Golfstaternes amerikanske løfter på næsten 4.000 mia. dollar bliver sværere at indfri

Krigen mod Iran handler ikke kun om højere oliepriser. For Golfstaterne betyder usikre eksportveje, skader på vigtig infrastruktur og stigende udgifter til forsvar, at der opstår et direkte pres på de enorme økonomiske løfter til USA.

Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) har tilsammen lovet investeringer i USA eller økonomisk samhandel med USA for næsten 4.000 mia. dollar. Løfterne udgør størstedelen af de knap 6.000 mia. dollar, som udenlandske regeringer har knyttet til præsident Donald Trumps "America First"-investeringsinitiativ. 74

Men beløbene er ikke én samlet pengesæk, der blot kan overføres. Tilsagnene blander investeringer, køb og anden økonomisk udveksling, løber ofte over mange år og er i flere tilfælde uden klare tidsplaner eller detaljer om de enkelte projekter. Det gør forskellen mellem politiske overskrifter og faktisk gennemførelse endnu vigtigere i en krigssituation. 74

Hjemlige behov konkurrerer med investeringer i USA

Ifølge Peterson Institute for International Economics (PIIE) rejser krigen spørgsmål om både Golfstaternes evne og deres vilje til at indfri løfterne. Kapital kan i stedet blive bundet til mere akutte behov på hjemmefronten. 9

Presset kommer blandt andet fra:

• højere udgifter til forsvar og beskyttelse af kritisk infrastruktur
• reparationer og investeringer i mere robuste energi-, transport- og handelssystemer
• lavere udenlandske direkte investeringer og dyrere finansiering
• fortsat finansiering af nationale programmer for diversificering og beskæftigelse. 1

For Saudi-Arabien er afvejningen særlig vigtig. Landets økonomiske strategi afhænger af store, langvarige investeringer i omstilling af økonomien og nye arbejdspladser. Hvis de offentlige finanser bliver mere anstrengte, kan nationale projekter få forrang frem for mere frie investeringer i udlandet. Det behøver ikke være et brud med Washington, men det ændrer den økonomiske prioritering.

IMF: Vækstudsigterne er blevet kraftigt forværret

Den Internationale Valutafond, IMF, har løbende nedjusteret sine prognoser, efter at krigen ramte energiinfrastruktur og skibstrafik.

I sin regionale opdatering fra april forventede IMF en vækst på 1,4 % i 2026 for regionen Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan og Pakistan – selv i et referencescenarie, hvor handel og produktion var normaliseret ved midten af året. Det var 2,3 procentpoint lavere end fondens prognose fra oktober 2025. Direkte berørte olieeksportører i Golfen fik nedjusteringer på op til 15 procentpoint.

Senere rapportering om IMF's juliopdatering pegede på blot 0,7 % vækst i den bredere region Mellemøsten og Centralasien i 2026, 1,2 procentpoint under aprilprognosen. Prognosen bygger på, at Hormuzstrædet begynder at genåbne i midten af juli, og at trafikken er tilbage på niveauet før krigen i marts 2027. Det understreger, hvor afhængigt et opsving er af genoprettet energihandel.

De landespecifikke tal viser, hvor ulige krigens effekt er:

• Qatar: Prognosen for 2026 blev skåret med 14,7 procentpoint til et økonomisk tilbageslag på 8,6 %. Det afspejler omfattende infrastrukturskader og stor afhængighed af gaseksport.
• Saudi-Arabien: I den citerede opdatering blev vækstprognosen sænket fra 4,5 % til 1,7 %. Saudi-Arabien har en vis modstandskraft via alternative eksportmuligheder, men står stadig over for lavere vækst og finanspolitisk krigspres.
• UAE: Prognosen blev i samme opdatering sænket fra 5,6 % til 1,7 %.
• Irak: IMF forventer et fald i økonomien på 6,8 % i 2026, før et muligt opsving, hvis energiproduktion og transport normaliseres.

Et forventet comeback i 2027 skal derfor læses med forbehold. Det kan i høj grad være en teknisk genopretning fra et svagt 2026, når afbrudt produktion og handel kommer i gang igen – ikke nødvendigvis et tegn på, at de underliggende sårbarheder er forsvundet.

