Rekordhøj vandstand og døende koralrev sætter Stillehavsøer på klimafrontlinjen

Klimabeskeden fra Palau handlede om mere end en ny rekord for havstigninger. To vurderinger beskrev en sammenhængende krise: Stigende have lægger et uforholdsmæssigt stort pres på befolkninger i Stillehavet, samtidig med at varmere oceaner skader de koralrev, der leverer føde, indtægter og beskyttelse mod kysterosion og storme.

Hovedpointen er klar: Klimatilpasning er nødvendig nu, men den kan ikke erstatte markante reduktioner i de globale udledninger af drivhusgasser.

De vigtigste tal

• Havene stiger hurtigere: Det globale middelhavniveau steg med rekordhøje 5,9 millimeter i 2024. Stigningen skyldes især opvarmning af havene samt afsmeltning af gletsjere og iskapp­er. 119
• Stillehavsøerne er særligt udsatte: Den relative havstigning i Stillehavets små udviklingsøstater er mere end dobbelt så høj som det globale gennemsnit. 2
• Mange mennesker kan blive tvunget til at flytte: FN-rapporten henviser til skøn om, at stigende havniveauer inden 2050 kan bidrage til, at op mod 1,2 milliarder mennesker globalt bliver fordrevet. 2
• Pengene følger ikke behovet: Udviklingslandenes behov for klimatilpasning er opgjort til omkring 310-365 milliarder dollar, mens der i 2023 var cirka 26 milliarder dollar til rådighed.
• Koralrevene mister deres pusterum: Marine hedebølger og gentagne blegningshændelser kommer med så korte mellemrum, at mange rev ikke længere når at genopbygge deres modstandskraft.

Derfor er få millimeter ikke et lille problem

En havstigning på nogle få millimeter på et år kan lyde begrænset. Men vandstanden vokser over tid og virker sammen med tidevand, stormfloder, kysterosion og saltvand, der trænger ind i grundvandet.

For Stillehavets øsamfund er boliger, veje, økonomisk aktivitet og vigtige offentlige tjenester ofte samlet på smalle kyststrækninger. Stigende have kan derfor skade både drikkevandsforsyningen og traditionelle levebrød. Det gør udviklingen til et spørgsmål om sikkerhed, kultur og samfundets fortsatte sammenhæng – ikke blot om, hvor kystlinjen befinder sig. 819

FN beskriver konsekvenserne som dybt ulige. Små udviklingsøstater står over for risici, der i nogle tilfælde kan true øernes fortsatte mulighed for beboelse. I Stillehavets små udviklingsøstater er den relative havstigning allerede mere end dobbelt så høj som det globale gennemsnit.

Palau og andre Stillehavsstater fremhæver samtidig et ansvarsspørgsmål: Ølandene har bidraget meget lidt til de globale udledninger, men mærker nogle af de alvorligste konsekvenser. Palau-præsident Surangel Whipps Jr. har efterlyst hurtig international handling mod stigende havniveauer, koralblegning, havforsuring og ekstremt vejr. 5

Hvad betyder skønnet på 1,2 milliarder fordrevne?

FN-rapporten advarer om, at stigende havniveauer inden 2050 i sidste ende kan bidrage til, at op mod 1,2 milliarder mennesker bliver fordrevet globalt. 2

Tallet skal ikke læses som en sikker optælling af mennesker, der vil blive tvunget til at flytte inden den dato. Det faktiske omfang vil afhænge af blandt andet udledninger, kysternes udsathed, klimatilpasning, infrastruktur, byplanlægning og mulighederne for at blive boende sikkert.

I Stillehavets øsamfund handler mobilitet desuden om kultur, suverænitet og rettigheder. Tilpasningen bør derfor først og fremmest understøtte lokalsamfundenes ret til at blive på deres forfædres jord, når det er muligt. Hvis farerne bliver uundgåelige, skal flytning ske frivilligt, kulturelt passende og med respekt for menneskerettighederne.

Et stort og praktisk finansieringshul

Finansieringsproblemet handler ikke kun om, at sårbare lande mangler flere penge. Midlerne skal også være tilgængelige, forudsigelige og egnede til lokale projekter.

