Sådan leder Black Hole Hunters efter skjulte sorte huller

Black Hole Hunters beder frivillige om at gennemgå målinger af stjerners lysstyrke for at finde et diskret spor: Når et mørkt objekt passerer foran en ledsagerstjerne, kan det bøje og forstærke stjernens lys. Forskerne bruger data fra rumteleskopet TESS, mens frivilliges vurderinger og algoritmer hjælper med at sortere i observationerne. Et lovende signal skal undersøges nærmere – et mønster i en lyskurve er ikke i sig selv en bekræftelse af et sort hul. 1718

Et gentaget glimt kan være nøglen

Projektet leder efter gravitationel selvlinseeffekt i dobbeltstjernesystemer. Hvis et sådant system ses næsten fra kanten, kan lyset fra den synlige stjerne blive bøjet og forstærket af dens mørke ledsager, når ledsageren passerer foran. I modsætning til en enkeltstående mikrolinsehændelse kan lysforstærkningen gentage sig i takt med systemets kredsløb. 18

Det er denne gentagne ændring i lysstyrke, forskerne håber at finde i stjernernes lyskurver. Projektet bruger simulerede eksempler til at lære de frivillige, hvilke mønstre de skal holde øje med. Ifølge projektets FAQ er hændelserne sjældne, og der var på det tidspunkt ikke fundet noget endeligt eksempel på selvlinseeffekt fra et sort hul.

Frivillige og algoritmer hjælper hinanden

Black Hole Hunters findes på Zooniverse, en platform for borgerforskning, hvor frivillige kan klassificere lyskurver efter en kort, webbaseret introduktion. Projektet bruger observationer fra TESS, og forskerne har også beskrevet planer om at undersøge data fra andre himmelundersøgelser. 1718

Frivilliges vurderinger er én del af søgningen – ikke en erstatning for forskernes analyse. I en opdatering fra april 2026 skrev forskeren Adam McMaster, at deltagerne havde indsendt 7,6 millioner klassifikationer. Han beskrev, hvordan holdet kombinerer vurderingerne med mere avancerede simuleringer for at udvikle algoritmer, der kan sortere lyskurverne på forhånd og indsnævre søgningen til de mest lovende kandidater.

Projektet blev lanceret på Zooniverse den 26. oktober 2021. Holdet omfatter Adam McMaster, Hugh Dickinson og Matthew Middleton, og blandt samarbejdspartnerne er forskere fra University of Southampton, Open University og Flatiron Institute. University of Southampton har desuden beskrevet en bevilling fra 2024, der støttede arbejdet og rekrutteringen af frivillige. 17

Higgs Hunters undersøgte en helt anden type data

Higgs Hunters havde et andet mål. Her gennemgik frivillige billeder fra ATLAS-eksperimentet ved Large Hadron Collider (LHC) – partikelacceleratoren ved CERN – for at finde forskudte vertexpunkter. Det er steder, hvor partikelspor ser ud til at begynde et stykke fra kollisionspunktet. Sådanne spor kan være tegn på partikler, der når at bevæge sig, før de henfalder, men et usædvanligt mærke på et billede er ikke i sig selv bevis for en ny partikel. 10

En undersøgelse af projektet så på, hvordan frivillige uden specialuddannelse fandt henfald fra langlivede partikler og andre usædvanlige træk. For det materiale, forskerne analyserede, var de frivilliges effektivitet og andel af falske positiver på niveau med ATLAS-algoritmernes. Artiklen beskrev også, at frivillige gjorde forskerne opmærksomme på hændelser med uventede træk, som kunne undersøges nærmere. 3

University of Oxford oplyser, at Higgs Hunters nåede 42.280 deltagere fra mere end 170 lande, og at britiske skoleelever senere deltog i en analysefase. Tallene gælder dette projekt; de må ikke forveksles med Black Hole Hunters’ klassifikationer eller bruges som belæg for, at frivillige altid klarer sig bedre end algoritmer. 4

Hvad borgerforskning kan bidrage med

De to projekter viser, hvordan frivillige kan hjælpe med at gennemgå store datamængder og gøre forskere opmærksomme på mønstre, der fortjener nærmere undersøgelse. Higgs Hunters sammenlignede frivillige med algoritmer i én bestemt billedopgave. Black Hole Hunters bruger frivilliges klassifikationer sammen med simuleringer og algoritmisk sortering til at lede i en helt anden type astronomiske data. I begge tilfælde kræver en mulig kandidat videnskabelig opfølgning, før den kan regnes som en opdagelse. 318