Hvad den lækkede FIFA-rapport afslører om Gianni Infantino

Den lækkede redegørelse for FIFA’s etiske undersøgelse fra 2016 tegner et billede af en ny FIFA-præsident, hvis rejser, gæstfrihed, udgifter og ansættelser gav anledning til alvorlige spørgsmål om integritet og interessekonflikter. Men den samme undersøgelse endte med at frikende Gianni Infantino: FIFA’s etiske organ fandt ingen overtrædelse af etikkodekset, og de modtagne fordele blev ikke anset for urimelige efter de regler, der gjaldt på det tidspunkt. 19

Det skel er afgørende. Rapporten kan være politisk og omdømmemæssigt belastende uden i sig selv at dokumentere strafbare forhold.

Privatfly fra Rusland og Qatar

Ifølge omtalen af det hidtil upublicerede materiale tog Infantino i de første måneder som FIFA-præsident imod pladser på privatfly, der var knyttet til Vladimir Putins russiske regering og Qatar. Rejserne omfattede blandt andet ture i forbindelse med møder med Putin og Qatars emir. 2412

Rapporten beskriver også en flyrejse fra Milano til Rom, som blev arrangeret af den russiske forretningsmand Leon Semenenko i forbindelse med et besøg i Vatikanet. Turen skulle have kombineret en audiens hos pave Frans med privat rejse for Infantinos hustru og mor. Infantino beskrev ifølge rapporteringen mødet med paven som privat, mens omstændighederne omkring rejsen blev en del af den etiske undersøgelse. 245

Spørgsmålet var ikke kun, at der blev fløjet privat. Undersøgerne skulle også vurdere, om rejser og gæstfrihed betalt af tredjeparter kunne skabe en forventning om modydelser eller give indtryk af en interessekonflikt. FIFA’s etiske efterforskere konkluderede dog, at flyrejserne ikke var i strid med det gældende kodeks. 912

Frikendt – men ikke uden styringsproblemer

Undersøgelsen behandlede syv klager, der ifølge rapporteringen blev indgivet kort efter, at Infantino tiltrådte som FIFA-præsident. Vanessa Allard ledede efterforskningen og frikendte ham for anklagerne. FIFA’s officielle konklusion var, at der ikke var begået brud på FIFA’s etikkodeks, og at Infantino ikke havde modtaget en urimelig fordel efter de relevante regler. 179

Juridisk og faktuelt betyder det, at 2016-sagen endte med en frifindelse efter FIFA’s egne etiske regler. Det er ikke det samme som, at enhver beslutning eller praksis, der omtales i rapporten, dermed er hævet over kritik. Materialet viser snarere, hvordan spørgsmål om åbenhed, indberetning og uafhængighed omgav Infantinos formandskab fra begyndelsen.

Lønstrid og kritik af ansættelser

Den lækkede rapport beskriver også en strid om Infantinos kontrakt. Han skulle have afvist at underskrive en foreslået årsløn på 2 millioner schweizerfranc, fordi han fandt beløbet »insulting« – fornærmende – sammenlignet med de 3,6 millioner schweizerfranc, der var forbundet med Sepp Blatters aflønning. 212

Andre klager handlede om udnævnelser og rekrutteringsprocedurer. Tidligere omtale af et internt FIFA-notat beskrev blandt andet påstande om, at ledende stillinger blev besat uden tilstrækkelig kontrol af kandidaternes kvalifikationer, samt klager over personlige udgifter og brug af FIFA’s ressourcer. 114

Ifølge rapporteringen fandt efterforskerne ikke, at Infantino havde overtrådt etikkodekset på disse områder. De proceduremæssige fejl i forbindelse med ansættelser blev i stedet henført til FIFA’s HR-afdeling. Det er vigtigt at beskrive oplysningerne som indholdet af en lækket undersøgelse – ikke som senere straffedomme eller retslige afgørelser.

Hvorfor sagen dukker op igen nu

Den gamle etiksag er kommet frem igen, mens Infantino er under pres i en helt separat konflikt om FIFA’s opgivne plan for private investeringer. UEFA indgav den 27. august en begæring til en amerikansk domstol om adgang til dokumenter og vidneudsagn, der kan bruges i forbindelse med en mulig straffesag i Schweiz. UEFA overvejer anklager om »criminal mismanagement« – på dansk groft sagt økonomisk eller ledelsesmæssig vanrøgt – i forbindelse med planen om at overføre kommercielle rettigheder tilknyttet FIFA-turneringer til en ny investeringsstruktur. 1718

Der er tale om et skridt for at indsamle beviser, ikke om en straffesag, der allerede er rejst, og heller ikke om bevis for, at Infantino har begået en forbrydelse. FIFA’s frifindelse fra 2016 er derfor relevant som baggrund, men den afgør ikke, om UEFA’s separate anklager om den senere investeringsplan holder.

Infantino opgav planen efter massiv modstand. Han sagde, at projektet havde skabt splittelse og ikke længere tjente det formål, det oprindeligt var tiltænkt. Planen indebar økonomiske incitamenter til FIFA’s 211 medlemsforbund mod støtte til forslaget.

Presset er også blevet synligt i fodboldsystemet. CONCACAF-præsident Victor Montagliani bad Infantino om ikke at deltage i en ungdomsturnering i Den Dominikanske Republik. Begrundelsen var, at hans tilstedeværelse ville overskygge turneringen i en tid med voksende modstand mod hans ledelse. Reuters rapporterede, at Infantino efter investeringsplanens sammenbrud var under pres fra UEFA, Det Asiatiske Fodboldforbund og CONCACAF.

Et separat U15-projekt

Der er desuden blevet skrevet om et andet projekt forbundet med Infantino: en foreslået U15-»VM-turnering« eller fodboldfestival for alle FIFA’s 211 medlemsforbund. Idéen skulle blandt andet være inspireret af baseballturneringen Little League World Series. FIFA skal have drøftet udvikling og kommercialisering af projektet med private investorer.

En senere rapport hævdede, at Infantino ikke havde orienteret FIFA-Rådet om, at man søgte eksterne investeringsforslag til ungdomsprojektet. De tilgængelige oplysninger underbygger, at projektet og drøftelserne med investorer fandt sted, men ikke at der var offentliggjort en endelig turnering og festival i Baku.

Konklusionen

Den lækkede rapport viser ikke, at Infantino blev kendt skyldig i 2016. Den viser, at privatfly forbundet med magtfulde politiske og erhvervsmæssige interesser, Vatikanrejsen, lønforhandlingerne og ansættelsespraksissen udløste betydelig granskning i begyndelsen af hans formandskab – en granskning, der endte med etisk frifindelse. 19

Sagens betydning i dag er først og fremmest politisk og omdømmemæssig. Den gamle kontrovers styrker kritikken af FIFA’s gennemsigtighed og koncentrationen af magt, mens UEFA’s aktuelle juridiske skridt handler om en anden og langt senere investeringsplan. Begge sager peger på spørgsmål om FIFA’s ledelse, men de er fortsat separate spørgsmål om beviser og lovgivning.