Kinas modstand efterlod G20-mødet i Asheville uden fælles erklæring

G20-mødet for finansministre og centralbankchefer i Asheville endte uden et fælles kommuniké, fordi deltagerne ikke kunne blive enige om formuleringer om globale handelsubalancer. Kina afviste bestemmelser, som de øvrige 19 medlemmer støttede, om at begrænse ikke-markedsbaseret politik og praksis, der anses for at forstærke store eksterne overskud og en for stor afhængighed af eksport. USA udgav derfor en formandserklæring i stedet for en erklæring, som hele gruppen stod bag. 3

Det var formuleringerne, Kina afviste

Formandserklæringen opfordrede lande med store og vedvarende eksterne overskud til at fjerne politikker, der hæmmer indenlandsk forbrug og bidrager til eksportafhængighed. Den slog også fast, at deltagerne burde afskaffe ikke-markedsbaseret politik og praksis, som forværrer ubalancerne. Kina nævnes ikke ved navn i teksten, men USA's finansminister Scott Bessent pegede på Kina som den eneste modstander. 3

Ordvalget var centralt, fordi det gik videre end en generel opfordring til mere balanceret vækst. Det kædede store overskud og billige eksportstrømme sammen med landenes indenlandske økonomiske politik — og udfordrede dermed indirekte den model, som amerikanske embedsmænd mener, Kina anvender til at understøtte eksportdrevet vækst. 3

Derfor gjorde USA spørgsmålet til en G20-prioritet

Før og under mødet argumenterede Bessent for, at lande, som møder store mængder kinesisk import, bør genoverveje deres handelsvilkår med Kina. Hans erklærede mål var at presse Beijing til at flytte økonomien væk fra eksport og i retning af større indenlandsk forbrug.

Det amerikanske synspunkt er, at vedvarende eksportoverskud kan skubbe en del af tilpasningsbyrden over på handelspartnerne og lægge pres på deres industri og vækst. Bessent kaldte Kinas overskud uholdbart; Reuters rapporterede, at han henviste til et handelsoverskud på 1,2 billioner dollar.

Politisk var udfaldet i Asheville bemærkelsesværdigt: De øvrige 19 medlemmer støttede formandserklæringens ordlyd, selv om mødet altså ikke resulterede i et samlet kommuniké. 3

Kinas svar: Ubalancer er et fælles problem

Kina afviste, at landet bevidst går efter et handelsoverskud. Ifølge en udtalelse fra People's Bank of China, som Reuters omtalte, sagde centralbankchef Pan Gongsheng, at Kina udvider den indenlandske efterspørgsel og fastholder en høj grad af åbenhed over for omverdenen.

Pan beskrev samtidig globale ubalancer som et problem, der kræver strukturreformer i flere lande — ikke blot en kursændring i overskudsøkonomier. Han sagde, at underskudslande bør reducere deres offentlige budgetunderskud og øge den indenlandske opsparing, mens Kina vil arbejde for at styrke den hjemlige efterspørgsel.

Uenigheden kan kort opsummeres sådan:

• USA's synspunkt: Overskudsøkonomier, særligt Kina, bør være mindre afhængige af eksport og stimulere det indenlandske forbrug mere.
• Kinas synspunkt: Underskudsøkonomier har også et ansvar gennem blandt andet mere finanspolitisk disciplin og højere opsparing. Tilpasningen kan derfor ikke lægges på Kina alene.

Hvad er forskellen på en formandserklæring og et fælles kommuniké?

Et fælles kommuniké signalerer enighed blandt alle medlemmer. I dette tilfælde udsendte USA's finansministerium en formandserklæring, der udtrykkeligt fastslog, at deltagerne med undtagelse af Kina stod bag teksten.

Det er ikke kun en formalitet. Erklæringen viser en bred fælles bekymring over for fordrejet handel og store eksterne ubalancer, men den udgør ikke en fuldt fælles G20-position. Kina fastholdt sin indvending mod både diagnosen og især en ordlyd, der kan bruges som argument for pres for ændringer af landets økonomiske politik. 3

Hvad udfaldet betyder

Mødet løste ikke striden om handelsubalancer, men gjorde afstanden mellem parterne tydeligere.

For USA og de 19 medlemmer, der støttede erklæringen, er prioriteten at håndtere politikker, som de mener fremmer vækst baseret på overskud og eksport. For Kina er svaret en bredere makroøkonomisk tilpasning i både overskuds- og underskudslande, kombineret med fortsatte reformer, der kan løfte den indenlandske efterspørgsel.

Fraværet af et fælles kommuniké afspejler dermed en reel konflikt — ikke blot diplomatisk ordkløveri — om årsagerne til globale ubalancer og om, hvem der først bør ændre kurs.