Hvorfor eskalerer Putin krigen i Ukraine – og hvad kan der ske nu?

Den stærkeste forklaring i den citerede rapportering er politisk snarere end rent militær: Vladimir Putin synes at vurdere, at en afslutning uden en tydelig sejr – først og fremmest kontrol over Donbas – vil være farligere for hans position end fortsatte tab, økonomisk belastning og uro i befolkningen. Materialet peger på en præference for eskalation, men flere af påstandene om kommende russiske operationer er efterretningsvurderinger og ikke uafhængigt bekræftede kendsgerninger.

Hvorfor utilfredsheden i Rusland ikke har ændret Putins beregning

Det russiske samfund viser flere tegn på belastning. Rapporteringen beskriver uro over brændstofmangel, ukrainske droneangreb, internetafbrydelser og risikoen for en ny mobilisering. En meningsmåling, som The Economist citerer, viste, at 55 % af de adspurgte sagde, at kolleger og familiemedlemmer følte sig urolige – mod 40 % året før. 2

Presset har indtil videre ikke fået Kreml til at afslutte krigen. Den logik, der tilskrives Putin, er, at den personlige politiske pris ved at fortsætte stadig er lavere end prisen for at acceptere et resultat, han ikke kan fremstille som en sejr. The Economist har beskrevet krigen som en fælde, Putin selv har skabt: Udsigten til en triumf, han kan kalde sin egen, bliver mindre, samtidig med at det bliver sværere at konstruere en vej ud. 9

Den omtalte plan: 300.000 ekstra soldater

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sagt, at Kyiv vurderer, at Rusland kan indkalde yderligere 300.000 soldater efter det russiske parlamentsvalg i september. Reuters præsenterede dette som en ukrainsk vurdering – ikke som en bekræftet russisk mobiliseringsordre. 17

En sådan forøgelse vil ifølge vurderingen ske gennem en ny indkaldelse eller mobilisering. Det er ikke et bevis på, at indkaldelsen faktisk vil finde sted, og heller ikke en sikker prognose for, hvor mange soldater der i sidste ende når frem til fronten. Påstanden illustrerer dog, hvor mange ekstra soldater Kyiv mener, Moskva kan få brug for for at fastholde offensiven og opveje store tab.

Derfor er Donbas fortsat centralt

Putin har afvist et ukrainsk forslag om at indstille langtrækkende angreb og sagt, at Rusland vil erobre hele Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja. Den position efterlader kun begrænset plads til en aftale, der blot fastfryser den nuværende frontlinje. 22

Det samme mål kan ses i rapporteringen fra slagmarken. Russiske styrker forsøger at trænge ind i og omringe Kostjantynivka, en strategisk port mod Kramatorsk og Slovjansk og en vigtig del af det Donbas, som fortsat kontrolleres af Ukraine. En erobring af byen kan åbne ruter mod regionens sidste større ukrainske støttepunkter.

Reuters skrev med henvisning til personer tæt på Kreml, at Putin ser fuld kontrol over Donbas som en nødvendig sejr, og at ukrainske angreb på russiske raffinaderier og havne har gjort ham endnu mere fast besluttet på at fortsætte krigen. Kilderne udtalte sig anonymt, så deres beskrivelse er en vurdering af Kremls tankegang – ikke et offentligt verificeret politisk dokument. 21

Ukrainske angreb og russisk mangel på ressourcer

Ukraine har gennemført en langtrækkende kampagne mod russisk olieinfrastruktur, havne og andre militærrelaterede mål. The Economist skrev, at angreb på raffinaderier havde bidraget til brændstofrationering i mere end et dusin russiske regioner. 3 Putin har også erkendt brændstofmangel og opfordret til en hurtigere udbygning af Ruslands luftforsvar mod ukrainske droner. 22

Det er med til at forklare, hvorfor Moskvas strategi kombinerer flere former for pres i stedet for at satse på et hurtigt gennembrud på landjorden. Rusland forsøger at vinde terræn skridt for skridt, samtidig med at missiler og droner bruges til at beskadige ukrainske byer og infrastruktur. Tidligere rapportering beskrev en strategi, der ikke kun sigter mod at erobre territorium, men også mod at svække Ukraines evne til at fungere og gøre modstand. 10

Resultatet er en dyr strategi: Soldater kan bruges til at fastholde presset langs fronten, mens langtrækkende angreb skal påføre omkostninger langt bag den. Ingen af delene beviser dog, at Rusland hurtigt kan nå sine erklærede territoriale mål.

