Hormuz-krisen løfter gødningspriserne – og kan ramme fødevarepriserne senere

Forstyrrelsen i Hormuzstrædet er ikke længere kun en historie om olie, gas og skibsfart. Den begrænser også strømmen af råvarer til gødning og løfter udgifterne til energi, fragt og landbrugsproduktion. Risikoen er derfor, at dagens forsyningschok først senere bliver synligt i form af dyrere fødevarer.

Efter de amerikansk-israelske angreb på Iran den 28. februar erklærede Iran strædet lukket, og rederier suspenderede sejladser. Den 4. september passerede blot fire fragtskibe med råvarer gennem farvandet, mod omkring 125 store kommercielle skibe dagligt før konflikten. Begrænset trafik er med andre ord ikke det samme som en normaliseret handel.

Derfor er Hormuz vigtigt for landbruget

Hormuzstrædet er en central udførselsrute for energiprodukter og gødningsråvarer fra Golfen. FAO vurderer, at omkring 1,3 mio. ton gødning om måneden ikke længere kan transporteres gennem korridoren, og at der ikke findes levedygtige landbaserede alternativer. Kina, Indien, Japan og Sydkorea er blandt de store asiatiske importører, der er særligt udsatte for strammere energiforsyning og højere energipriser. 18

Påvirkningen når landbruget gennem flere led:

• Kvælstofgødning: Urea fremstilles i høj grad med naturgas som råvare. Omkring en tredjedel af den globalt handlede urea passerer normalt gennem Hormuz, så lavere gas- og gødningsstrømme fra Golfen kan presse både tilgængelighed og priser. 17
• Fosfatgødning: Svovl bruges til svovlsyre, som er et centralt input i produktionen af fosforsyre og fosfatgødning. Dyrere eller knapt svovl slår derfor hurtigt igennem på produkter som DAP og NPK. 14
• Drift på bedriften: Dyrere brændstof og søfragt gør både transport af inputvarer og brug af landbrugsmaskiner dyrere. Omkostningen kan først blive båret af producenter, myndigheder eller landmænd, men kan senere ende i afgrødepriserne.

Effekten på fødevarepriser kommer typisk med forsinkelse. Gødningsmangel påvirker indkøb og udbringning før såning eller i vækstsæsonen og kan dermed svække indtjening eller udbytte senere.

Svovl er blevet den akutte flaskehals

Svovlprisen er et af de tydeligste signaler fra krisen. Markedsdata placerede spotpriserne over 1.000 dollar pr. ton i september – mere end 300 % over niveauet i august 2025, selv om den præcise stigning afhænger af marked og leveringssted. 4 Argus vurderede i slutningen af august fragten for en stor svovllast til Indiens østkyst til 140-142 dollar pr. ton, hvilket pegede mod en leveret pris på cirka 1.100 dollar pr. ton. 5

Det er vigtigt, fordi svovl ikke er en perifer omkostning for fosfatproducenter. Dyrere svovl gør fosforsyre dyrere og presser prisen på fosfatgødning op. Indiens benchmarkkontrakt for fosforsyre i juli-september lød på 1.700 dollar pr. ton P₂O₅ CFR – 25 % mere end i kvartalet før. 11

Selve forsyningsafbrydelsen kan være alvorligere end prisstigningen. En køber kan måske betale mere for en last, men kan ikke uden videre erstatte varer, som ikke kan fragtes sikkert eller økonomisk gennem den sædvanlige rute.

Indien viser presset på både indkøb og statsfinanser

Indiens erfaring illustrerer vanskeligheden ved at købe nødvendige råvarer i et forstyrret marked. India Potash Limited udsendte på vegne af otte virksomheder et fælles udbud på 593.500 ton svovl med levering juni-august: 527.500 ton til østkysten og 66.000 ton til vestkysten. 7 Udbuddet blev senere annulleret. Tilbuddene til østkysten var dyre, og der kom ingen fulde laster til vestkysten. 8

Det beviser ikke, at hele den efterspurgte mængde var umulig at skaffe ad alle kanaler. Men det viser, at den normale prisdannelse og planlægning af leverancer var brudt sammen for en af verdens største importører.

