Vanguards advarsel om Frankrig handler om landets gæld – ikke en ny kreditvurdering

Vanguards beskrivelse af Frankrig som en »kredit i langsigtet forværring« er en advarsel om landets finanspolitiske retning – ikke en officiel kreditvurdering af staten. Vedvarende underskud, stigende gæld og politiske vanskeligheder med at blive enige om budgettiltag svækker investorernes tillid. Den 29. september var renten på franske 10-årige statsobligationer steget til 4,75 procent mod 3,63 procent for tyske obligationer. Investorer kræver altså en større kompensation for at låne Frankrig penge.57

Hvad fortæller det større rentespænd?

Forskellen mellem renten på franske og tyske 10-årige statsobligationer kaldes rentespændet. Det viser, hvor meget ekstra afkast investorer kræver for at holde fransk frem for tysk statsgæld. Ifølge Deutsche Bank voksede spændet fra omkring 85 basispoint ved månedens begyndelse til over 110 basispoint den 29. september – det højeste niveau siden eurokrisen i 2012.

Når renten stiger, bliver det dyrere for staten at udstede nye obligationer og at refinansiere gæld, der forfalder. Hvis de højere renteudgifter varer ved, lægger de yderligere pres på de kommende års budgetter.20

Et større rentespænd betyder ikke i sig selv, at Frankrig mister adgangen til obligationsmarkedet, eller at en krise er uundgåelig. Det afspejler investorernes vurdering af risikoen, som både kan påvirkes af forhold i Frankrig og af udviklingen på de bredere finansmarkeder.17

Underskud og gæld holder presset oppe

Fitch forventer, at Frankrigs budgetunderskud fortsat vil være stort: 5,2 procent af BNP i 2026, 5,5 procent i 2027 og 5,2 procent i 2028. Kreditvurderingsbureauet peger på svagere vækst, højere renteudgifter og øgede forsvarsforpligtelser som årsager til de højere prognoser.20

Fitch forventer også, at den offentlige gæld vokser fra 115,7 procent af BNP i 2025 til 122,7 procent i 2028. Prognoserne peger på, at det bliver svært at få gælden under kontrol: Når underskuddene er store, og låneomkostningerne stiger, får regeringen mindre økonomisk råderum til at håndtere gældsbyrden.20

Vanguards advarsel er ikke en officiel nedgradering

Vanguards formulering er en vurdering af Frankrigs langsigtede kreditudvikling. Den er ikke en officiel ændring af landets kreditvurdering; det beslutter kreditvurderingsbureauerne hver for sig. Scope nedgraderede Frankrig fra AA- til A+ med stabile udsigter, mens Fitch særskilt fastholdt landets A+-vurdering med stabile udsigter.20

Forskellen er vigtig: Markedets prissætning og de officielle kreditvurderinger er ikke det samme. Obligationsrenter kan stige, når investorer vurderer risikoen på ny, også uden at et bureau har annonceret en ny nedgradering. Yderligere ændringer i kreditvurderingen er en risiko, men ikke noget, der allerede er afgjort.1820

Budgetkampen gør usikkerheden større

Frankrigs budgetudfordring er også politisk. Regeringen står over for en vanskelig debat i parlamentet om en finanspolitisk indsats på omkring 54 milliarder euro, der skal bidrage til at sænke underskuddet. Præsidentvalget i 2027 lægger samtidig et ekstra lag af usikkerhed over den fremtidige økonomiske politik. Deutsche Bank vurderer, at det kan blive svært at få tiltagene vedtaget.19

Investorerne ser efter troværdige planer for at begrænse underskuddene – ikke kun politiske mål. Hvis forslagene ikke bliver vedtaget eller ikke overbeviser markedet, kan de franske låneomkostninger komme under yderligere pres. Det er en risikoscenarie, ikke en sikker prognose for, hvor meget rentespændet vil stige.1718

Det franske obligationsmarked beskrives desuden som usædvanligt afhængigt af udenlandske investorer. Hvis efterspørgslen fra udlandet falder, kan staten blive nødt til at tilbyde højere renter for at tiltrække købere. Det vil gøre det dyrere at refinansiere gælden.6

Hvad kan ECB gøre – og hvad kan den ikke gøre?

Den Europæiske Centralbank (ECB) kan muligvis dæmpe et bredere, uordnet udsalg af obligationer i euroområdet. Men man kan ikke regne med, at banken automatisk sætter et loft over den ekstra rente, investorer kræver for at låne Frankrig penge. Brookings beskriver muligheden for, at ECB griber ind, hvis markedsuroen tiltager, men peger også på, at det ikke er givet, at centralbanken vil handle alene for at lukke rentespændet mellem et land og Tyskland.1

Selv hvis ECB’s indsats dæmpede den bredere uro på markedet, ville den ikke løse Frankrigs underliggende budgetproblemer eller erstatte en gennemførlig finanspolitisk plan. Udsigterne for statens låneomkostninger afhænger derfor både af markedsforholdene og af, om Frankrig kan vise troværdige fremskridt med at få underskud og gæld under kontrol.120