Hormuzstrædet gør højere oliepriser til tabte indtægter

Hormuzstrædet er centralt for den økonomiske skade. Omkring 25-30 % af verdens olie og cirka 20 % af den flydende naturgas passerer gennem strædet, ifølge IMF. Når skibsfarten er blokeret eller utryg, kan eksportlandene miste salgsvolumen, selv om de globale energipriser stiger.

Lande med alternative ruter kan bevare en del af eksporten. Irak og Kuwait har langt færre muligheder for at lede eksporten uden om strædet og er derfor mere udsatte for indtægtstab ved en lukning.

Irak er det tydeligste eksempel. Reuters rapporterede, at produktionen fra landets vigtigste sydlige oliefelter tidligt i forstyrrelserne faldt omkring 70 % til 1,3 mio. tønder om dagen, fordi olien ikke kunne eksporteres normalt gennem Hormuzstrædet. Da lagertankene blev fyldt, blev produktionen yderligere reduceret.

Olie er grundlaget for Iraks offentlige finanser. Columbia Universitys Center on Global Energy Policy vurderede, at IMF før krigen havde forventet irakiske olieeksportindtægter på 79 mia. dollar i 2026, baseret på gennemsnitlig eksport på 3,5 mio. tønder dagligt. Ved de forudsatte priser før krigen ville hver måned med næsten ingen eksport svare til omtrent 6,6 mia. dollar i tabte indtægter.

Iraks problem er ældre end krigen

Krigen har blotlagt en eksisterende skrøbelighed: Irak har begrænset beskyttelse mod et brat stop i olieindtægterne. Når den vigtigste eksportvej lukkes, rammer det samtidig statens indtægter, produktionen, importen og evnen til at fastholde de offentlige udgifter.

IMF's prognose om et fald på 6,8 % er knyttet til forstyrret olieproduktion og eksportlogistik, mens et opsving i 2027 forudsætter, at systemerne normaliseres. Et opsving er altså muligt, men løser ikke i sig selv den dybe afhængighed af olieindtægter eller manglen på en mere bredt funderet eksportøkonomi.

Et politisk problem for både Washington og Golfen

De store investeringstilsagn har også et troværdighedsproblem. Beløbenes størrelse har været politisk værdifuld, men de lange tidshorisonter og begrænsede projektdetaljer gør det svært at afgøre, hvor meget der er faste aftaler, og hvor meget der er brede kommercielle ambitioner. PIIE har beskrevet de bredere America First-løfter som præget af usikkerhed. 114

Sydkorea viser, at investeringsløfter kan blive et forhandlingsmiddel. Landets tilsagn om 350 mia. dollar til investeringer i USA blev koblet til toldforhandlinger, da Washington truede med at hæve tolden på visse sydkoreanske varer til 25 % fra 15 % med henvisning til forsinkelser i gennemførelsen.

Det er ikke en direkte model for Golfstaterne og dokumenterer ikke, at tilsvarende skridt er på vej mod dem. Men sagen viser, at investeringsløfter kan blive brugt som presmiddel i bredere handels- og sikkerhedsrelationer.

For regeringerne i Golfen sætter krigen også spørgsmålstegn ved en grundlæggende antagelse: om et tæt forhold til USA sikrer tilstrækkelig beskyttelse af energianlæg og skibsfart. Hvis lederne vurderer, at sikkerhedsrelationen ikke afværger eskalation eller gengældelsesangreb, kan de søge større strategisk handlefrihed og få mere frihed til selv at afgøre, hvor statslige formuer placeres.

Varigheden af krigen bliver afgørende

Det afgørende er, hvor længe forstyrrelserne varer. En stabil genåbning af Hormuzstrædet, normalisering af energieksporten og genoprettet investortillid vil give bedre finansielt råderum og kan understøtte et opsving i 2027. En langvarig konflikt vil derimod tvinge landene til hårdere valg mellem forsvar, genopbygning, national omstilling og investeringer i udlandet.

Tilsagnene til USA er ikke forsvundet. Men krigen har ændret deres karakter: De er ikke længere kun diplomatiske meldinger eller kommercielle ambitioner. De afhænger nu af, om Golfstaterne kan sikre handelsruter, beskytte kritisk infrastruktur og finansiere økonomisk modstandskraft på hjemmefronten. 9