NAZA: 24 israelske whistleblowere fortæller om AI-støttet måludpegning i Gaza

NAZA er en dokumentar om systemerne bag Israels luftkrig i Gaza. Filmen bygger på beskyttede vidnesbyrd fra 24 israelske militær- og efterretningsfolk og havde premiere i hovedkonkurrencen ved den 83. Venedig Internationale Filmfestival den 10. september 2026. Filmens centrale påstand er, at civile dødsfald ikke blot var utilsigtede følger af enkelte angreb, men indgik i de operative beslutninger. Det er dokumentarens og kildernes anklage – ikke en retslig afgørelse. 12

Hvad betyder titlen?

Ifølge filmen er „NAZA“ et israelsk militærudtryk for det forventede antal „collateral casualties“ ved et luftangreb – med andre ord forventede civile tab. Derfor handler filmen ikke kun om én konkret hændelse, men om den måde, hvorpå forventede civile dødsfald angiveligt blev vurderet sammen med udpegningen af mål. 1

Filmen er optaget om natten på tagterrasser i Tel Aviv og undersøger ifølge festivalens synopsis de personer, den teknologi og de beslutninger, der lå bag Gaza-kampagnen. 23

Hvad fortæller de 24 insiderkilder?

Alle medvirkende optræder anonymt for at beskytte deres identitet. De beskriver efterretning og måludpegning med støtte fra AI, herunder overvågning og brug af telefondata til at identificere og spore personer, som kunne blive udpeget til angreb. Kilderne fortæller også om begrænset menneskelig kontrol i dele af processen og om, at forventede civile tab kunne indgå i beregningerne, før angreb blev godkendt. 16

Det afgørende forbehold er, at filmen fremlægger insideres vidnesbyrd om, hvordan systemerne ifølge dem fungerede. Dokumentaren fastslår ikke i sig selv et strafferetligt ansvar, og påstandene er ikke præsenteret her som juridisk afgjorte kendsgerninger.

Sammenhængen: AI, overvågning og måludpegning

NAZA kommer efter undersøgende rapportering fra +972 Magazine og Local Call om det påståede israelske AI-system „Lavender“. De rapporter beskrev et system, der ifølge kilder blev brugt til at udpege mange palæstinensere som mistænkte militante til mulige drab, mens menneskelig kontrol og grænser for civile tab var lempelige i krigens første fase. 3

Dokumentaren omsætter den bredere journalistiske afdækning til en spillefilmslængde dokumentar med førstehåndsvidnesbyrd som omdrejningspunkt. Spørgsmålet er ikke, om AI handlede på egen hånd, men hvordan mennesker ifølge filmen brugte automatiserede eller AI-understøttede resultater i den militære beslutningskæde.

Hvem står bag filmen?

De israelske journalister og filmskabere Yuval Abraham og Rachel Szor har instrueret NAZA. Begge var blandt instruktørerne bag den Oscar-vindende dokumentar No Other Land. Den tilgængelige rapportering angiver The Guardian som producent. 235

De fremlagte kilder giver ikke en fuldstændig og ensartet verificeret oversigt over alle producer- og executive producer-krediteringer. Derfor er det mest præcist ikke at udlede en komplet krediteringsliste af de delvise oplysninger.

Hvorfor premieren i Venedig er vigtig

NAZA blev føjet til Venedigs hovedkonkurrence som den eneste dokumentar blandt 21 kandidater til Guldløven. 23 Den fulgte efter konkurrencetitlen The Voice of Hind Rajab fra 2025, Kaouther Ben Hanias dramatiserede rekonstruktion af det mislykkede forsøg på at redde den femårige Hind Rajab i Gaza By. 5

De to film har vidt forskellige greb. The Voice of Hind Rajab kredser om en bestemt familietragedie og nødopkaldet omkring den. NAZA undersøger derimod de militære systemer og den politik, som filmskaberne mener var med til at forme en langt bredere kampagne.

Filmens opgør med Israels forklaring

Abraham og Szor beskriver det, der skildres i NAZA, som kalkuleret massedrab på palæstinensiske civile frem for enkeltstående fejl. 5 Det står i direkte modsætning til Israels langvarige offentlige position, som er, at landet ikke bevidst angriber civile og søger at begrænse civile tab i kampen mod Hamas. Reuters skrev, at dokumentaren udfordrer den officielle fremstilling af krigen. 1

Den mest præcise læsning af NAZA er derfor som et dokumentarisk indgreb i en stærkt omstridt offentlig debat. Med insiderberetninger argumenterer filmen for, at overvågning, automatiseret generering af mål og vurderinger af civil skade skal ses i sammenhæng – ikke som adskilte tekniske eller taktiske spørgsmål. De tilgængelige kilder underbygger den centrale rammesætning, men giver ikke tilstrækkeligt belæg til her at drage bredere konklusioner om sanktioner, presseadgang eller krigens samlede humanitære og politiske kontekst.