En rapport, der blev omtalt på mødet i Palau, anslår udviklingslandenes behov for klimatilpasning til 310-365 milliarder dollar. I 2023 var der kun cirka 26 milliarder dollar til rådighed.

Forskning om Stillehavets ølande viser tilsvarende, at behovene er akutte og voksende, mens den nuværende finansiering både er utilstrækkelig og vanskelig at få adgang til.

Det påvirker helt konkrete løsninger: mere robust infrastruktur, varsling af ekstremt vejr, beskyttelse af kyster og ferskvand, bedre klimadata samt gennemarbejdede planer for flytning eller mobilitet.

Stillehavsinitiativer som den foreslåede Pacific Resilience Facility skal blandt andet gøre det lettere at sende finansiering til mindre projekter på lokalsamfundsniveau. Den type projekter har ofte svært ved at få støtte fra de store internationale klimafonde. FN-rapportens bilag peger også på hurtige, lokale bevillinger og styrket teknisk kapacitet som måder at gøre klimatilpasningsmidler mere anvendelige i praksis. 817

Koralrevene får ikke længere tid til at komme sig

Den anden vurdering føjer en økologisk dimension til havstigningerne. Global Coral Reef Monitoring Network konkluderer, at klimadrevne marine hedebølger bliver hyppigere og kraftigere. Dermed bliver perioden, hvor revene kan komme sig efter blegning, kortere.

Koralblegning opstår, når varmestress får koraller til at udstøde de organismer, der giver dem deres farver og leverer en stor del af deres energi. Hvis de høje temperaturer varer ved, kan korallerne dø.

El Niño kan forværre situationen. Det naturlige klimafænomen forbindes med varmere havvand, som lægger sig oven i den langsigtede globale opvarmning. Store blegningshændelser har tidligere faldet sammen med kraftige El Niño-perioder.

Det mest bekymrende er derfor ikke kun, hvor voldsom én blegningshændelse er. Det er også, at tiden til genopretning mellem hændelserne bliver kortere. Gentagen varmepåvirkning kan reducere både koraldækning og formeringsevne, før revsamfundene har genvundet deres økologiske modstandskraft.

Forskere og rapportering om vurderingen beskriver udviklingen som en trappeformet tilbagegang – en ”staircase of decline” – hvor genopretningen bliver vanskeligere efter hvert nyt chok, og risikoen for et reelt uopretteligt tab vokser.

Lokal indsats er vigtig – men kan ikke køle havet

Lokal forvaltning af koralrev spiller fortsat en vigtig rolle. Mindre overfiskeri, mere bæredygtigt kystbyggeri, mindre forurening og bedre vandkvalitet kan styrke revenes evne til at modstå varmestress. Den globale koralvurdering understreger samtidig, at lokale belastninger gør revene dårligere i stand til at håndtere klimadrevne marine hedebølger.

Men der er grænser for, hvad lokal forvaltning kan udrette. Den kan ikke køle oceaner, der er blevet varmere på grund af globale udledninger, eller genskabe den restitutionstid, der allerede er forsvundet.

Beskyttelsen af Stillehavets befolkninger og koralrev kræver derfor to parallelle spor:

1. Hurtige emissionsreduktioner fra de største udledere for at begrænse yderligere opvarmning og havstigninger.
2. Tilgængelig klimatilpasningsfinansiering i form af bevillinger til lokalt ledet modstandsdygtighed, varsling, kyst- og ferskvandsbeskyttelse, økosystemforvaltning samt rettighedsbaseret planlægning af mobilitet.

Det er baggrunden for, at FN-embedsfolk opfordrede G20-landenes ledere til at besøge en stillehavsatol og se konsekvenserne på nært hold. Samtidig blev der efterlyst reelle tilsagn gennem mødeprocessen i Tuvalu. 2

Budskabet fra Palau var ikke en appel om velgørenhed. Det var et krav om handling og ressourcer, der står mål med de risici, som landene på klimafrontlinjen allerede bærer.