Yara Sluiskil kobler hollandsk industri til permanent CO₂-lagring under Nordsøen

Yara International har sat et anlæg til CO₂-fangst og -lagring (CCS) i drift på sin ammoniak- og gødningsfabrik i Sluiskil i den hollandske provins Zeeland. EU-Kommissionen betegner projektet som Europas største kommercielle CCS-projekt. Det afgørende er dog ikke kun selve fangstanlægget: Projektet forbinder en industrivirksomhed i Nederlandene med skibstransport og permanent lagring i Norge. 1

Det er en væsentlig industriel milepæl. Den reelle klimaeffekt afhænger imidlertid af stabil drift, sikker permanent lagring og af, om CCS supplerer – frem for forsinker – bredere reduktioner af udledninger.

Sådan fungerer anlægget i Sluiskil

Anlægget er bygget til at indfange og nedkøle op til 800.000 ton CO₂ om året fra ammoniakproduktionen på Yara Sluiskil, der er et af Europas største produktionssteder for gødning. 12

CO₂’en skal ikke anvendes på fabrikken. I stedet indgår den i en grænseoverskridende kæde for lagring:

1. CO₂ fra ammoniakproduktionen indfanges og gøres flydende i Sluiskil.
2. Northern Lights sejler den flydende CO₂ fra Nederlandene til Norge.
3. CO₂’en injiceres i et geologisk reservoir cirka 2.600 meter under den norske havbund med henblik på permanent lagring. 23

Yara og Northern Lights forventer at lagre omkring 12 millioner ton over 15 år. Det svarer overordnet til anlæggets maksimale årlige kapacitet på 800.000 ton. 310

Hvorfor projektet er vigtigt

Ved indvielsen deltog Yaras koncernchef Svein Tore Holsether, Norges statsminister Jonas Gahr Støre, Nederlandenes premierminister Rob Jetten og EU-kommissær for klima, netto-nul og ren vækst Wopke Hoekstra. 4

Den politiske betydning rækker videre end teknologien på én fabrik. Projektet demonstrerer en kommerciel model, hvor en industriel udleder uden et nærliggende lager kan få adgang til geologisk lagring til havs i et andet land via søtransport. Kommissionen kalder det den første komplette grænseoverskridende værdikæde for indfangning, transport og permanent lagring af CO₂. 14

Modellen kan være særligt relevant for industriprocesser med koncentrerede CO₂-strømme, hvor elektrificering alene er vanskelig. Det Internationale Energiagentur, IEA, peger på CO₂-fangst, -anvendelse og -lagring som et muligt redskab i blandt andet cementindustrien og produktionen af lavemissionsbrint – områder, hvor udledningerne kan være særligt svære at nedbringe.

Stor effekt på fabrikken – men ikke hele klimaløsningen

Ved fuld kapacitet er 800.000 ton CO₂ om året en betydelig reduktion for én industrifabrik. Yara oplyser, at mængden svarer til omkring 0,5 % af Nederlandenes samlede udledninger. 8

Samtidig er tallet beskedent i forhold til Europas samlede behov for infrastruktur. EU-regler forpligter olie- og gasproducenter til at bidrage til 50 millioner ton årlig CO₂-injektionskapacitet inden 2030. Målt direkte på kapacitet svarer Sluiskils 800.000 ton til cirka 1,6 % af dette mål på 50 millioner ton.

Behovet for opskalering er også globalt. En IEA-analyse vurderer, at den globale kapacitet til CO₂-lagring i en opdateret nettonul-køreplan skal vokse omtrent 20 gange – fra omkring 50 millioner ton til 1 milliard ton – inden 2030.

Konklusionen er derfor enkel: Sluiskil er et nyttigt bevis på, at industriel og grænseoverskridende CCS kan gennemføres. Det er ikke et bevis på, at CCS alene kan bringe Europa eller verden på en kurs i tråd med Paris-aftalen. IEA’s scenarie for netto-nuludledninger i 2050 er udformet som en energisektorvej, der er forenelig med bestræbelsen på at begrænse opvarmningen til 1,5 °C, og det forudsætter handling på tværs af hele energisystemet – ikke én enkelt teknologi.

Den fortsatte strid om CO₂-fangst

CCS har længe delt klima- og energipolitiske aktører.

Argumentet for CCS

Tilhængere fremhæver, at permanent lagring kan mindske udledninger fra eksisterende industriprocesser, hvor lavemissionsalternativer er begrænsede, dyre eller endnu ikke findes i stor skala. For produktion af ammoniak og gødning giver Sluiskil-projektet mulighed for at sænke udledningerne, mens et stort industrianlæg bevares i Europa. 12

De peger også på projektets tilsigtede slutpunkt: permanent geologisk lagring frem for almindelig kommerciel anvendelse af den indfangede CO₂. 12

Argumentet imod

Kritikere advarer om, at CO₂-fangst kan blive et argument for at forlænge udvinding og brug af fossile brændsler i stedet for hurtigt at reducere dem. De stiller også spørgsmål ved, om dyre CCS-investeringer flytter kapital og politisk opmærksomhed væk fra vedvarende energi, energieffektivisering og direkte elektrificering. Reuters har beskrevet, hvordan skeptikere henviser til CCS’ historik med høje omkostninger og svage kommercielle resultater, mens tilhængere ser en mere snæver, men vigtig rolle i industrier med svært nedbringelige udledninger. 2

En beslægtet bekymring gælder forbedret olieudvinding (enhanced oil recovery), hvor indfanget CO₂ pumpes ned i oliefelter for at hente mere olie op. Det kan svække klimagevinsten, hvis det medfører yderligere afbrænding af fossile brændsler. De foreliggende oplysninger om Sluiskil beskriver derimod, at Yaras CO₂ transporteres til permanent lagring under den norske kontinentalsokkel; de angiver ikke, at mængderne skal bruges til forbedret olieudvinding. 12

Bundlinjen

Yara Sluiskil bliver en vigtig test af, om Europa kan etablere velfungerende, kommerciel CO₂-infrastruktur på tværs af landegrænser. Projektet kobler en forholdsvis stor industriel CO₂-kilde med en fastlagt rute for skibstransport og permanent lagring og kan dermed blive en model for andre udledere uden adgang til lokale lagre. 13

Begrænsningerne er lige så vigtige som fremskridtet. Indfangning af op til 800.000 ton om året kan gøre en mærkbar forskel på én ammoniakfabrik, men er kun en brøkdel af både de hollandske udledninger og den lagringskapacitet, Europa selv siger, at der er behov for. Det stærkeste argument for Sluiskil er derfor ikke, at CCS kan erstatte hurtig udbygning af ren energi og udledningsreduktioner andre steder, men at målrettet, permanent lagring kan være ét af redskaberne til de industrielle udledninger, der er sværest at fjerne. 8