Hvem skal bestemme over AI? Udviklingslande kræver en plads ved bordet

Derfor kræver udviklingslandene indflydelse

Kunstig intelligens kan ændre økonomier og offentlige tjenester. Men hvis de vigtigste systemer og regler hovedsageligt bliver udformet i velstående lande og af store teknologivirksomheder, risikerer andre lande at blive brugere af løsninger, der ikke passer til deres behov – og modtagere af standarder, de ikke selv har været med til at forme. Det kan fastholde afhængighed og forstærke den globale ulighed, advarede udviklingslande ved FN. 1

Deres krav handler derfor både om, hvem der får del i gevinsterne, og hvem der får indflydelse på beslutningerne om teknologiens udvikling og risici.

Muligheder – men også en risiko for job

Verdensbanken peger på, at AI kan hjælpe udviklingslande med at løse problemer inden for blandt andet sundhed og uddannelse, hvis værktøjerne bliver tilpasset lokale forhold. Billigere og enklere AI-løsninger kan også gøre ekspertise tilgængelig for flere.

Men gevinsterne kommer ikke automatisk. Hvis adgangen er ulige, kan AI udvide kløften mellem lande og mellem de dele af et land, der har adgang til teknologi, og dem, der ikke har. Verdensbanken advarer også om, at AI kan true indgangsjob inden for kundeservice, software, finans og andre forretningsydelser – arbejde, som nogle udviklingsøkonomier er afhængige af.

Strøm, internet og kompetencer mangler

AI kræver mere end software. Pålidelig elektricitet, internetforbindelse og adgang til computerkraft er afgørende for, at teknologien kan bruges bredt. Der er også brug for uddannelse og mennesker, der kan udvikle, tilpasse og anvende AI. FN oplyste, at 2,2 milliarder mennesker var offline året før, mens generalsekretærens rapport pegede på opsplittet finansiering og geografiske huller i arbejdet med at opbygge AI-kompetencer.

Det er især vigtigt, fordi AI-løsninger kan gavne de bedst udstyrede skoler, sundhedstilbud og offentlige institutioner først. Uden investeringer i grundlæggende infrastruktur risikerer teknologien derfor at øge forskellene, selv når den samlet set skaber nye muligheder.

Uenighed om fælles regler

Flere ledere fra det globale syd ønskede større indflydelse på internationale AI-regler. FN’s generalsekretær António Guterres argumenterede for, at national indsats er vigtig, men ikke tilstrækkelig: Landene må også samarbejde om fælles principper og sikkerhedsforanstaltninger. 110

Også ledere fra AI-branchen opfordrede regeringer til at samarbejde om at håndtere risikoen ved stadig mere avancerede systemer. 34 Donald Trump lagde derimod afstand til nye internationale begrænsninger og affejede advarsler om AI. Han ville fremme teknologien under betegnelsen »superintelligens« og sagde, at amerikanske myndigheder kunne holde øje med udviklingen og gribe ind, hvis det blev nødvendigt. 1315

Uenigheden handler dermed ikke kun om, hvor hurtigt AI skal udvikles. Den handler også om, hvem der skal sætte rammerne – og om alle lande får den infrastruktur og indflydelse, der skal til for at være med.