Det finanspolitiske pres er også betydeligt. I de første fire og en halv måned af regnskabsåret 2026-27 havde Indien brugt cirka 99.000 crore rupee – omtrent 56 % af årets budget til gødningsstøtte – på baggrund af høje globale priser på gødningsprodukter og flydende naturgas. Landet havde allerede godkendt satser under sin næringsstofbaserede støtteordning, Nutrient Based Subsidy, for fosfat- og kaliumgødning i Kharif-sæsonen 2026 for at holde produkterne tilgængelige til overkommelige priser.

Rapporter om ekstraordinær støtte til gødningsproducenter skal dog læses med forbehold: Et udkast til støtte er ikke det samme som vedtaget støtte. 1

Hvorfor risikoen for fødevareusikkerhed stiger i Asien

Den mest umiddelbare eksponering findes i importafhængige lande og blandt producenter med små økonomiske buffere. Højere inputpriser presser først landmændenes marginer. Hvis gødningskøb udsættes, reduceres eller erstattes af mindre egnede produkter, kan konsekvenserne række frem til senere høster.

I Sydøstasien kombineres sårbarheden over for gødning med afhængigheden af importeret brændstof. Forskning om ASEAN-landenes fødevareresiliens beskriver en dobbelt belastning: mindre gødningstilførsel samtidig med højere energiudgifter til gødningsproduktion, transport og landbrug. Singapore er helt afhængig af importeret gødning, og regionens fødevaresystemer er desuden afhængige af grænseoverskridende handel og søtransport.

Hormuzstrædet er ikke den eneste forklaring på fødevareinflation. Vejr, transportomkostninger, andre maritime forstyrrelser, valutakurser og national politik påvirker også priserne. Men krisen fungerer som en kraftig forstærker, fordi eksisterende sårbarheder i landbruget bliver dyrere og vanskeligere at håndtere.

Hvad en praktisk regional indsats kan bestå af

ASEAN-landenes ledere har som reaktion på den langvarige forstyrrelse foreslået et regionalt brændstoflager og en beredskabsordning for fødevaresikkerhed. Det kan afbøde noget af presset, men fødevarelagre løser ikke i sig selv en inputmangel, der opstår måneder tidligere hos landmændene og på gødningsfabrikkerne.

Et mere holdbart samarbejde mellem ASEAN og Indien kan derfor fokusere på forsyningskæden, før madpriserne stiger:

1. Koordinerede indkøb af gødning og strategiske lagre af råvarer. Fælles indkøb og åbne lagerdata kan styrke forhandlingspositionen og afsløre mangler tidligere.
2. Beredskab for skibsfart og forsikring. Fragt og krigsrisikopræmier kan blokere handlen, selv når varerne fysisk findes.
3. Flere leverandører og ruter, hvor det er muligt. Alternative kilder kan ikke hurtigt erstatte Golfens mængder, men kan mindske koncentrationsrisikoen.
4. Mere effektiv gødningsanvendelse. Bedre styring af næringsstoffer kan reducere afhængigheden af dyre input uden blot at sænke doseringen.
5. Sammenhæng mellem energi- og fødevareberedskab. Gas, diesel, fragt og gødning er forbundne omkostninger – ikke adskilte kriser.

Bundlinjen

Forstyrrelsen i Hormuzstrædet har synliggjort, hvor afhængig verdens fødevareproduktion er af en smal søvej. Begrænset skibsfart har forsinket eller fjernet forsyninger af energi og gødningsråvarer, sendt svovl op på usædvanligt høje prisniveauer og øget indkøbs- og støttetrykket i Indien. 48

Den mest betydningsfulde effekt kan komme senere. Hvis dyr eller utilgængelig gødning fører til mindre udbringning eller svækker producenternes økonomi, kan chokket bevæge sig fra havne og råvaremarkeder til høstudbytter og husholdningernes madbudgetter. Derfor er fungerende forsyningskæder for gødning – ikke kun fødevarelagre efter et chok – afgørende for at begrænse risikoen.