Iran skifter strategi fra stedfortrædere til direkte pres

Iran ser ud til at føre en mere direkte og synligt statsstyret regional strategi. Hvor Teheran tidligere i høj grad kunne læne sig op ad allierede væbnede grupper og benægtelighed, kombinerer landet nu missil- og droneangreb med pres omkring Hormuzstrædet og trusler mod energiinfrastruktur i Golfen. Formålet synes at være at gøre fortsat konflikt dyrere for USA, regionale regeringer og de globale energimarkeder – samtidig med at Iran bevarer nok kontrol til at kunne bruge nedtrapning som forhandlingskort. 68

Fra indirekte pres til direkte gengældelse

Det tydeligste skifte er, hvor synlig Irans egen rolle er blevet. Reuters rapporterede, at Iran i begyndelsen af september affyrede ballistiske missiler mod to amerikanske flådefartøjer, hvorefter USA angreb tre iranske fartøjer. Iran advarede samtidig om, at yderligere angreb kunne udløse en hurtigere og mere smertefuld reaktion. 4

Tidligere rapportering beskrev også iransk missilild mod det, Teheran kaldte amerikanske aktiver i Jordan, Bahrain, Kuwait og Irak efter en ny bølge af amerikanske angreb. 9 Det placerer iranske statslige kapaciteter – og ikke kun nærtstående væbnede grupper – i centrum for afskrækkelse og gengældelse.

Det gør presset mere umiddelbart, men også mindre muligt at benægte. Direkte angreb kan hurtigt demonstrere rækkevidde og vilje, men giver modparten tydelige militære mål og forkorter vejen til en bredere optrapning.

Hormuzstrædet er blevet et forhandlingskort

Hormuzstrædet er den økonomisk mest betydningsfulde del af strategien. Før krigen passerede omtrent en femtedel af verdens olie- og LNG-forsyninger gennem farvandet. 8 Iran har strammet restriktionerne for passagen siden de amerikansk-israelske angreb den 28. februar, mens USA og Iran offentligt har fremsat modstridende påstande om kontrollen med ruten. 68

Iranske embedsmænd har knyttet adgang til søvejen til politiske krav. Mohsen Rezaei, generalsekretær for Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd, sagde, at en afslutning på den regionale krig var blandt Teherans betingelser for at genåbne strædet. Han sagde også, at Iran og Oman var blevet enige om en transitkorridor gennem en fastlagt central kanal. 2

Det peger på kontrolleret forstyrrelse snarere end blot en permanent lukning. Teheran kan bruge adgang, rutevalg og restriktioner som forhandlingspres og samtidig bevare muligheden for begrænset kommerciel sejlads. Iran sagde senere, at landet ville offentliggøre en ny begrænset zone i Golfen og kort over en ny skibskorridor; skibe, der sejler ind i zonen, kan blive føjet til en sanktionsliste. 3

Presset på skibsfarten rammer også Iran

Pres på Hormuz kan påvirke energipriser, forsikringspræmier, rederier og Golfstaternes politiske kalkuler. Men den samme forstyrrelse begrænser også Iran. Reuters rapporterede i september, at Iran i omkring syv uger ikke havde eksporteret nævneværdige mængder råolie gennem strædet. 15

Her ligger strategiens centrale afvejning: Jo mere effektivt Iran forstyrrer søvejen, desto større internationale omkostninger kan landet påføre andre. Men samtidig vokser den økonomiske byrde for Iran selv – og modstandernes tilskyndelse til at ramme iranske maritime styrker eller finde alternative ruter.

En hårdere sikkerhedspolitisk ledelse

Ledelsesændringerne har styrket sikkerhedspolitikkens centrale rolle. Mohsen Rezaei blev i august udnævnt til generalsekretær for Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd og afløste Mohammad Baqer Zolqadr i organet, der samordner Irans sikkerheds- og udenrigspolitik. Reuters beskrev Rezaei som en fremtrædende hardliner og en nær allieret af den øverste leder Mojtaba Khamenei. 12

Rezaei er samtidig blevet en markant offentlig stemme i Hormuz-kampagnen. Han har fremlagt betingelserne for en genåbning og beskrevet den foreslåede korridor og begrænsede zone. 23 Det beviser ikke i sig selv et fuldstændigt ensartet beslutningssystem, men det viser, at maritimt pres bliver formuleret gennem Irans øverste sikkerhedsinstitutioner.

Regimets politiske råderum er fortsat begrænset af krigens omkostninger på hjemmefronten. Reuters rapporterede en årlig inflation på 66 % i måneden før sin rapport sidst i august og skrev, at myndighederne frygtede, at yderligere økonomisk pres kunne udløse uro. 1 En mere koncentreret sikkerhedspolitisk kurs er derfor ikke automatisk det samme som større modstandskraft internt i Iran.

Sådan tegner den nye doktrin sig

Det samlede billede peger på en hybrid strategi:

• Direkte militær gengældelse: Missiler og droner kan nå amerikanske og regionale mål uden brug af mellemled. 49
• Økonomisk tvang: Restriktioner for skibsfarten og trusler mod Golfens energiinfrastruktur løfter omkostningerne langt ud over slagmarken. 368
• Betinget nedtrapning: En transitkorridor og konkrete betingelser for genåbning kan gøre maritim adgang til noget, der kan byttes mod politiske indrømmelser. 213
• Vedvarende regionalt pres: Iran kan fortsat drage fordel af forbindelser til allierede aktører, men de aktuelle begivenheder viser en større vægt på redskaber, som den iranske stat selv kontrollerer.

Den største risiko: Optrapning uden en holdbar aftale

Diplomatiet har ikke skærmet konflikten mod ny konfrontation. En midlertidig våbenhvile indgået i juni brød senere sammen, ifølge Reuters, mens forhandlingerne fortsat var fastlåste under yderligere amerikansk økonomisk pres. 18

Risikoen er ikke kun en fuld lukning af Hormuzstrædet. Et angreb på et skib, et angreb mod energiinfrastruktur i Golfen eller en ny konfrontation med amerikanske styrker kan forvandle kalibreret pres til en bredere regional eskalation. Irans ændrede strategi viser, at landet fortsat kan påføre andre store omkostninger. Svagheden er, at brugen af dette pres i stigende grad udløser direkte militære og økonomiske konsekvenser for Iran selv. 4615