Pharmachefer: Europa taber terræn til USA og Kina

Ni bestyrelsesformænd fra AstraZeneca, Boehringer Ingelheim, Chiesi, GSK, Ipsen, Novo Nordisk, Novartis, Roche og Sanofi advarer om, at Europa kan havne i en selvforstærkende nedtur for lægemiddelindustrien. Pointen er ikke, at industrien allerede er kollapset, men at Europa efter deres opfattelse gradvist mister forskning, kliniske forsøg, produktion og investeringer til USA og Kina.

Udtrykket „langsom agoni“ stammer fra Mario Draghi og er brugt i virksomhedernes åbne brev som en advarsel om, hvad der kan ske uden politisk handling. 5

Tallene bag advarslen

Formændene peger på flere tegn på svækket europæisk konkurrenceevne:

• Europas andel af den globale farmaceutiske forskning og udvikling er faldet fra 43 % i 1990 til 31 % og falder fortsat. Andelen af kommercielle kliniske forsøg er halveret over et årti til 9 %. Ifølge brevet har Kina overhalet Europa inden for kliniske forsøg, farmapatenter og udviklingen af nye lægemidler. 5
• Der er ifølge formændene annonceret mere end 600 mia. dollar i farmaceutiske investeringer i USA og Kina i de seneste to år. 5
• Omkring 40 % af nye godkendte behandlinger når ifølge dem aldrig europæiske patienter. For de behandlinger, som kommer på markedet, er ventetiden tæt på 600 dage. EFPIA's seneste opgørelse angiver en median på 532 dage for 168 centralt godkendte lægemidler – fra 56 dage i Tyskland til 1.201 dage i Rumænien. 513
• Tidligere brancheadvarsler er blevet mere konkrete: Reuters har rapporteret om udsatte europæiske lanceringer og et fald på 35 % i lanceringer af nye lægemidler. Selskaber har samtidig sagt, at de kan nedskalere investeringer eller udsætte lanceringer, hvis pris- og refusionsvilkårene ikke forbedres. 21

Virksomhedernes hovedforklaring er, at mange europæiske systemer først og fremmest betragter lægemidler som en udgift, der skal holdes nede. De kritiserer faste eller vilkårlige budgetlofter, udgifter der ikke reguleres for inflation og refusionsmodeller, der efter deres syn ikke tillægger færre indlæggelser og flere raske år på arbejdsmarkedet tilstrækkelig værdi. 5

Det kræver de af de nationale regeringer

De ni formænd opfordrer medlemslandene til at:

• øge og værne om udgifterne til innovativ medicin og betragte den som strategisk sundhedsinfrastruktur frem for en valgfri budgetpost 5
• modernisere vurderingen af sundhedsteknologi, prissætning og refusion, så afgørelser træffes hurtigere og tager højde for den samlede værdi for patienten, sundhedsvæsenet og økonomien – ikke kun indkøbsprisen 5
• mindske forskellene i adgang og ventetid mellem landene samt løfte diagnosticering, forebyggelse og brugen af behandlinger anbefalet i kliniske retningslinjer. 5

Det kræver de af EU

På EU-niveau ønsker virksomhederne hurtigere og enklere forløb for kliniske forsøg fra start til slut. De efterlyser også en stærk og forudsigelig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder samt pragmatiske digitale regler. 5

Desuden ønsker de, at medlemslandene får større finanspolitisk fleksibilitet til at investere i sundhed og ny medicin. Argumentet er, at gevinsterne – bedre helbred, færre indlæggelser og højere produktivitet – ofte opstår over flere år og derfor ikke passer ind i et enkelt årligt budget. 5

Tyskland viser den konkrete konflikt

Tyskland er blevet et centralt eksempel på spændingen mellem offentlige sundhedsbudgetter og industriens investeringsvilkår. Landets reform fra 2026 for at begrænse udgifterne til den lovpligtige sygeforsikring fik endelig godkendelse trods kraftig kritik fra medicinalindustrien, som mener, at den vil afskrække investeringer. 2

Reformen hævede den obligatoriske producentrabat på de fleste receptpligtige mærkevarelægemidler fra 7 % til 15,5 % – altså mere end en fordobling. 2 For regeringerne handler sådanne tiltag om et akut pres på forsikrings- og sundhedsbudgetterne. Producenterne mener omvendt, at flere rabatter og prisindgreb sænker det forventede afkast og dermed tilskyndelsen til at investere i forskning, forsøg og produktion.

Et muligt økonomisk løft – men ikke en garanti

Formændene anslår, at hvis Europa lukker sit efterslæb i kliniske forsøg i forhold til Kina og USA, kan det udløse 53 mia. euro og 82.000 job. 5

Det er imidlertid et brancheunderstøttet økonomisk estimat, ikke et garanteret resultat. Det afhænger af, om Europa faktisk kan tiltrække flere forsøg og fastholde den forskning, hospitalsaktivitet og forsyningskæde, der følger med.

Afvejningen er reel: Hurtigere og højere betaling for lægemidler, der skaber dokumenteret værdi, kan forbedre patientadgang og gøre Europa mere attraktivt for investeringer. Men det øger samtidig de kortsigtede offentlige sundhedsudgifter og stiller krav om troværdige vurderinger af behandlingernes kliniske værdi. Tallene understøtter, at Europa sakker relativt bagud og at patientadgangen er langsom, mens virksomhedernes forslag om højere udgifter og stærkere IP-regler fortsat er politiske løsninger – ikke løsninger, der i sig selv er uafhængigt bevist.