Iranske ballistiske missiler ramte de sydisraelske byer Dimona og Arad om aftenen den 21. marts 2026. Angrebene kom få timer efter et angreb på Irans anlæg til uranberigelse i Natanz. Iran kaldte missilangrebene gengældelse. Selvom byerne ligger nær Israels vigtigste atomforskningscenter, blev missilnedslagene rapporteret i beboede områder – ikke på selve anlægget.
3
13
Hvor store var skaderne?
Missilerne ramte byerne i separate angreb og ødelagde bygninger. Redningsfolk meldte om skader på mindst ti boligblokke i Arad. De første meldinger lød på snesevis af sårede, men Israels sundhedsministerium opgjorde senere tallet til 180: 116 i Arad og 64 i Dimona. Nogle var alvorligt såret. De tidlige og senere tal skal ikke lægges sammen; de afspejler opgørelser fra forskellige tidspunkter.
2
3
4
Iransk stats-tv sagde, at angrebene var et svar på angrebet mod Natanz tidligere samme dag. Israels militær afviste at stå bag det angreb. Irans begrundelse for missilangrebene er dermed kendt, men landets udlægning af, hvem der angreb Natanz, er ikke fastslået.
3
13
Hvorfor blev missilerne ikke standset – og blev atomanlægget ramt?
Israels militær sagde, at luftforsvaret var aktivt, men ikke fik opfanget de missiler, der ramte Dimona og Arad. Ifølge en efterfølgende analyse tilskrev militæret de to svigt forskellige forhold, som ikke hang sammen. Det peger altså ikke på én påvist fælles årsag.
2
11
Nedslagenes nærhed til atomforskningscentret rejste også spørgsmål om sikkerheden på anlægget, der ligger omkring 13 kilometer uden for Dimona. Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, sagde, at det ikke havde kendskab til skader på centret, og der blev ikke rapporteret unormale strålingsniveauer. De meldinger gælder anlægget – ikke ødelæggelserne og de sårede i byerne.
3
13
Fra martsangreb til fortsat konflikt
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kaldte det en »meget svær aften« og lovede at fortsætte angrebene mod Iran. Missilangrebene fandt sted ved begyndelsen af fjerde uge af den bredere krig mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden.
4
9
USA og Iran annoncerede den 7. april en to uger lang våbenhvile knyttet til en genåbning af Hormuzstrædet. Kampene blev efter det rapporteret stort set standset den 8. april. Da våbenhvilen blev annonceret, lød de samtidige meldinger på mere end 1.900 dræbte i Iran, mens dødstallet i regionen samlet var i tusinder. Tallene var ufuldstændige øjebliksbilleder, ikke en endelig opgørelse. Pausen blev heller ikke en varig afslutning: I september blev konflikten fortsat beskrevet som igangværende.
21
På FN’s Generalforsamling i september forsvarede USA’s præsident, Donald Trump, krigen og talte om et valg mellem en aftale og at »udslette« Iran. Irans præsident, Masoud Pezeshkian, holdt en trodsig tale, mens hans regering nedtonede udsigterne til forhandlinger. Udtalelserne viste, hvor langt parterne fortsat var fra en løsning måneder efter missilangrebene i marts.
17
18