Chang’e-7 vil undersøge Månens mørkeste områder for vandis

Chang’e-7 er Kinas planlagte robotmission til Månens sydpol. Den skal ikke blot tage billeder fra kredsløb, men gennemføre fire forskellige typer operationer: kredsløb, landing, kørsel og hop. Formålet er især at finde ud af, om der findes tilgængelig vandis i de kratere, hvor sollys aldrig når ned, og samtidig afprøve teknologi, der kan bruges i fremtidige bemandede missioner.

Missionen blev den 19. august 2026 transporteret lodret til affyringsområdet ved Wenchang-rumopsendelsescentret i den kinesiske provins Hainan sammen med raketten Long March-5 Y14. Opsendelsen blev dog senere udskudt, efter kinesiske myndigheder oplyste, at missionen ikke opfyldte betingelserne for at blive sendt af sted i årets planlagte opsendelsesvindue. 14

Fire fartøjer – fire roller

Chang’e-7 består af fire centrale rumfartøjer:

• En orbiter, der skal kortlægge Månen fra kredsløb, indsamle data og understøtte resten af missionen.
• En lander, der skal forsøge at lande med høj præcision i det sydpolare område.
• En rover, der skal køre rundt på det belyste månterræn og undersøge overfladen.
• En hoppende sonde, der skal bevæge sig ind i områder, som ellers er vanskelige eller umulige at nå.

De fire dele gør det muligt at kombinere observationer fra kredsløb med målinger direkte på overfladen og i de dybe, mørke kratere. 210

Hvorfor er Månens sydpol så interessant?

Den foretrukne landingsregion ligger nær kanten af Shackleton-krateret ved Månens sydpol. Selve landeren ventes at søge mod belyst terræn, hvor solenergi kan være tilgængelig, mens den hoppende sonde skal undersøge de permanent mørklagte områder.

I bunden af disse kratere kan temperaturen være ekstremt lav, fordi sollyset aldrig når frem. Det gør dem til mulige depoter for vandis og andre flygtige stoffer, som kan have været bevaret i meget lang tid. Vand vil ikke kun være interessant som videnskabeligt fund: Det kan i fremtiden potentielt bruges til drikkevand, ilt og brintbrændstof – hvis ressourcerne viser sig at være tilgængelige og praktisk anvendelige. 215

Den lille hopper er missionens teknologiske joker

Den hoppende sonde skal bruge små raketmotorer til at flyve eller hoppe fra belyste områder ned i mørke kratere. Ifølge missionsplanen skal den kunne lande på seks bevægelige ben og derefter hoppe tilbage mod områder med sollys for at genoplade.

Hvis teknologien virker, vil det være et vigtigt fremskridt inden for planetarisk mobilitet. En sonde, der kan flytte sig kontrolleret gennem ujævnt terræn og ind i permanent mørke, kan nå steder, hvor hjulkøretøjer har svært ved at komme frem.

Påstanden om, at den vil blive det næstførste selvstændigt flyvende fartøj på et andet himmellegeme efter NASAs Ingenuity – og det første med ben – er dog stadig betinget af, at operationerne lykkes. Det bør derfor beskrives som en mulig milepæl, ikke som en allerede opnået rekord.

Svær landing og afhængighed af Queqiao-2

Månens sydpol er blandt de mest krævende steder at operere. Terrænet er kuperet, og skiftende forhold mellem lys og skygge gør både navigation, temperaturstyring og energiforsyning vanskelige. Landingssystemet er derfor designet til en præcision på omkring 100 meter. 2

Kommunikationen ved høje månebreddegrader skal understøttes af relæsatellitten Queqiao-2, som blev opsendt i 2024. Satellitten skal fungere som forbindelsesled mellem Jorden og fartøjerne, når deres placering eller terrænet begrænser den direkte kontakt. 2

Internationale instrumenter om bord

Chang’e-7 forbindes med i alt 21 videnskabelige instrumenter, når instrumenter på Queqiao-2 regnes med. Kinas rumfartsmyndighed har oplyst, at seks instrumenter er udviklet af seks lande samt én international organisation. Blandt deltagerne er Egypten, Bahrain, Italien, Rusland, Schweiz og Thailand. 311

Det er værd at præcisere en detalje i den oprindelige beskrivelse: Der er tale om en international ramme med syv partnere, men ikke nødvendigvis syv separate lande. Oplysningerne beskriver seks udenlandske instrumenter fra seks lande plus et bidrag fra en international organisation. 11

Et skridt mod Kinas fremtidige måneprogram

Chang’e-7 er først og fremmest en videnskabelig og teknologisk rekognosceringsmission. Den skal indsamle viden om miljøet ved sydpolen, undersøge mulige ressourcer og teste systemer, som kan få betydning for senere månebaser.

Missionen indgår i Kinas erklærede planer om at sende mennesker til Månen omkring 2030 og etablere en grundlæggende International Lunar Research Station ved sydpolen omkring 2035. 2

Resultaterne kan få betydning for både samarbejde og konkurrence om adgang til Månens sydpol og eventuelle isressourcer. USA er den tydeligste konkurrent i den sammenhæng, mens de konkrete konsekvenser for Rusland, Indien og Japan fortsat er mere usikre og spekulative. 2