Den bredere risiko: hybridpres mod Europa

Den mest umiddelbare europæiske bekymring i det fremlagte materiale handler om aktiviteter under tærsklen for en åben krig med NATO. Amerikanske og europæiske embedsfolk har tilskrevet Rusland – eller advaret om risikoen for – sabotage, attentater, krænkelser af luftrum, GPS-forstyrrelser, cyberangreb, indgreb i kritisk undersøisk infrastruktur, instrumentalisering af migration og politisk indblanding.

Polen og de baltiske lande har øget sikkerheden omkring vigtig infrastruktur på baggrund af advarsler om mulig sabotage eller såkaldte falsk-flag-operationer, der kan være designet til at teste NATO's reaktion. Anden rapportering har peget på bekymring for, at russiske operationer kan ramme europæisk forsvarsproduktion og forsyningsruter til Ukraine, selv om påstande om konkrete planer skal holdes adskilt fra hændelser, der er dokumenteret.

Den slags metoder giver Moskva mulighed for at lægge pres på Ukraines støtter uden straks at gå over til et konventionelt angreb. De øger også risikoen for fejlberegninger: En operation, der skulle forblive benægtelig, kan såre civile, beskadige kritisk infrastruktur eller udløse et svar, Rusland ikke havde planlagt.

Er et direkte russisk angreb på NATO nært forestående?

Advarslerne bør ikke overdrives. En NATO-embedsmand sagde den 30. august, at Rusland øger sin hybride aktivitet, men at alliancen ikke ser nogen overhængende trussel om et angreb. Finlands præsident, Alexander Stubb, sagde tilsvarende, at han ikke troede, Rusland ville risikere at angribe et NATO-land.

Den skelnen er vigtig. Vestlige myndigheder kan se en voksende risiko for sabotage, cyberangreb og andre tvangsprægede handlinger uden at konkludere, at Moskva har besluttet sig for en konventionel invasion af NATO-territorium. Rapporteringen understøtter bekymring over eskalation og afprøvning af alliancen – ikke et bekræftet nært forestående angreb.

Hvad atomrapporteringen viser – og ikke viser

Ruslands atomretorik har historisk fungeret som en advarsel mod dybere vestlig indblanding, men de fremlagte kilder bekræfter ikke uafhængigt den specifikke nylige test af et atomkapabelt missil, der henvises til i spørgsmålet. De dokumenterer heller ikke, at Rusland har truffet en nært forestående beslutning om at anvende atomvåben.

Den forsvarlige konklusion er derfor mere begrænset: Atomtrusler og systemer, der kan bære atomvåben, øger konfliktens alvor og kan bruges som tvangsdiplomatisk signalering. De bør dog ikke fremstilles som bevis på et nært forestående atomangreb uden stærkere og uafhængigt bekræftet rapportering.

Konklusionen

Putins tilsyneladende strategi er at øge presset, indtil Rusland kan sikre sig et resultat, han kan fremstille som en sejr – især i Donbas – eller indtil omkostningerne ved at fortsætte entydigt overstiger omkostningerne ved at standse. Uro i befolkningen, brændstofmangel og ukrainske angreb gør krigen mere belastende for Rusland, men den tilgængelige rapportering tyder på, at det indtil videre har ført til tilpasning og eskalation snarere end kompromis. 1221

De vigtigste kortsigtede risici er derfor kumulative: en større russisk mobilisering, hårdere angreb på Ukraine og flere hybride operationer mod europæisk infrastruktur og forsyningsnetværk. Samtidig skal advarsler fra myndigheder holdes adskilt fra bekræftede hensigter: NATO siger aktuelt, at alliancen ikke ser et nært forestående konventionelt angreb, og det fremlagte materiale bekræfter hverken en ny atomvåbentest eller en nært forestående beslutning om at anvende atomvåben.