Einstein Probe opdagede en skjult røntgenfase efter et kort gammaglimt

Et kort gammaglimt kan få en kosmisk hændelse til at se ud, som om den er overstået næsten med det samme. Men den 4. juli 2025 fortalte Einstein Probe en længere historie om EP250704a, også kendt som GRB 250704B: Efter et gammaudbrud på omkring 0,4 sekunder udsendte kilden bløde røntgenstråler i cirka 560 sekunder. Signalet peger på en særskilt, længerevarende aktivitetsfase, som kan være svær at opdage uden observationer af bløde røntgenstråler. 12

Fundet giver forskerne en ny mulig måde at lede efter aktivitet efter sammenstød mellem kompakte objekter. Det rejser også spørgsmålet om, hvad der drev strålingen. En mulig forklaring passer med en hurtigt roterende magnetar, der lever længe efter udbruddet, men observationerne bekræfter ikke, hvad resten faktisk var. 211

Et kort udbrud efterfulgt af minutters røntgenstråling

GRB 250704B blev klassificeret som et kort gammaglimt og varede samlet omkring 0,4 sekunder. Einstein Probes bredfeltsrøntgenteleskop registrerede et langt længere signal i området for bløde røntgenstråler, 0,5–4 keV: Strålingen fortsatte i cirka 560 sekunder efter udbruddet. 12

Det er ikke blot en længere hale på det første glimt. Ifølge studiet passer signalets variationer og spektrum ikke med den enkle forklaring, at et hårdt gammaudbrud blot følges af en almindelig efterglød fra et ydre chok. Forskerne beskriver i stedet røntgenstrålingen som en særskilt, langvarig fase. Den kunne være overset, hvis observationerne kun dækkede højere energier. 2

Opfølgningen viste et mere sammensat forløb

Observationer af lyset fra hændelsen ved andre bølgelængder gav et bredere billede. En analyse rapporterede langvarig røntgenstråling og et usædvanligt plateau i optisk og infrarødt lys, som varede omkring et døgn, før lysstyrken faldt hurtigt. Undersøgelsen fulgte hændelsen fra radio- til gammastråling over næsten to døgn.

De samlede observationer passer med en model, hvor en millisekund-magnetar fortsat leverer energi efter udbruddet. En magnetar er en neutronstjerne med et ekstremt stærkt magnetfelt, som roterer meget hurtigt. I denne fortolkning hænger røntgenstrålingen sammen med energi, der frigives, mens magnetaren gradvist mister rotationsenergi. Lyset i det optiske og infrarøde område forklares som efterglød, der får tilført energi. Det er modelbaserede forklaringer – ikke en direkte bekræftelse af, at restobjektet var en magnetar. 11

Hvad kan hændelsen fortælle om neutronstjernesammenstød?

Hvis magnetar-forklaringen holder, var resten aktiv længe nok til at drive stråling efter det korte gammaudbrud. Det gør hændelsen relevant for spørgsmålet om, hvad der sker, når kompakte objekter støder sammen: Kan en neutronstjernerest overleve, eller kollapser den hurtigt? Bløde røntgenstråler kan måske blive et elektromagnetisk spor, som forskere kan lede efter sammen med gravitationsbølger fra fremtidige sammenstød. 211

Neutronstjerners tilstandsligning beskriver, hvordan ekstremt tæt stof opfører sig, blandt andet hvor stor en masse en neutronstjerne kan bære. Hvis man kan måle massen ved et sammenstød og fastslå, hvad der sker med resten, kan det i princippet hjælpe med at afprøve forskellige beskrivelser af dette stof. Men EP250704a fastslår ikke i sig selv restens natur og måler heller ikke direkte neutronstjerners tilstandsligning. Hændelsens betydning er, at den viser et muligt signal, som det kan være værd at undersøge ved fremtidige observationer. 211

Kort fortalt

Einstein Probe viste, at et gammaglimt på under et halvt sekund kan efterfølges af næsten ti minutters bløde røntgenstråler. Sammen med opfølgningen i optisk, infrarødt og radio giver signalet et mere langstrakt og komplekst billede af hændelsen, end gammaudbruddet alene ville gøre. En rest drevet af en magnetar er en mulig forklaring og et interessant spor i studiet af sammenstød – men indtil videre er det en fortolkning, ikke et endeligt svar. 1211