Flagermusenes ophav peger mod Europa

Hvor opstod de første flagermus? Et internationalt forskerhold peger nu på Europa – og når frem til svaret ved at læse to forskellige spor sammen: arvematerialet hos nulevende flagermus og anatomien hos uddøde arter. Studiet blev offentliggjort i Nature den 23. september 2026 og er udført som led i Bat1K-projektet af 137 forskere fra 64 lande. 911

Genomer og fossiler udfylder hver sin del af historien

Forskerne analyserede genomer fra 103 arter, som tilsammen repræsenterer alle 21 kendte flagermusfamilier. Materialet omfattede 42 nykortlagte genomer. 16 Genomerne gav et grundlag for at undersøge slægtskabet mellem de flagermus, der lever i dag.

For også at få uddøde grene med i stamtræet koblede holdet de genetiske data til 699 anatomiske kendetegn fra 65 arter. Heriblandt var 44 fossile arter fra før kvartærtiden. Det er altså 44 arter, ikke nødvendigvis 44 enkeltstående fossilfund. 15 Forskerne sammenlignede desuden kromosomernes opbygning og rekonstruerede 26 kromosomer hos en flagermusforfader. Det er en beregnet rekonstruktion – ikke DNA udvundet af fossiler. 15

Et sandsynligt ophav, ikke et endeligt facit

Når de to typer spor lægges sammen, peger analysen på, at flagermus sandsynligvis opstod i Europa for omkring 65 millioner år siden og siden spredte sig til resten af verden. Resultatet udfordrer tidligere forslag om et ophav i Asien, Afrika eller Nordamerika. 236 Ordet sandsynligvis er vigtigt: Studiet giver en stærkere samlet forklaring, men kan ikke fastslå et præcist fødested med fuld sikkerhed.

Analysen peger også på, at både aktiv flyvning og ekkolokalisering opstod tidligt i flagermusenes udvikling. Ekkolokalisering er evnen til at orientere sig ved hjælp af ekkoer fra udsendte lyde. 24

De nye genomer kan blive et udgangspunkt for forskning i blandt andet flagermusenes sanser, levetid og modstandsdygtighed over for sygdom. De forklarer dog ikke i sig selv, hvilke gener der forårsager disse egenskaber; det kræver yderligere undersøgelser. Studiet er en første fase i Bat1K-projektets mål om at kortlægge genomer fra alle nulevende flagermusarter. 67