Dewar og McGetchin fortæller hver sin del af Månens historie

De to steder stiller vidt forskellige spørgsmål til Månen. I Dewar-regionen på bagsiden undersøger forskere spor af et magnetfelt fra Månens tidlige historie. Ved McGetchin kan de studere følgerne af et nedslag, som fandt sted så sent som i 2024. 2

Dewar: Et magnetisk spor under overfladen

Forskerne har ikke en stenprøve fra Dewar. I stedet har de sammenholdt satellitmålinger af tyngdekraften med målinger af magnetismen i området. Anomalierne falder sammen, og deres model peger på en tæt, magnetiseret klippemasse under overfladen – formentlig størknet vulkansk materiale. Den tolkning støtter, at Månen engang havde et magnetfelt skabt i sit indre, en såkaldt dynamo. Klippemassens identitet er dog udledt af målingerne, ikke bekræftet med en prøve.

Forskerne knytter klippens dannelse til tiden omkring 4,2 milliarder år siden. Et foreløbigt modelresultat angiver, at det daværende felt må have været stærkere end 11 mikrotesla. Det er et skøn over et forhistorisk felt, ikke en direkte måling, og tallet bør ikke læses som en endeligt fastslået feltstyrke.

Det uafhængige spor er vigtigt, fordi stenprøver fra Apollo-missionerne har givet forskellige billeder af, hvor stærkt og langvarigt Månens magnetfelt var. En nyere analyse peger på, at meget stærke felter kan have været kortvarige undtagelser. Dewar kan derfor styrke sagen for, at et felt fandtes, men kan ikke alene afgøre, om det var vedvarende eller skiftede i styrke. Flere målinger og velaldersbestemte prøver fra bagsiden kan afprøve både klippens oprindelse og dens magnetisering. 17

McGetchin: Nedslaget kan ses uden for krateret

McGetchin blev dannet mellem 11. april og 22. maj 2024. Under en gennemgang af billeder fra rumsonden Lunar Reconnaissance Orbiter i 2025 bemærkede forskeren Robert Wagner en lys plet. Ved at sammenligne billeder fra før og efter fandt forskerne et nyt krater, cirka 222 meter bredt og 43 meter dybt. Det er det største nydannede krater, der hidtil er identificeret i solsystemet. Den lyse plet er udslynget materiale – ikke selve krateret. 278

Temperaturmålinger viser en usædvanligt kold zone omkring krateret. En mulig forklaring er, at nedslaget har løsnet Månens overflademateriale, så det holder dårligere på varmen om natten. Dermed rækker den målbare påvirkning længere ud end udgravningen. McGetchin giver forskerne mulighed for at følge, hvordan den forstyrrede jord ændrer sig, og for at undersøge frisk materiale slynget op fra undergrunden. Hvor længe den kolde zone varer, og præcis hvad der skaber den, kræver fortsatte observationer. 129