagen sammenlignet med 29 om lørdagen .

Strædet er fortsat åbent, men antallet af skibe, der bruger det, ligger stadig langt under førkrigsniveauet. Tilstedeværelsen af miner, risikoen for yderligere droneangreb og de konkurrerende iranske og amerikansk-koordinerede ruteordninger fortsætter med at hæmme en tilbagevenden til normal drift .